Nicolai Dahl Hamilton, Marie Dalsgaard og Asbjørn Krogh Nissen i ‘Nordisk Fjer’ (Tegn.: Claus Seidel)

KOLLAPS

Forsøget i Skuespilhusets Røde Rum på at skabe dramatik ud af ’Nordisk Fjers’ sammenbrud i 1990 er blevet til en tekst, der ikke får emnet til at løfte sig.

Tekst: Rune David Grue og Røde Rum-holdet. Iscenesætter: Rune David Grue. Scenografi: Jonas Fly. Medvirkende: Mikkel Arndt, Peter Christoffersen, Marie Dalsgaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Lila Nobel og Maria Rossing.

**

SÅ ER dét prøvet. Det Røde Rum har lavet en kedelig forestilling. Det Røde Rum, som har været frisk luft i Skuespillet på Det Kgl. gennem de senere år.
Så hvad er nu den af?
Stykket hedder ’Nordisk Fjer’ og handler – ja, om NORDISK FJER, sengetøjskoncernen, der gik rabundus i 1990. Hele foretagendet revnede med et knald, direktøren Johannes Petersen skød sig en kugle for panden, og det spruttede af skandaler.
Dramatisk. Og det kunne måske gøres til godt teater. Men initiativtageren, instruktøren Rune David Grue har sat sig for, at historien ikke så meget skal handle om, hvad der skete i hovedet på Johannes Petersen, men om, hvordan de ansatte i virksomheden har været en flok slapsvanse, der har ladet sig terrorisere, true og bestikke til at gå med på chefens hæmningsløse fiduser i en slags mentalt sjask og laden-stå-til. En kollektiv psykose.
Rune David Grue skildrer dem som en stribe komiske marionetter, figurer, man sætter på scenen i en personalerevy, med beskrivelser af deres fedtede leflen for chefen, deres breakdowns, deres lattervækkende kujonagtige udflugter over for Johannes Petersen og hans primitive, manipulerende kone. Beskrivelser i korte situationer. Og især i lammende statiske passager, hvor vi udmærket forstår ubeslutsomheden og den passive hytten sig hos de ansatte. Men lammende statiske passager har det med at forplante sig til publikum.
Hvert øjeblik i stykket vakler mellem dokumentarisk rapport og parodisk sketch. Det er en sjov idé at lade Johannes Petersen og konen udelukkende manifestere sig som truende big brother-stemmer, der lirer kommandoer eller tilsvininger af over for personalet.
Men ideen er hurtig brugt op. Og vi sidder konstant med en fornemmelse af, at det hele – de vanvittige tal og statistikker, megalomanien hos Johannes Petersen, de utrolige bedrag, der er forgået i hjernen på flere af topfolkene i firmaet, og mange personlige konfrontationer, må rumme konflikter, der psykologisk kunne udbygges til vildere stof. Ligesom det ville kunne ved lignende finansielle kollaps: Stein Baggers, for ikke at tale om Landmandsbankens, der involverede farverige originaler og landets politiske topfolk i begyndelsen af 1920’erne.
Rune David Grue ved vi kan så meget, når det handler om psykologisk dybdeboringer. Tænk på hans ’Hedda Gabler’. Eller ’Sandmanden’. Eller ’Krapps sidste bånd’.
Det virker, som om der er investeret så meget research i ’Nordisk Fjer’, at overblikket er forsvundet og druknedøden er indtrådt.

gregersDH.dk