Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen i ‘Libertineren’ (Foto: Bjarne Stæhr)
DEN PERFEKTE ANTI-DON JUAN
Ubetalelig komedie om filosoffen Diderot – nedlagt af de kvinder, han selv tror, han har krammet på.
******
EN Don Juan, der kommer ned med nakken. Den kender vi. Bare ikke på den facon.
Mozarts (og Molieres) bliver banket på plads og ned i helvede af fanden og Vorherre i forening.
Eric-Emmanuel Schmitt, den belgiske forfatter, lader kvinder ordne sagen i ’Libertineren’. Kvinder, der er kloge, intrigante, snedige og hæmningsløse i deres intuitive indsigt i fyrens svage punkter.
Fyren er den franske filosof Denis Diderot, ophavsmanden til den store Encyklopædi, storværket, der blev til i 2. halvdel af det 18.århundrede, oplysningstidens europæiske bibel.
MENTAL STIP TEASE
Schmitt gør ham til hovedperson i sit stykke. Anbringer ham i den tilsyneladende enkle situation, at han lige skal smutte et kapitel, der mangler i encyklopædien – et kapitel om moral. Det haster. Værket skal i trykken. En distraherende situation, for han bliver netop samtidig udfordret på sin egen, personlige moral: En kvindelig maler er i gang med hans portræt, opfordrer ham til at smide tøjet, for at hun kan trænge helt til bunds i sjæl og legeme, hvilket han ikke lader sig sige to gange.
Her har vi fra stykkets start Lars Mikkelsen som Diderot, den overlegne intellektuelle, der omgående sendes ud i både fysisk og mental strip tease, kørt om hjørner med af Ann Eleonora Jørgensens maler, forførende, koket, med et fast greb i hans selvoptagne svagheder, for ikke at sige i hans prydefulde lem, som hun foreviger på lærredet, til en vis ståhej for andre damer, der indfinder sig: Hans hustru. Hans datter. Samt den adelige jomfru, på hvis faderlige slot han befinder sig som gæst.
Det er en salig komedie, der sender hovedpersonen ind i en karrusel af hjælpeløse argumentationer for mandlig skråsikkerhed. Kulminerende, da han har fablet sig helt ud i begejstret og overstrømmende forståelse for et frisind, der naturligvis også gælder kvinder i denne verden – men får stukket ud, at hans egen yndige datter er i færd med at tillægge sig et barn uden at gifte sig.
Hovsa? Dén kommer pludselig for tæt på, og han fanges i sig eget net af frisindede overvejelser.
HOLDET
I Thomas Bendixens instruktion er det blevet en strømmende munter leg, et flow af koketterier og endevendinger af kvindelige forslagenhed og henrivende manipulationer.
Især fordi holdet er så sjovt og sikkert sammensat.
Lars Mikkelsen, tummelumsk og ustandselig svingende i sit ’forsvar for den enkeltes ret til nydelse’ over for den samfundsmoral, han også føler sig pisket til at påberåbe sig.
Ann Eleonora Jørgensen med den saftigste, forslagne overlegenhed, en moden sexet frækhed, der svinger herligt med den teenagetypiske, og lige så udspekulerede råhed, der får rødlokkede Johanne Louise Schmidt som adelstøsen Mlle. D’Holbech til at spille hr. Diderot sønder og sammen med sin sønderlemmende rapkæftethed.
Og Signe A. Mannov som hans datter til at køre hans intellektuelle argumentationer helt ud i skoven. Med spydig selvbevidsthed og uskyldig logik. En lille pyroman, som en kalder hende.
Diderots kone har én stor scene undervejs, forulempet, alligevel blød som marcipan i ægtemandens arme, når det kommer til stykket. Næsten. Hun har gennemskuet ham som en røntgenstråle. Fint spillet af Pernille Albæk Andersen.
FLYVENDE
Stykket ebber lidt forsigtigt ud i en ’aflivning’ af kærligheden, som man ikke kan sige meget andet en ’ok, så’ til. Men det ændrer ikke ved, at oplevelsen i Karin Betz’ elegante sceneri, der ligner musik i rokoko variation, er uimodståeligt flyvende.
For Grønnegaards Teatret endnu en perfekt komedie denne sommer. Ved siden af Holbergs ’Den Stundesløse’ henne i den egentlige Grønnegaard.
