Elisabeth Halling og Henning von Schulman i ‘Figaros Bryllup’ (Foto: Milkos Szabo)

NU

‘

MED

‘

MOTORSAV

Elisa Kragerups debut som operainstruktør er som ventet fuld af sjove idéer og uærbødig tilgang til genren.

Mozart og da Ponte: ’Figaros Bryllup. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenograf: Steffen Aarfing. Medvirkende bl.a.: Henning von Schulman, Anke Briegel, Palle Knudsen, Sine Bundgaard, Tuva Semmingsen, Elisabeth Halling, Morten Staugaard, Bengt-Ola Morgny, Per Bach Nielsen og Julie Meera Albertsen.

’Figaros bryllup’ spiller på Det kgl. Teaters Gamle Scene

****

”JEG satte mig til skrivebordet med en flaske Tokayer til højre, mit blækhus midtfor og en tobaksdåse fyldt med Sevilla-tobak til venstre. En smuk sekstenårig pige, som jeg ville elske som en datter, men…!”

Situationsberetning fra skrivestuen hos Mozarts librettist Lorenzo da Ponte. Sådan har den vakse versemager til ’Cosi fan tutte’, ’Don Juan’ og ’Figaros Bryllup’ arbejdet. Siger han.

Vi tvivler ikke. Men tænker sjovt nok på det et øjeblik midt i 2. akt af ’Figaros Bryllup’ i den scene, hvor pjank, forelskelse, jalousi, forklædning, intrige, flirt, raseri og panisk gemmeleg løber sammen i en styrtsø af musikalske ideer, temaer, der falder over hinandens ben, hjerteskærende det ene øjeblik, ironiske det næste, serier af psykologisk skarpe lunser fra Mozarts hjerne og nodepen – det er scenen i Grevindens salon, hvor den erotisk besatte teenager Cherubino gemmes af vejen i nabokammeret, da greven banker på døren, og Susanne i panik skjuler sig i et hjørne, og grevinden selv står lammet af skræk.

Skiver Mozart scener som den i samme koncentrerede hygge som Lorenzo da Ponte sin tekst? Hvordan bliver sådanne flodbølger af inspiration til i de folks hjerner? De sad ikke lårene af hinanden. De boede i hver sin ende af Wien.

MOTORSAV

Scenen er et kvarters genial forfløjenhed af komisk vanvid, og det er et af de øjeblikke, instruktøren Elisa Kragerup griber i flugten og føjer sit eget kreative vanvid oven i. Hun lader ikke greven i raseri gå ud efter et brækjern for at smadre den dør, Cherubino befinder sig bag. Det plejer han. Men her kommer han tilbage med en motorsav, som han i sin uerfarne, grevelige kluntethed selvfølgelig ikke kan få startet og kyler fra sig.

En motorsav?

Jo, vi er på gyngende opdaterings-grund – vi er ikke til rokoko-tro stilkomedie, det må man sige. Der er ganske vist ingen mobiltelefoner og maskinpistoler, som ellers har været anakronistisk standard-materiel i en del år. Men der er tv-kameraer og reportere, da vi kommer til bryllupsscenerne – grevindens musiklærer Basilio i buffotenor Bengt-Ole Morgnys skikkelse forvandler sig henrykt til paparazzi-journalist.

De medvirkende gør deres entre i 1. akt på en kæmpemæssig svane, næppe en henvisning til ’Lohengrin’, vi er snarere i en art Mozart-cirkus med orkestret siddende på scenen omringet af svanens karrusel-skinner.

Dirigenten Andreas Spering langer stikord og rekvisitter til de medvirkende. Noget lignende gjorde Lars Ulrik Mortensen i en Vivaldi-opera på Teater Republique for et par år siden.

Vi er til dekonstruktion. Næsten som i Moliéres ’Tartuffe’ på Betty Nansen, hvor et black out midt i en scene får en af spillerne til at råbe: ’Sku’ vi ikke hellere spille et andet stykke!’

FRIT SLAG

Der er frit slag.

I ’Figaro’ på Det Kgl. er Palle Knudsen som greven en tur nede blandt publikum, han får os med på en stump recitativ, og starter ved samme lejlighed hele den følgende scene fra sidegangen. Den slags fungerer, når man som Knudsen har glæden ved at udfolde sin velklingende baryton. Og ikke går af vejen for at smide sine grevelige bukser på scenen, da han tror, den nu er hjemme med hende Susanne – en pæn, men temmelig ordinær Anke Briegel i partiet, hun er hentet fra udlandet, og man undrer sig som tidligere over, at så mange danske sopraner overses til en rolle som den.

Figaro – en oplagt opgave til Henning von Schulman, selvsikker og knaldgod ung basbaryton – har sit målebånd i indledningsscenen til ikke kun at måle stuelængder – det vil også se mærkeligt ud i betragtning af, at vi nærmest befinder os på den bare plæne i Tivoli – du godeste, hvor scenograf Steffen Aarfing har fået lidt at lege for med den dekoration.

Men målebåndet altså: Figaro måler livvidde og brystmål på sin Susanna i stedet for gulvlængder og vægbredder.

Greven har sin legetøjshest at kæle med, Grevinden sit badekar, og Cherubino sine balloner, der kan bruges til at knalde af, når nu egentlige knald trods alt ligger uden for operaens stil, og altså mere inden for da Pontes arbejdsvaner. Kækt og elegant spiller Tuva Semmingsen hende, sangligt er hun ikke en centimeter under den herlige Cherubino, hun debuterede med på teatret for sytten år siden – hendes scener med Sine Bundgaards smukke og velsungne grevinde giver egentlig duft af Strauss’ Rosenkavaler og Feltmarskalinde.

REVOLUTIONEN

Mangfoldige medvirkende i øvrigt i dette kragerupske cirkus-arrangement: Morten Staugaard og Elisabeth Halling som Dr. Bartolo og Marcellina – glimrende, men man skal grave hele forhistorien med ’Barberen i Sevilla’ plus Beaumarchais’ skuespil ’Figaros Brylup’ frem i lyset for at få rigtig sammenhæng i deres brogede tilstedeværelse i ’Figaros bryllup’.

Det tager vi en anden gang.

Man kan dernæst roligt glemme mange af de interessante fortolkninger af både operaen og skuespillet som opsange og drivkraft til den franske og de europæiske revolutioner i slutningen af 1700-tallet. De er relevante, men man skal nok huske, at da Ponte og Mozart var optaget af plottet og intrigerne, historiens dramatiske effekt og musikkens effektfuldhed. De skelede kun til de politiske aspekter af operaen, når det gjaldt hensynet til den kejserlige censur.

Samme vinkel kan vi som tilskuere anlægge på Elisa Kragerups version af operaen. Den er morsom. Far out. Nogle gange på nippet til at overdøve musikken. Ofte ustyrlig forvirret i sin kaotiske forklaring – eller mangel på forklaring – på, hvad der overhovedet foregår i den opera mellem de mange personer.

Men kedelig. Nej.

gregersDH.dk