Ditte Gråbøl og Henning Jensen (i baggrunden: Peter Flyvholm og Julie Agnete Vang) i ‘Den Stundesløse’ (Tegning: Claus Seidel)
ARRANGEREDE ÆGTESKABER
’Den stundesløse’ er en hvirvelvind af pjank og charme i Grønnegaarden
*****
DET er fint, det lille palæ, som scenografen Nina Flagstad har rejst for enden af Grønnegaarden. Lidt finere nok end hvad der tilkommer opkomlingen hr. Vielgeschrei. For hvad er han egentlig for en fisk, Den Stundesløse? En 1700-tals business man? Håndværksmester måske? Vi bliver aldrig rigtig klar over det. Bare, at han er en, der har rasende travlt, tumler med sine papirer, så de flyver om ørerne på ham og hans tre skriverkarle – ekstra overgivent i premiere-aftenens sommervind i Grønnegaarden.
Vi får aldrig rigtig at vide, hvad det er for forretninger, han har så travlt med. Ud over de nære og huslige, hønsene, der ikke tér sig ordentligt i hønsegården, og barberen, der plager ham med skum og sladder.
Og så hurlumhejet omkring, hvem han vil ’gifte sin datter bort til’. Det er noget, farmand har rasende travlt med at bestemme. På god gammeldags, dansk maner.
LA PERNILLE
NOGET, der vil kunne få ortodokse muslimske indvandrere til at sige: Jamen, så er vi da ikke så langt fra hinanden, vel? Her er da basis for integration, ikke? Arrangeret ægteskab! Husets herre dikterer. Det ægte Danmark!
I så fald overser de noget andet dansk. Ovre i et hjørne af scenen sidder Pernille med sit poliske smil. I Christoffer Berdals iscenesættelse på grænsen til et svedent grin. Det er mor her, der styrer. Me Lund har i en programartikel fat i den ende af Holberg: Den asketiske Holberg som feminist.
I ’Den Stundesløse’ får ’La Pernille’ et par ekstra kort på hånden. Hun dænger sin herre til med medløb, giver ham ret, bakker ham op, kører ham stramt og udspekuleret, den listige, henrivende kælling. En kæde af baghold. I Ditte Gråbøls udgave forvaltet med suveræn og fræk charme.
Skal vi tale om arrangerede ægteskaber, så er det det, det handler om i ’Den stundesløse’. Endda to af slagsen.
EROTISK KERNE
DET er den ene af styrkerne ved denne ’Stundesløse’: Ditte Gråbøl, der spinder Henning Jensens Vielgeschrey stadig mere raffineret og stramt ind i sin intrige med kokette sideblik til publikum, og Henning Jensens små ryk af usikker tiltrækning til sin Pernille – midt i al hans totalstress, forvirring og renden-formålsløst-rundt.
En erotisk kerne i opførelsen, som ligger som en fascinerende tråd gennem hele spillet. ’Han har ikke stunder at ligge hos nogen’, som Pernille fortæller i prologen. Henning Jensen smiler som en skoledreng ved epilogen halvanden time senere. Måske skal Vielgeschrey prøve at få stunder til dét også.
Den anden styrke er den overgivne og detaljerede farce-opbygning. Hver eneste af personerne er ud- og overstyret med tegneserieagtig fis i kasketten. I spillestil, i kostumer, i stemmeføring. Joen Billes frisør som skåret ud af en salonscene i ’Rosenkavaleren’. Julie Agnete Vangs Leonora i et brus af en luftig, parisisk modeceation. Hendes bejler Leander og hans fantasifulde ven Oldfux med en sindsoprivende diktion, der kunne lyde som H.C. Andersen til optagelsesprøve på Det Kgl. – det er Peter Flyvholm og Peter Plaugborg i vildt parløb, Plaugborg som en Oldfux, der både kan slå krøller på sig selv og gemme sine to meter under et skrivebord og flagre over scenen som en hitchcocksk flagermus. Morten Staugaard som en blødgjort udgave af politispionen Spoletta i ’Tosca’.
Jo, der er rig lejlighed til associationer i denne opstemte Mester Jakel-agtige version af ’Den Stundesløse’.
PÅ SPEED
MED erindringen om Jørgen Reenbergs sylespidse Hr. Vielgeschrei i hovedet, er Henning Jensens en anderledes blodskudt rast- og stundesløs titelperson, lige til at stryge over strithåret for at bringe ham til besindelse, hvad da også er Ditte Gråbøls kur for at bringe ham mentalt frelst gennem de afsindige intriger, der skal manøvrere ham uden om sit forbenede ægteskabsforehavende på datterens vegne. Han er en Vielgeschrei på speed, hvor Reenberg var en Vielgeschrei på stesolid.
Vi er forrygende underholdt, også af Solbjørg Højfeldts desperada af en over- og giftemoden Magdelone, samt de tre vimse skriverkarle, Henrik Birch, Johannes Lilleøre og Kristian Høgh Jespersen.
Forestillingen flyver over scenen. Men tag varmt tøj med. Når solen er forduftet, fordufter også den lune sommeraften.
