Nicole Heaston som Mrs. Ford og Donnie Bay Albert som Falstaff i ‘Falstaff’ på Operaen (tegn. Claus Seidel)

HVOR ER

DE DANSKE

SANGERE

Repremieren på Verdis ’Falstaff’ er ok, men stiller igen spørgsmål om, hvorfor så mange partier bliver besat med udenlandske sangere.

Verdi: Falstaff. Instruktion: Peter Langdal. Dirigent: Pier Giorgio Morandi. Scenograf: Ashley Martin-Davies. Kostumer: Karin Betz. Medvirkende bl.a.: Donnie Bay Albert, Nicole Heaston, Roman Burdenko, Gabriella Pace, Gert Henning-Jensen, Jens Chr. Tvilum, Mathias Hedegaard, Sten Byriel, Susanne Resmark og Hanne Fischer.

****

EN repremiere. Fint nok. Nogle forestillinger skal ligge solidt i en operas repertoire. Være til at sætte på scenen igen uden større dikkedarer. Det er kunstens art.
Selvfølgelig helst, hvis det er klasseforestillinger. Peter Langdal satte Verdis ’Falstaff’ på i efteråret 2013. Vi anmeldte den dengang under overskriften ’Falstaff på nødblus’, og den overskrift handlede om, at Langdal var sat på en opgave, som bestod i at tilpasse sin ’Falstaff’ til en rå økonomisk kgl. stramning, der bestod i, at det store Verdi-200 år skulle fejres med tre operaer, snøret sammen som med et korset af næsten ens scenografi. Ens i et pakkassesnit. Den første, ’Otello’, klarede det ret godt, men de næste, ’Falstaff’ og ’Macbeth’ døjede med rammer, der kom til at ligne opgraderede, voluminøse kolonihavehuse.
Det var så vilkårene, og dens slags tager jo ikke livet af en Peter Langdal. Det ser vi ved genopsætningen. Som igen udfolder hans styrker og af og til hans svagheder: Lysten til at finde på mere og mere, tydeliggøre, lege med detaljer, sætte fut i fyrværkeriet – som vi også ser det i hans ’Kong Lear’ i øjeblikket på Skuespilhuset – klovne, omsætte musikalske impulser i broderier af action, lade de medvirkende få frit løb til at videreudvikle, hvad han har sat i gang. På godt og ondt.
Der er nok at tage af i Verdis sprudlende ’Falstaff’-partitur. Og vi morer os heldigvis en del hen ad vejen. Selvom vi indimellem tænker: Lad nu lige musikken selv sige vittighederne. Det går nemlig rigtig fint for Kapellet under den italienske dirigent Pier Giorgio Morandi.
Den 65-årige amerikanske basbaryton Donnie Ray Albert er inviteret tilbage til titelrollen – stor, rund, munter, fræk, utilsløret selvtilfreds, men også fiffig selvironisk, lykkelig for sin prægtige vom, en pragt-Falstaff, præcis med alderen til at te sig lattervækkende i sin erotiske pågåenhed over for damerne. Ham sluger vi råt. Og vi har fin fornøjelse også af de andre udefra hyrede sangere, Nicole Heaston som Alice Ford, Roman Burdenko som Mr. Ford og Gabriella Pace som Nanetta.

HVOR ER DE

Det bringer os til gengæld derhen, hvor vi igen må spørge: Hvor er de danske sangere, der kan synge de samme partier? De er der, men hvorfor er de ikke på scenen? Ved premieren for mindre end tre år siden var Inger Dam Jensen, Elisabeth Jansson og Gisela Stille i hovedroller i ’Falstaff’.
Vi er glade, meget glade, for at høre både Hanne Fischer og Susanne Resmark. Det er ikke dét. Og vi er ikke grebet af nationalistiske ideer om, at vi kun vil høre danske sangere på Operaen. Det er vigtigt, at vi har udenlandske gæster, der kan supplere den faste stab. Endda nogle gange kaste højglans over roller.
Den russiske karakterbaryton Roman Burdenko er f.eks. glimrende  som Ford i denne ’Falstaff’. Men teatret har både Palle Knudsen og Johan Reuter i faget, og en baryton som Lars Møller har netop sunget Ford på operaen i Mannheim.
Vi kender Det Kgl.s økonomiske stramninger, og ved, de sætter begrænsninger på sangerfronten ligesom hos scenograferne. Men vi undrer og ærgrer os over, at f.eks. Operaakademiet i disse år og i dyre domme uddanner talenter, der, så snart de er færdige, forsvinder til udlandet i stedet for at få chancerne på Det Kgl. Få gør. Som vi ser det her i ’Falstaff’ med Mathias Hedegaard og Jens Christian Tvilum.
Men mange når slet ikke om ad Det Kgl., før de er af sted mod bedre muligheder.

gregersDH.dk