Elsebeth Dreisig og Lise Christensen som Cio-Cio-San og Suzuki i ‘Madama Butterfly’ (Foto: Kåre Viemose)

SALT I SÅRET

Puccinis udspekulerede jagt på følelser, operaen ’Madama Butterfly’ med en fænomenalt god Elsebeth Dreisig i titelrollen på Den Jyske Opera.

Puccini: ’Madama Butterfly’. Instruktion: Stephen Barlow. Scenografi: Robert I. Hoplins. Dirigent: Christian Kluxen. Jyske Operas Kor. Aarhus Symfoniorkester. Solister: Elsebeth Dreisig, Angelo Fiore, Eddie Wade, Lise Christensen, Christian Damsgaard, Jens Bové, Jens Jagd, Lucia Cervoni og Morten Wang m.fl.

’Madama Butterfly’ turnerer i Danmark indtil 19.marts.

*****

DET er sylen lige i hjertet. Puccini kan det med at drive pinen ud til de yderste hjørner.
Pinen. Ikke spændingen.
Han skriver ikke kriminalromaner, hvor vi læser dirrende af spænding – hvem er den skyldige? Hvad har vi overset? Hvordan ender dette her?
I ’Madama Butterfly’ ved vi, at det ender med, at Butterfly stikker en kniv i sig, i samme øjeblik som hykleren Pinkerton står i døren og jamrer ”Butterfly!! Butterfly!!”
Sådan er den opera. En nedrig historie svøbt ind i forførende musik.
Vi sætter os i stolen for at nyde pinslerne. Høre og mærke, hvordan Puccini på det mest ondskabsfulde strammer skruerne indtil dette finalepunkt. Hvordan vi i én uendelighed får repeteret, at den arme Butterfly snydes og bedrages af en slambert af en flot amerikansk søofficer, der nupper hendes dyd under en tur på landlov i japanske Nagasaki – en kæk vane, kan vi forstå på hans bemærkninger til den amerikanske konsul. En pige i hver havn. Det er sporten.
Det kan være, hvad det være vil, men pigen her i Nagasaki tror på ham, tror på amerikanerne – det er før atombomberne i 1945 – smider hvad hun har, ære, omtanke, venner og familie.
15 år gammel. Den slags er set før.
Pigen lytter til den vattede amerikanske konsul, der danser på ét ben for at servicere både pigen, løjtnanten og fædrelandet. Hun fantaserer sig til et kommende liv med helten i Amerika. Hun nynner glad med, hver gang Puccini lader ’Stars and Stripes’ tone i orkestret. Hun kalder sig fru Pinkerton over for sine uforståede naboer. Hun smider andre ægteskabstilbud i hovedet på tilbyderne.
Hun venter i tre samfulde år på, at han skal vende tilbage med sit skiv, som Gud bedre bærer navnet ’Abraham Lincoln’ – Gods own country afskiber ham som en Lohengrin på sin dampmaskinelle svane, men uden andet ærinde end at føje spot til skade, hånle ad hendes naive tro på familiesammenføring efter de tre år. Helten ankommer med sin amerikanske frue for at bortføre den treårige dreng, som Nagasaki-pigen har født ham, og bringe ham hjem til en civiliseret tilværelse.
Instruktøren i Århus lader pigen løfte arm og fakkel som frihedsgudinden, inden hun udskifter faklen med sit arvestykke: farens harakiri-sabel.

DANSE MACABRE

Alt dette komponerer Puccini med udfoldelse af den mest udsøgte musikalske spekulation, raffineret halv-orientalsk tematik og harmonik, kærlighedsduetten mellem det umage par er en svir af melodiøs velklang, Cio-Cio-San længselsfulde arie i 2. akt er en ubetalelig smuk og udtryksfuld solo om længsel og savn. Og det store, musikalske intermezzo, inden ’Abraham Lincoln’ dukker op i horisonten, er i al sin nattefortryllelse salt i såret, fordi dissonansen mellem pigens ekstatiske forventning og vores viden om skuffelsen, bedraget og den imperialistiske slyngelstreg hænger som en sort sky i luften.
Malerisk udtrykt i hav- og himmelskred mellem sorte og røde toninger uden for pigens japanske skydedøre. En smuk scenografisk detalje i en i øvrigt enkel og fin japansk ramme gjort af Robert Hopkins.
Puccinis forførende tortur-instrumentering ligger i Aarhus Musikhus i hænderne på Aarhus Symfoniorkester og den danskfødte dirigent Christian Kluxen, som hverken skåner os for skønhed eller pinsler, vi drives bevidst af crescendi og pauser mod de underforståede nederdrægtigheder og falskheder. En besnærende, psykologisk danse macabre, der rejser hår og lokker tårer.

PERFEKT

Kan det gøres smukkere og mere smertefyldt end på denne søndag eftermiddag i Århus Musikhuset af sopranen Elsebeth Dreisig? Ikke til lige at komme på, hvem og hvor det skulle være. Sangerne på denne første opførelse efter premieren i fredags var et såkaldt 2.hold. Vi skal ikke kunne snakke med om premiere-besætningen, for fredag aften tilbragte vi med ’Kong Lear’ på Det Kgl., der havde premiere samtidig.
Men Dreisigs elegante forfører Pinkerton i Musikhuset var en godt syngende sicilianer Angelo Fiore, så rigtig og troværdig i sin skildring af denne Pinkerton og hans absolut u-troværdige kærlighed til Cio-Cio-San båret frem af et lyrisk, mandigt tenor-flow. Konsul Sharpless en sikker Eddie Wade, tjenestepigen Suzuki en smukt syngende Lise Christensen.
Og så – hvad der bærer denne ypperlige opførelse af ’Butterfly’ dirigeret så overbevisende af Christian Kluxen: Elsebeth Dreisigs udfoldelse af den rendyrkede naivitet, strålerne fra en parat-til-at-gå-i døden-kærlighed hinsides rationel forstand, hendes lysende sopran, indsvøbt i perfekt beherskelse af alle tonelejer, farvet af sindsbevægelserne, glødende, smeltende, udtonet undertiden i næsten vibratoløst pianissimo – en Cio-Cio-San, vi ikke mindes rigtigere og mere overbevisende fra nogen dansk opførelse.
Puccinis enerverende strubegreb om forførelse af en uskyldig kommer til København 8. og 9. marts. Elsebeth Dreisig synger den ene af de to aftener.

gregersDH.dk