*

RÆDSLER

UDEN ENDE

Vanvid, brutalitet og magtmisbrug  – vi kommer tæt på i Peter Langdals udgave af ’Kong Lear’ på Det Kgl. Teater. Med bevidst kant til den aktuelle situation i Mellemøsten.

Shakespeare: Kong Lear. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Karin Betz. Medvirkende bl.a.: Tommy Kenter, Benedikte Hansen, Marie-Louise Wille, Signe Egholm Olsen. Jacob Lohmann, Peter Gilsfort, Henrik Lykkegaard, Morten Suurballe, Thue Ersted Rasmussen, Joachim Fjelstrup, Sigrid Husjord og Al Agami.

’Kong Lear’ spiles på Skuespilhusets Store Scene. Varer tre timer incl. pause.

*****

VANVIDDET suser gennem denne forestilling. Det vanvid, som Shakespeare skildrer så ubønhørligt i ’Kong Lear’. Og som Peter Langdal med sin iscenesættelse lægger mere vanvid oven i, så resultatet bliver det groteske, at latteren pibler ud af publikum. Uden at det trækker stykket et forkert sted han. Kun bekræfter, at tilværelsens delirium er tragikomisk, at de apokalyptiske rædsler af menneskeligt vanvid, som Shakespeare ruller frem i ’King Lear’, er så ustyrlige, at latter må indbygges for at sætte rædslerne i perspektiv, galskaben må indhylles i absurd komik.
Sådan oplever vi Langbergs måde at indvi os i dette, det nok allermest komplicerede af digterens dramaer, fortællingen om en konge, der er segnefærdig under magtens umådelige byrde og smider det hele fra sig i total selvopgivelse: Han testamenterer sit land til sine tre døtre i et spontant anfald: Den af jer, der elsker mig mest, får mest.
Vi betvivler ikke, at den måde at dele sol og vind ulige, kan tænkes også i danske familier, og det er næppe heller ved siden af, at griskhed og skjulte manøvrer flænser sjæle op rundt i landet med eller uden assistance af dansk skifteret. Måske ikke engang utænkeligt, at et faderligt ophav a la Kong Lear sparker den af døtrene, der ikke vil lege med på de maniske, falske kærlighedserklæringer til far, ned i det sorteste helvede. Af fornærmelse.
Alt er tænkeligt. Og vi skal heller ikke underkende, at ærlig faderlig kærlighed til børn kan eksistere hjælpeløst midt i magtbryndens ulidelige excesser, faderligt nag til de utaknemmelige, angsten for bagholdsangreb, egen skrøbelighed i sjælen. Så meget.
Det er det, vi ser i Tommy Kenters kong Lear, en mand i mental opløsning, ustyrligt undervejs mod sindssyge, vaklende som en beruset i sine beslutninger, på konstant jagt efter at få fodfæste i resterne af sit liv.
Vi sidder selvfølgelig dér og strejfer i vores hoveder, hvordan Henning Jensen ville have spillet rollen – han meldte fra for få uger siden – men lige meget: Tommy Kenter er som et såret dyr, ramt i junglen af skud, han selv har bedt om, hærget af opslidende magtkampe, kroppen og øjnene i et flimmer af ubeslutsomhed.

INGEN SKÅNSEL

Stykket er uoverskueligt, fyldt af sære vinkler og et persongalleri, der bringer os i karruseltur rundt om den fortumlede konge med det sårbare hjerte og den lurende galskab.
De to døtre bliver spillet af Benedikte Hansen og Marie-Louise Wille, Goneril og Regan er deres kongelige navne. Begge er lige klar til at kradse øjnene ud på, hvem der krydser deres veje – f.eks. hinanden – også klar til at sprede ben for, hvem der nu ser ud til at være på vej mod magten af de hurtige herrer i det krigshærgede kongerige Brittania.
Et par rå donnaer. Benedikte Hansen, det stilige, barske kvindemenneske med et dronningedansk, der burde tildeles sprogprisen, Marie-Louise Wille, terrieren, der kan slikke blodet af sine hænder med en latter, der bliver hængende i suffitterne, da hendes håndlangere har stukket øjnene ud på den gamle, hæderkronede jarl af Gloucester, Morten Suurballe i klassisk katastroferolle. Vi forskånes ikke for rædsler.
Den tredje søster Cornelia, der siger sin far sandheden og ikke gider pladderhykle om sin kærlighed til ham, bliver spillet af Signe Egholm Olsen. Hun har den særlige fornøjelse – og vi med, må man sige – også at spille hofnar. Herligt i betragtning af, at rollen som Cordelia i manuskriptet er ret lille – kong Lear landsforviser hende jo i befippet raseri. Cordelia blev sidst på Det Kgl. spiller af Puk Schaufuss i den opsætning i 1986, hvor Jørgen Reenberg var Kong Lear. Rollen var Anne Lise Gabolds ved Peter Brooks filmindspilning i 1970.
Den nar, som Signe Egholm nu på Det Kgl. forvandles til undervejs, er en stor rolle, som hun med mageløse fantasi og væver frækhed giver alt, hvad den kan trække. Med mageløst, knitrende og præcise sprogbrug, der får replikkernes filosofiske snusfornuft til at svirpe som knaldperler.
Som om søster-slagsmålet i ’Kong Lear’ ikke var nok, filtres Jarlen af Gloucesters to sønner Edmund og Edgar ind i handlingen i et morderisk indbyrdes drama, med Joachim Fjelstrup som den nedrige slyngel Edmund og Thue Ersted Rasmussen som den nærmest bibelske, forskudte og forfulgte søn, stykkets moralske redningsplanke. Flere cirkulerer: Henrik Lykkegaard som jarlen af Kent og de to søstres ægtemænd spillet af Jacob Lohmann og Peter Gilsfort.

LUFT UNDER VINGERNE

Hvor er vi henne i dette tre timers drama? Karin Betz har skabt et mørkt rum med store lameller, der kan flytte og drejes og stadig variere scenerummet. Vi er så mange steder i historien, på den ene og anden borg, ved Dover på Kanalkysten, men dialoger og optrin er så smidigt varieret, at kun enkelte spring ud i publikumsrummet kobles på for at give nogle entréer og sortie’r luft under vingerne.
Peter Langdal har klippet og klistret i det meget lange grundmateriale – der er tekst til mindst en time mere, og han er sandelig heller ikke gået af vejen for at fortælle os, at den mørbankende, nedrige kæde af handlinger roligt kan associeres til nutidens hæslige magtkampe og blodsudgydelser. Bødler og håndlangere optræder som rene Islamisk Stat-kloner. Kostumerne i forestillingen er ellers mere eller mindre Shakespeare-tidens, prægtigt udfoldet.
Vi kunne måske godt have undværet en seksløber i hånden på Marie Louise Wille. Knive i ærmet er tidløse som de nedrigheder, de kan bruges til.
Det er en voldsom, grum og rå gang Shakespeare. Men vi vil ikke glemme de af denne verden svigtede, store sørgmodige hundeøjne, Tommy Kenter efterlader på vores nethinde.
Og vi vil lige så lidt glemme det musikalske supplement, som August Rosenbaum har tilførte hele forestillingen. Slagtøj af mange arter, der er anbragt i herre- og damesiden af tilskuerrummet, og som sart det ene øjeblik, uhyggeligt det andet øjeblik, med følsomhed skaber intense forstærkninger af de enerverende hændelser på scenen.

gregersDH.dk