Lise Baastrup, Jesper Asholt og Pelle Emil Hebsgaard i ‘Jean de France’ (tegning: Claus Seidel)
PARISERTOSSEN
JEAN
Holbergs ’Jean de France’ er stadig historien om knægten, der har fået fransk flip efter nogle uger i Paris og gør sig til grin i København. Men Line Mørkeby har skruet historien op med musik og storpjank på Folketeatret.
Forfatter: Ludvig Holberg. Bearbejdning: Line Mørkeby. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen. Koreografi: Tanja Foss Johansson. Kapelmester: Alice Carreri. Medvirkende: Ole Thestrup, Sonja Oppenhagen, Jesper Asholt, Søren Hauch-Fausbøll, Lise Baastrup, Troels Malling, Sofie Alhøj, og Sigurd Holmen Le Dous.
’Jean de France’ spilles på Folketeatrets St. Scene indtil 5. marts. Varer 2 t 20 min.
*****
HVIS man vil tage pejling på en tendens i dansk teater, så er Folketeatrets ’Jean de France’ nok et godt bud. Mantraet lyder: Musik skal der til. Ikke med tilføjelsen ’Spil selv’ som det lød på en plakat for mange år siden. Det var et pædagogisk bud. Nu er det snarere: Spil for os. Sæt musik i showet. Musik i teatret. Så ringer klokkerne.
’Jean de France’ på Folketeatret begynder allerede i foyeren med at ’Det mobile Holberg-Band’, to pige og en fyr, iført festligt karnevalskluns, synger og spiller os ind til forestillingen som en munter trup af gademusikanter.
De flintrer omkring de første scener, mens Søren Hauch Fausbøll som gårdskarlen Arv sæter første situation op – Jeronimus og Frands (Ole Thestrup og Jesper Asholt), der snakker ægteskabsplan for deres børn.
Og ’Jean de France’ slutter med, at Jean forsvinder til Paris – det er Pelle Emil Hebsgaard, der spiller ham stående som triumferende apoteose foran noget, der ligner Moulin Rouge i neonlys. Hans struttende solo og orkestret (båndet) tordner triumf og forløsning. En ren musical-finale som hentet ud af de store opsætninger fra Fredericia Teater – hvor Hebsgaard i øvrigt er uddannet og hentede en Reumert-nominering for Lampens Ånd i teatrets ’Alladin’ for tre år siden.
Musikken breder sig i danske teaterforestillinger – kammer- og folkemusik som scenemusik med skuespillende musikere. Og i den anden ende storstilet musical.
’Jean de France’ er tæt på at være musikteater. I hvert fald komedie, hvor musikken får lov at tale med på måder, hvordan det nu stikker iscenesætteren Frede Guldbrandsen og Holberg-moderniseringens forfatter Line Mørkeby.
Den afsluttende ’morale’, der hos Holberg er lagt I munden på Jeronimus synges af hele holdet på ’I en kælder sort som kul’. Og de tidligere associationer til Paris udmøntes i cancan-musik fra Offenbach-operetter, skrevet hundrede år efter Holbergs død.
PÅ POTTEN
Stilteater med fin barokmusik til Holberg-komedier er out.
Som så meget andet er out i forhold til de stilbevidste ’Jean de France’-opsætninger, vi har set (husker lige nu Søren Sætter Lassen på Det Kgl. og Ulf Pilgaard på Nørrebros Teater).
Line Mørkeby har meget elegant holdt sig tæt på Holbergs dansk – ingen vilde forvanskninger her! Kun aktuelle fordanskninger. Og tilbygning af situationer som den ekstreme lokumsscene, hvor Jean er på potten sammen med Arv som en tjenstvillige hjemmehjælper, der ville kunne gå til arbejdstilsynet og brokke sig, hvis det var i dag.
Scenen forlænges alenlangt med tønden dobbelteksponeret på bagvæggen i fuld højde, og hvad deraf følger.
Både kostumer og tonefald blomstrer. Hebsgaards Jean vokser i krukkeri, verdensfjern arrogance og selvglæde, uden at vi alligevel mister den splint af overbærenhed, vi også ofrer ham i betragtning af omgivelsernes småtskårne syn på hans fjollede opførsel og begejstring for det fremmede, det franske.
Men sjovt nok spilles der så levende, morsomt og veloplagt af personerne omkring ham, at man f.eks. nærmest kommer til at opleve tjenstepigen Marthe som en slags hovedperson og drivfjeder. Hun spilles af Lise Baastrup, nyknyttet til ensemblet på Folketeater. Hendes facon er bombastisk, slagkraftig, hun kan som en Bodil Udsen sætte på plads og til vægs, og på Folketeatret sno Jean om sin lillefinger, da hun kostumerer sig som fin, fransk dame på jagt efter ham, rablende franske sætninger af sig, så han dåner.
Galleriet af borgermænd og damer omkring ham har karakter af en stribe commedia del arte-figurer, men mere end det – de er stadig tillagt en på godt og ondt karakteristik som ærlige, danske væsener – ærlige i deres utilslørede pleje af egne interesser – Ole Thetrups danske hakkebøf af en Jeroniums, Sonja Oppenhagens nips af en Magdelone, Jesper Asholts snusfornuftige Frands, og Sofie Alhøj og Sigurd Holmen Le Dous som det arkitektdesignede elskerpar Elsebeth og Antonius.
De handlingsmæssige tilføjelser, Line Mørkeby har bibragt, opfylder sikkert den metode, Holberg selv har brugt, når han i den første scene i 4. akt lader Marthe sige: ”Det går med mig som med dem, der skriver komedier: Mens de skriver på komedien, falder dem af sig selv ind, hvorledes den skal udføres og endes!”
Hun og instruktøren har fundet på rigtig meget undervejs. Men det er kun få gange, komedie-tråden slappes.
gregerDH.dk