‘Uropa’ Kgl. Teater Gl. Scene, prøvesalen 29.1.2016 Anm.

 

 

UDEN

 

FØLING

 

 

 

’Uropa’ er et behjertet livtag med flygtninge-problemerne. Men konstellationen med Den Kgl. Ballet er slet ikke så indlysende og virkningsfuld som med ’I føling’ for et par år siden.

 

Idé, iscenesættelse og koreografi: Christian Lollike, Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis samt de medvirkende asylsøgere og balletdansere.  Musik: Mikkel Hess.

’Uropa’ spilles i prøvesalen på Det Kgl. Gamle Scene. Indgang via sceneindgangen i Tordenskjoldgade. Varighed 1 t 25 m.

***

 

DET Kgl. Teater træder et skridt frem med forestillinger som ’Uropa’.
Teatret viser mod og albuerum til at gribe et aktuelt emne og skabe en forestilling, der går direkte ind i en stående debat.
’Uropa’ handler om flygtninge i Danmark. Det er teatrets danse-eksperimenterende gruppe Corpus, der har undfanget ideen sammen med Teater Sort/Hvid.
Forestillingen er stykket sammen af beretninger fra syv flygtninge, der søger asyl i Danmark. De kommer fra forskellige lande i Afrika, i nærorienten eller Asien, og de fortæller hver for sig brudstykker af deres baggrund og aktuelle situation. Og de er gode fortællere.
Men der hører mere til, for at det kan blive andet end dokumentarisme a la indslag som i tv- og radioprogrammer. Det mere er DELS fem dansere fra Balletten, som i koreografiske situationer illustrerer flygtningenes historier, fortællinger om tortur, massevoldtægt, forfølgelse på grund af homoseksualitet eller en krigsødelagt tilværelse. DELS opbygning af situationer som den, hvor samtlige medvirkende sidder ved et konferencebord og illustrerer den europæiske usikkerhed, ubeslutsomhed og forvirring omkring håndteringen af flygtningekrisen. Eller finalen, hvor dansere og flygtninge iført hof-kostumer fra 1700-tallet danser menuet og lancier som en ironisk kommentar til vores ønsker om at europæisere dem og deres ønsker om at tilegne sig vores kultur – eller frygt for at komme til gøre det.

I FØLING

Det er velmenende, men også temmelig tungt og forventeligt, som forestillingen skrider frem.
’Uropa’ er sådan set bygget op ud fra samme tankegang og spørgelyst som ’I føling ’, hvor Lollike for et par år siden satte Corpus-danserne sammen med invaliderede, danske Afghanistan-veteraner.
Kan vi få noget til at ske mellem to grupper på den måde? Er der mening i at lade dem skabe teater sammen?
Svaret er denne gang: Næh, ikke rigtigt.
Det var meget mere indlysende i ’I føling’. Dér oplevede vi stærke mænds kamp for at genrejse deres krop i mødet med supertrænede dansere. Dynamikken i deres samarbejde var éntydigt. Alt var morderisk nærværende. Det var dansekunsten løftet ind på et moralsk plan, hvor vi følte identitet og sammenhæng mellem kgl. balletdansere og udsendte danske soldater, i begge tilfælde få og eksklusivt trænede mennesker i samme aldersklasse, men med dramatisk forskellige skæbner.
Vi er bestemt påvirkede af historierne fra de asylsøgere og flygtninge, vi møder i ’Uropa’, men netværket til balletdanserne har slet ikke den indlysende slagkraft, som kan sætte vores nerver og sjæl i bevægelse – i føling, om vi så må sige.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *