‘Vintersolhverv’ Skuespilhuset Lille Scene 26.1.2016 Anm.

 

 

 

ET

 

SPØGELSE

Kirsten Olesen, Helle Fagralid, Flemming Enevold og                                                                                           Troels Thorsen i ‘Vintersolhverv’ (tegn: Claus Seidel)

FRA

 

FORTIDEN

 

Nazismens spøgelse vandrer gennem ’Vintersolhverv’ i Skuespilhuset i en skarp iscenesættelse af Emmet Feigenberg med fortræffelige skuespiller-præstationer.

Dramatiker: Roland Schimmelpfennig. Iscenesætter: Emmet Feigenberg. Scenograf: Maja Ravn. Medvirkende: Mads Wille, Helle Fagralid, Kirsten Olesen, Flemming Enevold og Troels Thorsen. Fortæller: Søren Sætter-Lassen.

‘Vintersolhverv’ spiller på Skuespilhusets Lille Scene og varer to timer og femten minutter. Det Kgl. sender senere stykket på turné.

*****

 

ET ægtepar skændes, så det brager. Det er lille juleaften. Svigermor – hans – kommer på besøg. Gider han løfte en lillefinger? Gider hun? Næh. Besværlig madamme!
Men der er nu stil over Kirsten Olesen som Corinna, da hun dukker op, og hun er sød mod parrets lille Maria – som vi bare aldrig ser noget til. For her er vi straks på vej ud over banal hverdagsrealisme.
Barnet er til stede og dog ikke. Hun er et af omdrejningspunkterne på denne underlige aften, hvor familien og nogle gæster, der dukker op, er som søvngængere, snakkende og aktive, og samtidig flytbare som flydende vandmænd i et havnebassin. Man taler til og om den lille pige, som var hun en rekvisit i hjemmet. Manden og konen – Mads Wille og Helle Fagralid – er selvcentrerede intellektuelle i standardformat, han er historiker og skriver bøger, hun laver film, begge åbenbart med et engagement og talent, der ikke rejser sig sensationelt over jordhøjde.

GÆSTEN FRA PARAGUAY

Vi bliver straks slået af fortællemetoden. Søren Sætter Lassens stemme lyder på et bånd, der bærer os og de medvirkende gennem stykket, med regibemærkninger, forklaringer, foruddiskonteringer, ironiske kommentarer, karakteristikker af deres handlinger, konklusioner. Dialogerne mellem personerne bliver som små filmiske illustrationer til fortællingen.
Personernes handlinger kommer og går som dønninger, dukker op og flader ud. Men styres pludselig af en fremmed mand, der med ét står i stuen. Alt kommer til at dreje sig om ham. Han er lige så mystisk som Den kongelige Gæst i Hakon Børresens opera, men der er i øvrigt ikke noget kongeligt over ham, han er international business i skræddersyet, han hedder Rudoplh, han er flot og selvsikker, han er ikke inviteret, men fører sig frem, som om han var – hvad det faktisk viser sig, han er, for svigermor har om eftermiddagen mødt ham i toget og er faldet i svime over hans verdensmandselegance.
Typen kommer fra Paraguay, og så aner vi, hvor vi er henne i dette tyske stykke. Paraguay var tilholdssted for flygtede topnazister straks efter krigen. Bødler fra KZ-lejrene og lign.

PÅ KANTEN AF KLAVERBÆNKEN

Det er Flemming Enevold i storform, han spiller Chopin og Bach ved det opretstående, synger opera, han bjergtager ikke bare svigermor – Kirsten Olesen er som smør i hans hænder, hun kvidrer, og smyger sig kælent omkring ham på kanten af klaverbænken – men alle lytter i ydmyg forbløffelse til hans orgier af klichéer om kunst, filosofi og verdens gang.
Kun Albert, forfatteren, går i mental coma – han er herre i huset, men evner ikke at hamle op med den fremmede og hans magtfulde bravader og charmeoffensiv. Albert, historikeren, der er ekspert i krige og fascistiske ideologier, bliver lammet af at stå over for virkeligheden.
Føler man noget for nogen i dette stykke, så er det Mads Willes hundsede slapsvans af en forfatter, der godt nok har et øje for sin kones flirt med malervennen Konrad, som også dukker op i skikkelse af Troels Thorsen, men ikke evner andet end små tilløb til indspark mod alt, der bedrives mod ham af hele komparseriet, konen, svigermor, maleren, for ikke at tale om gæsten med den skråsikre fremfærd.

PERFEKT LYDHØRHED

Hele stykket udspilles i en og samme Maja Ravn-dekoration, et nøgent rum, der med få møbler kan agere både stue, køkken, børneværelse og entré. Kønsløst og plastret til med kold neon. Emmet Feigenberg har iscenesat med sublim lydhørhed for tekstens fragmentariske karakter. Lynhurtige skift i tid og situation og Sætter-Lassens indtaling perfekt timet med skuespillerne, der undertiden lytter og agerer til hans ord, undertiden står frosset, mens han kommenterer.
Det er storartet spil i et sært stykke med snigende og truende undertoner, et stykke, der både har en handling lige ud ad landevejen – udspillet i 24 timer før juleaften – men samtidig med en filmisk opsplittet form. Frækt. Fascinerende. Og uhyggeligt i sin dissektion af de forførelse- og undertrykkelses-mekanismer, der baner vejen for diktatorer.

gregersDH.dk

PS: Forestillingens program er delvis trykt i det ulidelige blegfis-tryk, der også kendetegner Det Kgl.s nye hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *