Therese Damsgaard og Christian Tafdrup i ‘Stuck’ på Teater Nordkraft (foto: Tom Invardsen)

VANDRINGER

Ida Jessens dramatikerdebut med ’Stuck’ handler om det mytiske forhold mellem digteren Viggo Stuckenberg og hans kone Ingeborg. Det er spændende og velskrevet dramatik, om end med firkantede greb ind imellem.

Manuskript: Ida Jessen. Instruktion: Kamilla Bach Mortensen. Scenografi: Ingvild Grande og Lea Burrows. Medvirkende: Therese Damsgaard, Christian Tafdrup, Nanna Buhl Andresen, Mikkel Reenberg og Jela Natius.

’Stuck’ spiller på Teater Nordkraft i Aalborg frem til den 12. februar.

****

EN myte, en skæbne. Ingeborg Stuckenberg er en sær skikkelse i dansk litteratur, en outsider på en måde, men ikke mere outsider end at hun er tæt forbundet med digteren Viggo Stuckenberg, så tæt, at det gør ondt at tænke på virkeligheden – nemlig at en del af de bøger, som har hans navn på titelbladet i virkeligheden er skrevet af hende. Hun var gift med ham, hun var ham utro, han var hende utro. Alt det er så banalt. Hun skred fra ham og deres to børn. Banalt, banalt. Men det er ikke banalt, at hun gik ud af døren og forsvandt til New Zealand – kan man flygte længere væk i denne verden? Hendes endeligt var tragisk. Alt var skuffelse, helvede og hjemlængsel, og hun tog sit liv i Auckland 38 år gammel.
Historien er lige til at gribe fat i for en dramatiker.
Ida Jessen debuterer så vidt vi kan se som dramatiker med ’Stuck’. Hun har indtil nu skrevet romaner og noveller. Hun er prisbelønnet for glimrende skildringer af hverdagslivets sjæle. Med Stuckenberg-historien skaber hun scenisk liv i det kendte stof.
Forbløffelse i starten:
Handlingen foregår i dagligstuen hos Ingeborg Stuckenbergs søster Agnes og hendes mand Thomas. Men scenografisk er den stue en balsal, et kæmperum, spisestue, dagligstue i storformat, så vi accepterer straks en blanding af realisme og symbolske vinkler, for Agnes og Thomas er ikke herregårdsbesiddere, men københavnsk mellemklasse.
Vandringerne er endeløse for de medvirkende fra stol til sofa, fra flygel til spisebord, understreget især af tjenestepigen, der er kommanderet til militære marcher efter snor, når hun balancerer med glas og tallerkener.
Ingeborg kommer på besøg hos søsteren på flugt fra Viggo for at klage sin nød over Viggos boheme-tilgang til livet og familiens ustyrlige lommesmerter, men med erkendelsen af, at hun selv deltager i det viltre, ruinerende liv.

DRAMAET

Konflikterne kortlægges hurtigt. Søsteren, den pæne frue, er ved hånden med hjælp og trøst, hun spilles troværdigt og solidt af Nana Buhl Andresen. Svogeren Thomas er skildret, sådan som teksten og Kamilla Bach Mortensens iscenesættelse byder det: En firkantet bøf af en husherre, der behandler både kone og tjenstepige som tyende. Mikkel Reenberg løser opgaven med metronomisk sikkerhed efter den forelagte katekismus.
Det egentlige og knusende drama udspiller sig mellem Ingeborg og Viggo, som invaderer huset, i første omgang den flygtende Ingeborg, Therese Damsgaard i lys og yndefuld skikkelse, voldsomt ung nok i betragtning af, at hun må være 36 på dette tidspunkt og formodentlig allerede ganske hærdet af slid og børn og forsøg på at holde den besværlige Viggo i snor. Men vi tager den unge vildskab med, fordi hun jo samtidig er som sin næsten nøjagtig jævnaldrende Agnes Henningsen, livslysten, livskraftig, uhæmmet i uberegnelige afprøvninger af sin karakters grænser.
Det udfolder sig, da Viggo nærmest erobrer huset og i hurtig voksende beruselse attakerer tjenestepigen, fint spillet af Jela Natius, samt overøser Ingeborg med en blanding af primitive bønfaldelser og trivielle ægteskabelige aggressioner.
Christian Tafdrup har hele kataloget af psykopatisk charme rullet ud, egentlig er vi i de tos skænderier og ægteskabelige opgør på velkendt territorium, men vores viden om, hvem de virkelige personer er og hvad der er deres skæbne, tilfører naturligvis en del indlevelse i det dramatiske forløb.
Finalens opgør mellem svoger Thomas og søster Agnes er en slagkraftig reaktion på brevene fra Ingeborg efter flugten: Den ellers så etablerede underdanighed hos Agnes revner med et brag, og det medfører en scene, der er som hentet ud af en amerikansk tv-serie. Gråd, raseri og hurtig action.
Det allersidste – at scenen oversvømmes af vand – skal måske give os – og resterne af familien nede på scenegulvet – et akkompagnement til Ingeborgs beskrivelser i brevene af tre måneders sejlads over oceanerne til det fjerne New Zealand.
Symbolikken og den skarpt huggede psykologiske håndtering af nogle af stykkets scener er nok tydeligere end godt er flere steder. Men det er et talentfuldt stykke. Og det er en god historie.

gregersDH.dk