Nicolas Bro i ‘Døden i Venedig’ på Hippodromen, Folketeatret  (Tegn.: Claus Seidel)

SKØNHEDEN

‘

OG

‘

DØDEN

Intet skal undslippe os i Thomas Manns mesternovelle ’Døden i Venedig’. Nicolas Bro fremmaner i Jacob Weis’ dramatisering en fortvivlet biseksuel forfatter og drengen, der sætter hans drømme i sving. Det er ’Mann plus’.

Tekst: Jakob Weis og Thomas Mann: Instruktion: Christoffer Berdal. Scenografi: Nina Flagstad. Medvirkende: Nicolas Bro.

Spiller på Hippodrom-scenen, Folketeatret indtil 20. februar.

*****

SYLEN sættes øjeblikkelig og direkte i det, der er stykkets emne – skønhed og død.
Musikken toner med temaet fra den langsomme sats af Mahlers 5. symfoni, et tema af ufattelig skønhed – pinagtigt misbrugt i tide og utide af den ene og den anden, uløseligt forbundet med filmen, der har samme titel som Jakob Weis’ stykke til Folketeatret, her igen som utvetydig reminder, så vi nogle sekunder skal igennem et ’ka’-vi-nu-ikke-lige… men vi tager os i det. Mozarts C-dur-klaverkoncert dør jo heller ikke mellem ørerne på os, fordi Elvira Madigan-filmen prøver at æde den. Det er dog lige på nippet til, at vi kommer i samme problem med Weis’ dramatiske monolog om den gamle forfatter og den unge fyr på lidoen ved Venedig. Signalet har svært ved ikke at være utvetydigt.
Temaet kommer dryppende nogle gange undervejs, og scenografi og tekst er så knivstæt på filmen, at vi ikke slipper for associationerne.

Scenen på Hippodromen i Folketeater har den wide sreen bredde, der skal til for, at Nina Flagstad har kunnet opdele den i to – i højre side et klunketungt hotelværelse med søjler, fløjl og portierer, århundredeskifte-luksus, den rejsende forfatters tilflugtssted, når vandringerne på Venedigs strande og i Venedigs gader skal afløses af pinagtige fantasier.
Til den anden side: Åben strand eller by – Venedig lyksaligheder af strand-synd og -sand eller mørnet fortid med forfatterens mondæne liggestol plantet ved siden af en skulptur af knægten i hans marinehvide sommerhabit.
Skønheden i al dens magiske fordærv, tryllet frem undervejs, når Nicolas Bro med fjernbetjener i hånd som en anden foredragsholder skifter video-scenografierne af Venedigs lyksaligheder.

JEG – DU – HAN – VI – I – DE

Og så vandrer Nicolas Bro over scenen med sin første replik. ”Jeg dør… Du dør… Han dør… Vi dør… I dør… De dør.” Forfatteren, litteraten, sprogmanden konkluderer fra monologens start i konsekvent, alle kasus omfattende bøjning. Dette er, hvad det handler om. Det grænser til en skolelærervits, som når vores lektor i gymnasiet sagde ”Je meure ou je me meure…  man kann Beides sagen’. Men Bros ord tager vi som mere: Jakob Weis lader ham foruddiskontere den endelige slutning på fortryllelsen, skønheden, fortabelsen i det uløseligt erotiske. Misforholdet mellem lyst og moral – i hvert fald moral forstået som pligt.
Og så duften af den situation, verden befandt sig i, da dette spil tænktes at foregå: De uheldsvangre år op til første verdenskrig. Før ragnarok meldte sig. Titanics undergang, Stravinskijs Ildfugl – som vi lige nu er i selskab med på Republique – Weis’ forrige stykke om ’Bang og Betty’, så meget rammes vi af, der fortæller om denne opbrudstid i begyndelsen af 1900-tallet. For Weis – med Bang-dramaet og flere andre af hans stykker – beskæftigelsen med homo- og biseksualitet, kønsroller og tvivl. I ’Døden i Venedig’ bliver det til en slags dobbeltportræt af forfatteren og drengen – Aschenbach fortæller sin og drengens historie, fabulerer sig også ind i drengens sjæl og krop.
Nicolas Bro beskriver med fremragende indlevelse forfatteren, som scizzofrent ind imellem også er drengen Tadzio. Det er som mandens egen pubertet, der vågner.

FANTASIER

En mand, der med voksende desperation og uro prøver at beherske en betagelse, der på et svævende plan er gensidig, men uløselig, og kun standses i sin uløselighed af døden – døden, der rammer Venedig i form af koleraen, der sniger sig ind på befolkningen, på turisterne og på Aschenbach, der nægter dens eksistens til det sidste, bekæmpet af hans rasende forsøg på at søge tilflugt i sine erotiske fantasier, men med det slutresultat, at den rammer ham i hans flugtstol på stranden.
Sammen med instruktøren Christoffer Berdal er det lykkedes Nicolas Bro at udvikle den stigende panik, usikkerheden og dødsdriften hos denne Aschenbach med skiftende ryk i tempo i hans beretning, med de svævende drømme om seksuelle oplevelser, fortvivlelsen, der blandes med lyst og længsel.
Jakob Weis bygger på Thomas Manns novelle, der hos nogle er blevet fortolket som stof fra Manns eget liv – Mann – der var gift med en kvinde, som han fik seks børn med – havde selv et forhold til en mand i en periode af sit liv.
Weis’ ’Døden i Venedig’ er en behandling af Manns historie, der på en måde ligger tæt på novellen, men samtidig distancerer sig lidt fra den ved en nærmest freudiansk tilkobling af pubertære fabuleringer. Stærkt.

gregersDH.dk