Lars Ulrik Mortensen i spidsen for Concerto Copenhagen under opførelsen af ‘Israel i Egypten’ i Musikkonservatoriets Koncertsal (foto: Joachim Adrian)

FLYGTNINGE PÅ VEJ

Händels ’Israel i Egypten’ handler mere om ’Israel på vej ud af Egypten’, halvandet årtusind før vor tidsregning. Oratoriet er en magtfuld tak til Vorherre for at have hjulpet og båret. I aftes opført med alle sejl sat til af Concerto Copenhagen i det gamle Radiohus’ koncertsal, nu Musikkonservatoriets.

*****

’HERREN er en krigshelt!’
Der er ikke meget pardon over for fjender hos den Herre, der i vores verden lyser sine velsignelser hver søndag i landsbykirkerne.
Det er ham, der bliver hyldet i Händels vældige oratorium ’Israel i Egypten’. Hyldet bliver han, fordi han gav Moses en hånd, da Moses flygtede med israelerne fra fangenskabet i Egypten. Herren fjernede vandet i det Røde Hav, så flygtningene kunne vandre over til Sinai. Og så lod han vandet komme brølende retur, så de egyptiske forfølgere blev opslugt af det.
Den historiegiver gysende nutidsassociationer. Händel  spinder en ende overden i ’Israel i Egypten’ – ikke som et drama med handling herfra og dertil. Mere som skitser, han sætter musik til. Citater, brudstykker, hentet fra Mosebøgerne i det Gamle Testamente.
Men Händel og en dirigent som Lars Ulrik Mortensen kan få næsten hvad som helst af de løsrevne tekster til at gro som dramatik, musikken vokser til vældige kommentarer til bønner og taksigelser, trusler og farverige refleksioner over historiens gang og skæbnens luner.
Der er øjeblikke, hvor vi hopper i sæderne, provokeret af de voldsomme udladninger fra kor og orkester, ligesom der er øjeblikke, hvor vi fordyber os med israelerne i drømme og længsler. Eller i triumferne over at øjne befrielsen og hjemlandet forude.
Lars Ulrik Mortensen særkende som dirigent er det vældige drive, han påfører musikken, ikke fordi detaljer og klang altid er sviende på plads, men det er fremdriften, den musikalske fortælleglæde, pulsen i musikken, der huserer i ham, og som han får forplantet til musikerne.

KORENE

Sandelig også til koret. På denne aften, der er jubilæumskoncert (25 år) for orkestret Concerto Copenhagen – i daglig tale kaldet CoCo – er det et hollandsk kor, der har afgørende indflydelse på forløbet. Händel har proppet det tre timer lange værk med korsatser.
Forklaringen giver komponisten Karl Aage Rasmussen i programmet: Det londonske publikum var på det tidspunkt træt af Händels og hans kollegers enorme operaer med lige så enorme sangere og deres lige så enorme arier og duetter. Nu var tonen kor, store kor, og det skulle man ikke sige to gange til Händel. Korene flød fra ham.
Prægtige, velklingende, dog tekstmæssigt lidt uden for hørevidde, som vi hørte dem på denne aften i det gamle Radiohus’ glimrende koncertsal – nu Det kgl. danske Musikkonservatoriets legeplads. Så kongelig, at dronning Margrethe og Prins Henrik sad i logen og deltog i, hvad der bød sig: En storartet opførelse af ’Israel i Egypten’ med en stribe solister, der måtte sidde uvirksomme en stor del af tiden, men ind imellem førte sig frem på et godt niveau:
Sopranen, den estiske Maria Valdmaa, lidt smal stemmemæssigt, men dygtig, Alex Pottter med den smidige kontratenor, den ’rigtige’ tenor Nicholas Mulroy fra England med glimtet i øjet, og så de to basser, englænderen Peter Harvey og danskeren Jakob Bloch Jespersen, to, der kunne dueller flot på koloraturer.
De mange tekstklip fra Det gl. Testamente var trykt i programmet, så man – ud over at se og lytte sig til Mortensens animerede fortolkning – også kunne følge Händels ideer med instrumentation, strukturer og dynamik, og uundgåeligt associere til det Nærorienten og de folkeslag på vandring, der var emnet og nu synes at være områdets evige skæbne.

gregersDH.dk