En drøm: Gisela Stille som Agathe betræder Ulveslugten i ‘Jægerbruden’ (Foto: Det Kgl. Teater)

I  ULVESLUGTEN

’Jægerbruden’ er farver, fantasi og djævelsk cirkus for Kasper Holtens og hans scenograf Ed Devlin. Et skydetelt i verdensudgave på Operaen. ’The Black Rider’ efter romantisk mønster.

Carl Maria von Weber: Jægerbruden. Instruktion: Kasper Holten. Scenograf: Es Devlin. Medvirkende: Michael Shade, Oliver Zwarg, Gisela Stille, Anke Briegel, Morten Staugaard, Dirk Aleschus, Palle Knudsen og Jens Chr. Tvilum. Dirigent: Dirk Kaftan.

’Jægerbruden’ spiller på Operaen endnu fem aftener inden jul.

*****

SELVFØLGELIG er det individuelt, hvad man oplever med ’Jægerbruden’ på Det Kgl. Som dreng var det for denne anmelder musikken, temaerne med de vidtspundne arabesker, Agathes brusende E-dur-arie – jeg anede intet om, hvem Agathe var, intet om handlingen – det var potpourri-ouverturen, der lå som 78-plade og snurrede, jeg prøvede mig frem på klaveret, men det lød af ingen ting, det, der talte, var hornklange, ensomme violinstemmer, brusende orkester.
Alt var musik, melodier, der fulgte mig dag og nat. Dér lå eventyret. Og uhyggen, Ulveslugten i 2. akt, djævelskabet? Anede ikke, hvad det drejede sig om.
Nu sidder man så dér med Kasper Holtens ’Jægerbruden’, musikken hiver erindringerne frem, men det er helt andre ting, der overvælder, og endda hænger der endnu, hvor tæppet er gået ned.
Det er billederne. Det er scenografien – ligesom efter ’Il trittici’ lørdag aften. De magiske, visuelle indtryk.
Fra ouverturens start det kæmpestore landkort af Bøhmen, det romantiske Sachsen, stederne, der også er Wagners Nieblungen-hjem, Carl Maria von Weber Dresden, skove, bynavne, stednavne, der rammes et efter et af blødninger fra skud som på musikalsk tælling – jo, vi skal i gang med historien om en fugleskydning, om magiske kugler, der bliver til ved djævelskab, Grimms eventyr, Winthers ’Hjortens flugt’ rykker ind i baghovedet, tysk højromantik. Men også om krig. Ikke kun, fordi der står Dresden over en af byerne, men – da tæppet går – fordi Kasper Holten lader nedslidte, invaliderede soldater krydse scenen, bl.a. ham med det forbundne ben, der såmænd bærer navnet Kasper, jægeren, der er i pagt med fanden selv, den Kasper, der lokker stykkets helt Max ud til Ulveslugten – ja, det hedder den! Og den er en tand mere uhyggelig end vores milde Ulvedale i Dyrehaven – slugten, hvor de magiske kugler skal støbes, de syv kugler, der kan ramme plet, den syvende styret af djævelen og ikke som hasardkuglen i en russisk roulette.
Billederne, scenografien. De sorte ravne, der allerede under ouverturen flakker omkring den omrejsende cirkusvogn, trukket af en sær direktør og besat med mandslinge, klovne.
I 2. akten denne Ulveslugt, igen med ravnene pirkende omkring under kuglestøbningen, som udspiller sig mellem dynger af faldne soldater, der fylker sig med deres hvide kranier i skovtykningen.
Den hvidklædte Agathe, der vader mellem ligene, synger om sit savn og sit håb om, at hendes Max vinder fugleskydningen, så hun kan få ham – er det drøm, er det mareridt? Er det hendes drøm, eller sker dette i Max’ hoved, det er ligegyldigt, vi er i en magisk verden af grumme begivenheder – sandelig mere grumme end hændelserne i ’Hjortens flugt’, som Christian Winther undfangede de første vers til, næsten samtidig med, at Weber skrev ’Jægerbruden’ – det var omkring 1820 – dansk skovmystik af lidt mildere art.

FRISKUDDET

Intrigerne om den ensomme helt Max handler om, hvordan et menneske griber til vanvittige midler for at få det, han ønsker sig – her pigen, for Goethes ’Faust’ er det alverdens viden – en pagt med djævelen er løsningen, og der er altid folk, der kan give en hånd til fordærvet. Det er ’friskuddet’, det syvende. Det er ’friskytten’ Max, der har givet navn til operaen – ’Jægerbruden’ er typisk en mildere dansk vinkel på affæren. Det har været operaens navn her til lands, siden Weber var på besøg i Danmark i 1820 og dirigerede ouverturen i spidsen for Det Kgl. Kapel en oktoberaften, et halvt år før ’Der Freischïtz’ havde premiere i Berlin i foråret 1821.
Historien kan vi tage for, hvad den er. Vi kender den fra Roberts Wilson’s ’The Black Rider’, som vi så på Betty Nansen Teatret så sent som sidste år i Katrine Wiedemanns iscenesættelse med Tom Waits kulsorte sange. Webers musik summer i glød og fantasi, og Kasper Holten og hans scenograf har givet historien billeder, der folder sig ud for vores øjne med næsten filmisk detaljeret rigdom – vældige cirkler af horologisk mekanik i kæmpeformat drejer og snurrer for og bag.
Det er som at se Jens Olsens berømte verdensur på Københavns Rådhus i overstørrelse, det er tids og livsforløb gjort til personlige skæbner for operaens personer.
Agathe og hendes veninde Ännchen færdes i cirklen i deres egen verden med hjemmehygge, våben på væggene, anegalleri i én langsomt snurrende cirkel bevægelse.
Jordklode, evighed, hverdagens trummerum, og livets tilskikkelser passerer og udfolder sig som akkompagnement til fortællingen om død, om satsning, om folkeliv, om skæbnens vilkår. Vi bæver lidt for deres balanceevne, de to, på skiven. De må have det, som når man forsøger at gå den gale vej op eller ned ad de rullende trapper på Hovedbanegården.

SANGERE

Sunget bliver der flot og troværdigt af den sikre, tyske tenor Michael Shade som Max, så smukt i alle lejer af Gisela Stille, spidst og koket af Anke Briegel som Ännchen. Og solidt og klangfuldt af Oliver Zwarg i Kaspers parti. Som der bliver det af Morten Staugaard, Palle Knudsen, Dirk Aleschus og Jens Chr. Tvilum. Et lille galleri af sangere fra Canada, Sverige, Tyskland, Norge og såmænd Danmark.
Vi går for at høre gode sangere i den ’Jægerbruden’. Men vi går ikke mindst for at høre musikken spillet glansfuldt og farverigt af Kapellet under den tyske dirigent Dirk Kaftan og fordybe os i en lige så farve- og detaljerig opsætning af Holten og hans engelske scenograf Es Devin, og hvad mere? Jo, da: Anja Vang Krags blomstrende kostumer. Og et godt syngende kor.
Og så for at leve et øjeblik med en barndomserindring.

gregersDH.dk