Susanne Resmark, Elisabeth Halling, Marco di Felice og Elsabeth Dreisig i ‘Gianni Schicchi’ på Operaen (Foto: Miklos Szabo)
*
*
*
*
*
*
OPERAENS TRIUMF MIDT I SNESTORMEN
Puccinis ’Il trittico’ er lutter suveræne udfoldelser på Operaen. En repremiere, der igen placerer Det Kgl. sikkert på det musikdramatiske, europæiske landkort. Vi baner os vej til den gennem sneen.
Puccini: ’Il trittico’ – ’Kappen’ (Il tabarro), ’Søster Angelica’ (Suor Angelica) og ’Gianni Schicchi’. Instruktion: Damiano Michieletto. Scenografi: Paolo Fantin. Dirigent: Guliano Carella. Medvirkende bl.a. Elisabeth Llewellyn, Marco di Felice, Kristina Mkhitaryan, Susanne Resmark, Hanne Fischer, Elisabeth Halling, Tuva Semmingsen, Elisabeth Dreisig, Per Høyer – og Bo Thomas som det stumme lig af Busso Donati i dynerne i ’Gianni Schicchi’.
’Il trittico’ spiller igen 24., 26. og 28. november samt 3. december.
******
DER er ingen vej udenom. Vejen går direkte til Operaen på Holmen. Selvom vejen er kringlet, og vi brokker os over stedet i tide og utide, bander det stormomsuste sted ned i helvede, skælder Mærsk, vejvæsen, taxachauffører, parkeringsvagter, kommune, trafikminister og regering hæder og ære fra på grund af beliggenheden, tilkørselsforholdene og denne aften: Vorherre, fordi han oveni har dekreteret snestorm.
Så altså alligevel:
No way. Ingen svinkeærinder. På med skistøvlerne. Puccinis ’Il trittico’ går derude, og så kan alle geodætiske og meteorologiske trængsler gå hjem og lægge sig.
Det er opera, så det svinger i de mentale barduner.
’Il trittico’ er en genoptagelse af succes-opførelserne for tre år siden. Tre operaer koblet sammen. Puccinis mord- og jalouisidrama ‘Kappen’, hans ‘Suor Angelica’, der er katolsk delirium af rystende dimensioner, og til sidst hans ’Gianni Schicchi’, der er en scene hugget lige ud af Dantes ’Inferno’, grinagtig, så ikke et øje er tørt, når vi ude i vinterstormen bagefter går og undrer os over, at noget fra Dantes Guddommelige Komedie kan leve så meget op til ordet ’komedie’ som den historie.
Hvad den selvfølgelig kun kan, fordi Puccini og hans librettist Giovacchino Forzano samt Operaens flok af sangere, Det Kgl. Kapel med dirigenten Giulano Carella og scenografen Paolo Fantin, og hvem der ellers er ansvarlig, præsterer det kongeniale.
Fantins mesterværk af en dekoration hænger endnu i skrivende stund for vores øjne, fordi Fantin slutter med ved et tryk på en knap at forvandle ’Gianni Schicchi’s gigantiske samlesæt af en marskandiserbutik i tre etager til at blive det grandiose slagnummer af containere, der to timer før var hjemstedet for ’Kappen’ – ’Il trittico’s åbningsforestilling. Vips! Som var der gnedet på Aladdins lampe. Et visuelt forvandlingsshow, der nu – da vi så hidsigt og for en gangs skyld er i lag med at dænge Operaen til med superlativer – også fortæller noget om, hvad Operaens tek- og mekanik kan.
OVERBEVISENDE
Der blev her på denne blog spenderet fem stjerner på opsætningen i marts 3013, der i øvrigt blev bestøvet med en Reumert-pris.
Det vokser til seks stjerner her ved genopsætningen, fordi alt er så overbevisende og stimulerende løftet op i virtuose lag af professionalisme og entusiasme.
Humor og instrumental delikatesse i Puccinis leg med stemmer i orkester og på scene smelter sammen med iscenesætteren Damiano Michielettos myldrende påfund i ’Gianni Schicchi’, hans infernalske stramhed i ’Suor Angelica’ og kvælertaget i det veristiske psykodrama ’Kappen’.
Sangligt er vi på niveau med de store præstationer dengang. Marco di Felice er, som Johan Reuter var det i 2013, en klippe af sikkerhed som både den forpinte bådfører i ’Kappen’ og titelparti-indehaveren i ’Gianni Schicchi’.
Elisabeth Llewellyn bærer i samme åndedræt den ulykkelige Giordetta i ’Kappen’ lige så glødende smukt igennem som Gitta- Maria Sjøberg gjorde det i ’Kappen’ for to sæsoner siden. Og hun er lige så hjertegribende og smadret en katolsk nonne i ’Sour Angelica’ som den uruguayske Maria José Siri var ved den forrige opførelse. Vi husker hende i øvrigt – Elisabeth Llewellyn – som en varmt syngende Bess i Det Kgl.s ’Porgy og Bess’ for et par år siden.
Hvad der i øvrigt rører sig i disse tre originale værker af Puccini kan man læse mere om på denne blog i anmeldelsen af premieren 18.3. 2013.
Kun konstaterer vi nu i dette hellige efterår 2015, at kræfterne på Den Kgl. Opera i den københavnske udlændighed på den anden side af havneløbet er i fulde omdrejninger. Vokalt, instrumentalt, scenisk og teknisk.
I siderollerne en flot-ved-stemme Niels Jørgen Riis som den ulyksalige elsker Luigi, der får en kniv i maven, dør og dækkes til med en kappe i ’Kappen’. En prægtigt syngende Hanne Fischer som den emsige kludekone i samme opera, hele bundtet af syngende ofre for klosterindespærringen tugtet og spanket af Tuva Semmingsen, Elisabeth Halling og Susanne Resmark. Gert Henning-Jensen som Rinucio på sprælske og sceniske udflugter i marskandiser-bjerglandskabet i ’Gianni Schicchi’, hans nuttede kæreste Lauretta, sunget af Kristina Mkhitaryan, som kvidrer den lille hyklerarie ’O mio babbino caro’ med yndefuld røst til glæde ikke mindst for de mange, der bruger arien som mobil-svar.
Utallige små og store oplevelser på denne aften. Inden døre.
gregersDH.dk
