Sidsel Agensø og Maibritt Saerens i ‘No Planet B’ på Husets Teater (Tegning: Claus Seidel)

HVEM SKAL

NAKKES

’No Planet B’ på Husets Teater er et hårdtslående bidrag til klimadebatten. Vi er alle ansvarlige, men nogle mere end andre.

Dramatiker: Vivian Nielsen. Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi: Ida Marie Ellekilde. Medvirkende: Sidsel Agensø og Maibritt Saerens.

’No Planet B’ er produceret af Teater ’Powerplay’ og spiller på Husets Teater indtil 12. december.

****

STIK instruktør Heinrich Christensen et foredrag, så skal I se løjer.
Vivian Nielsens nye stykke ’No Planet B’ har langt hen ad vejen karakter af et foredrag om menneskehedens ulyksalige håndtering af forhold til klimaet.
Et udmærket foredrag, der rusker ordentlig op i alle ender af miseren, vores afgrunde af forsømmelser, vores bjergtoppe af overforbrug, vores vanvittige sløsen med jordens ressourcer, vores egocentriske kamp for at skovle til os, slå hinanden i hovedet i konkurrence om meget og mest, og vores viden om, at det hele nok går ad helvede til, men vi tror også på, at det heldigvis nok går mest ud over de andre.
Hun er vred og indigneret. Nu er hun jo et ægte teatermenneske, en dramatiker, det godt ved, at der gerne skal mere end foredrag til. Og dér kommer så Heinrich Christensen og får sammen med de to skuespillere Maibritt Saerens og Sidsel Agensø skruet foredraget op til en syndflod af action, hvor de to det ene øjeblik er docenter, der smækker overskrifter og slagord på tavlen, det næste øjeblik kvæler hinanden i klumper af indlandsis eller tager plasticposer over hovedet. Eller spiller kakerlakker, der breder sig som ukrudt, når naturen rådner. Eller stabler stole på højkant og lader stablen vælte, så vi kan få den skrøbelige balance illustreret.

VÆRS’GO OG SKYD

Ansvaret er fælles, og alle har ansvar, men på et tidspunkt er det magthaverne, der får pisken – Sidsel Agersø råber desperat: ”Jeg får lyst til at nakke nogen!!”. Og da ’nogen’ ikke skal svæve anonymt i luften, kan vi som publikum vælge mellem en halv snes stjernepolitikere og stjernekapitalister – inkarnationer af den almindelige vækstfilosofis hærgen – hængt op med billeder på balloner, som man kan plaffe ned.
En anonym publikummer ved navn Adrian Hudges melder sig og nedlægger Donald Trump, den amerikanske børs- og ejendomsspekulant og lige nu præsidentkandidat. Det er altid godt at få navn og etiket på de skyldige i denne verdens skæve gang. Men Vivian Nielsen er for klog til ikke at grave dybere: Vreden over de ansvarsløse magtfulde afløses let af råbet på stærke ledere, dem, der kan brage igennem det besværlige demokrati og træffe beslutninger. Råbet nedkalder Vivian Nielsens afsluttende argumentation for demokrati som grundværdi. Hun lader Maibritt Saerens fortælle, at når et rensdyr aner vand, drejer det hovedet i dén retning, den fornemmer, vandet er. Først hvis 51% af flokken drejer hovedet samme vej, løber hele flokken mod vandet. Vivian Nielsen ved noget om dyr i det arktiske, så den flertalsbeslutning godtager vi.
Forestillingen er et flot stykke pædagogik, firkantet og næsten voldeligt formuleret af de to spillere. Det gentager sig selv lidt rigeligt undervejs. Men det er usædvanlig dramatik af en art, der kan være god brug for.

gregersDH.dk