DET ER HÅRDT ARBEJDE
Sopranen Ann Petersen om vejen til de store dramatiske roller: Årelang, omhyggelig udvikling af stemmen. På Det Kgl. hører vi hende nu i ’Mozarts ’Don Juan’.
Tekst: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Kåre Viemose
”Jeg er nok til de mere BIDSKE roller…Elektra, Salome. Dem, der er ovre i det sindssyge…”
Javel, så. Dér sidder hun, Ann Petersen. Og siger sådan med det blideste smil og en stemme, der er som fløjl og balsam. Venlighed står i en aura omkring hende.
Man vil nødig beskylde et menneske, som i den grad udstråler mildhed, for at være en ulv i fåreklæder. Snarere fortolke denne ypperlige og yppige soprans analyse af sit eget potentiale som udslag af gennemtænkt kunstnerisk disciplin. Hun kender sine muligheder. Ved, at der er kræfter og kunnen, der kan forløses. F.eks. som den rasende og forurettede Donna Anna, som hun nu synger i ’Don Juan’ på Det Kgl.
Måske kan man også se hendes selvkarakteristik en anden vej rundt. Ann Petersen fortæller, hvordan hendes dramatiske sopran er blevet udviklet gradvis mod de mål, hun nu har nået:
”Jeg begyndte at få sangundervisning, da jeg var 17. Allerede dengang sagde min sanglærer, at jeg garanteret ville komme ind i det dramatiske sopranfag. Det kunne hun høre på min stemme. Om det var de større Puccini- og Verdi-roller eller det var det tyske repertoire, var ikke til at sige dengang. Men det blev altså meget med Wagner og Richard Strauss. Efterhånden. Jeg kom på konservatoriet, da jeg var 21, og det har så taget den tid, det har taget. Seks år – der er andre, der springer ud allerede efter tre eller fire år. Men min lærer, Susanne Eken, sagde: ’Du har brug for alle seks år. Tag endelig den tid, du har ret til. Den tid tager det for sådan en stemme som din.’”
– Hårdt arbejde.
”Ja. Jeg har ikke en stemme, jeg bare er født med. Jeg er ikke – som mange andre – en med guld i munden. Jeg har virkelig måttet arbejde for det. Jeg har et stort materiale, men det har været længe om at blive udviklet. Og det skal plejes hele tiden. Jeg konsulterer stadig Susanne Eken ind imellem for at tjekke min teknik. Jeg kan mærke, hvis der går trekvart år, hvor jeg ikke har været der – to timer hos hende får mig straks til at føle mig som et nyt menneske. Hun går lige ind og trykker på nogle knapper, så man er på rette spor igen.
F.eks. nu, hvor jeg var lidt nervøs for Mozarts Donna Anna, som jeg ikke har sunget i otte år. Jeg havde overvejet, om jeg overhovedet skulle sige ja, fordi jeg har bevæget mig i en anden retning nu. Det er ikke karakteren. Det er den vokale stil. Mozart er svær – men de siger, det er så sundt. Ha, ha!”
Ann Petersens fokus på de BIDSKE roller er kommet med årene. Mest fordi hendes stemme og dens muligheder har styret hende den vej. De store dramatiske sopranroller tilhører sjældent yndige, nuttede piger med soubrettestemmer. Det er damer, der bider.
”Som barn var jeg vist ret stille. Og i skolen var jeg en meget pligtopfyldende pige, der ikke turde så meget. Det andet er kommet med sangen og rollerne. Det er opgaverne på scenen, som tænder andre kræfter i mig.”
– Men privat?
”Jeg lever meget roligt. Jeg tror, man skal have roen i sig for at lave de roller, jeg har. Det passer mig fint at bo i Sorø nu med min mand og min lille dreng – han er tre år…jeg tilbragte nogle fantastisk dejlige år på operaen i Graz i Østrig med hårdt arbejde og mange roller, men da så min dreng blev født, besluttede min mand og jeg at flytte tilbage – til Sorø, hvor vi kunne bo i min mors store hus. Sorø viste sig at være meget praktisk: Min mand, Ole Justesen, er nu administrator for Fredericia Teater, så vi bor, så der er næsten lige langt med toget. Til Fredericia og til København. I Sorø har jeg også ro til at arbejde med rollerne.”
– Stadig hårdt arbejde?
” Mange timer hver dag. Det foregår mest i sofaen.”
– I sofaen?
”Jeg sidder med noderne og læser og tænker. Bagefter kan jeg prøve at sætte stemme til. F.eks. med Donna Anna. Jeg har gjort mit hjemmearbejde. Gået rollen grundigt igennem med Susanne Eken, og nu er den på plads. Jeg skal bare sætte mig i sofaen, se på alle mine notater og huske dem i min stemme. Der er ikke grund til at stå og øve i timevis for fuld stemme på det, som hjernen fortæller stemmen, at den skal gøre. Så kommer der selvfølgelig prøverne på teatret, hvor man synger mere og mere.”
– Et ordentlig spænd mellem det stille hjemmearbejde og de hårde ture på scenen.
”Det tror jeg er nødvendigt. Man tanker op. Plejer sig selv fysisk. Jeg har lige købt et par løbesko. Jeg skal være i form. Også på scenen. Man bliver budt lidt af hvert af instruktørerne. I næste sæson skal vi spille ’Rosenkavaleren’ på Det Kgl. Teater i den opsætning, hvor jeg sang Feltmarskalinden i Graz for tre år siden. Dér er der tyve minutter, når Baron Ochs kommer ind, hvor vi styrter rundt på scenen og danser, mens vi synger noget, der er hamrende svært. Det er sjovt, men krævende. Det var også noget af en opgave, da jeg sang Elsa i ’Lohengrin’ på Det Kgl. sidste sæson – vi var jo skolepiger i Konwitschnys udgave, og et sted skulle jeg springe fra pult til pult. Uden at se ned, tak.
– Lev livet farligt!
”Ja. Men godt.”
