Morten Holst, Josephine Raahauge og Lars Knutzon i ‘Det er så det nye’ (Tegn. Claus Seidel
TVANGS-
FORE-
STILLINGER
’Det er så det nye’ er en vellykket genoptagelse af en af Line Knutzons absurde, lyslevende stykker fra 90’erne.
Dramatiker: Line Knutzon. Instruktør: Maria Vinterberg. Scenograf: Marianne Nilsson. Medvirkende: Josephine Raahauge, Morten Holst og Lars Knutzon.
’Det er så det nye’ spiller på Teatret ved Sorte Hest indtil 24. oktober.
****
HVA’ nu? Kunne Maria Vinterberg finde på at lave en hel kavalkade af Line Knutzon-stykker? På Teatret ved Sorte Hest har hun jo et godt øje til absurd teater, Samuel Beckett og den slags. Og det absurde kikker man ikke forgæves efter i Line Knutzons rivende bæk af stykker fra 90’erne.
’Det er så det nye’ er et af dem. Fra 1993. En kort og flimrende historie om – ja om hvad? Om et ungt par? Ja, ja. Og om en vicevært dér, hvor de bor? Ja, ja. Altså om ung kærlighed og hvad den slags byder på af lyst og nød i den nyanskaffede toværelses. Og en nysgerrig vært, der blander sig? Tilsyneladende ja. Han kikker i hvert fald gennem nøglehullet til dem.
Det kan lyde som tilløb til en lille fiks ugebladshistorie. Men den vildfarelse kommer man hurtigt ud af. For der sker straks det ene og det andet på scenen, som udløser herlig, glad og absolut desorienteret latter hos publikum.
De to unge – Pyssern, spillet af Josephine Raahauge, og Poul, spillet af Morten Holst – snakker som et par forvirrede fluer i en flaske om deres parforhold. Hurtige opgør. Hurtige forsoninger. Snak, der alligevel aldrig rigtig flytter sig.
SÆRE KRÆFTER
Vil de hinanden noget? ”Vi lever trods alt i et parforhold”, siger Poul. For at overbevise hinanden om, at deres forhold er alvor, repeterer de hele tiden, hvordan de mødtes. Nåh, ja. Derfor. Han kunne måske også kalde sig Finn i stedet for Poul og skifte skilning til venstre side? Så skete der måske noget.
Det gør der sandelig. Der er sære kræfter på spil. Viceværten, hr. Pind, har sine egne tvangsneurotiske oplevelser. Han beretter i rablende ordstrømme om unge, der kaster med sten, de har f.eks. knust hans briller. Han kalder dem de ’små nevøer’, og de er nogle sataner. Men der optræder også ’depressive buddhister’, som myldrer frem gennem vandrørene. Dem gemmer han i små æsker. Vi møder hverken ’nevøerne’ eller ’buddhisterne’, men de er der!
Tvangsforestillinger kender vi alle sammen, men Line Knutzon er en mester i bringe den slags videre til os som skinbarlige realiteter, som vi så kan fortolke, som vi vil: Gode feer og onde djævle i vores omgivelser.
Det forvirrede unge par går ind i viceværtens problemer og hans utrolige verden, den er virkelighed, der må tages stilling til. Vi lever med i de mærkelige ting, der sker, eller bare tales om. Der vokser et mystisk, let mareridtsagtigt eventyr ud af de rablende dialoger og replikker mellem Pind og Poul og Pyssern.
Line Knutzon har engang fortalt, at det med buddhisterne kommer af, at hun engang boede i et hus på Christianshavn, hvor der faktisk boede buddhister på en af etagerne. De satte hendes fantasi i gang.
VILDT TEATER
Vi kan fortolke som vi vil på de mærkelige hændelser i stykket, sammenhængen mellem det helt banale og det ubegribelige, ane, at der huserer kræfter i hovederne på personerne, at der er truende eksistenser som ’nevøerne’, der hører den onde, ydre verden til, og at der er kræfter som buddhaerne, der vil dem det godt, de tre, Pyssern, Poul og hr. Pind.
Josephine Raahauge udløser formidable desperado-udbrud, Morten Holst er flink og forstående som en velafrettet gymnasieelev fra det nordsjællandske, og Lars Knutzon løber dem begge over ende med sin paranoide, men også jubelinficerede fascination af det mystifistiske, der har fat i ham.
Det er vildt teater for tre, en lille perle af vanvid. Maria Vinterberg har selv iscenesat. Og vi har fornøjelsen af at lade os forvirre af hændelserne, anbragt i teatrets nye, bekvemme sæder.
gregersDH.dk
