Sopranen Pumeza Matshikiza (Promotion-foto: Simon Fowler, Decca)

‘

EN DAG

TÆNDER DE VEL

FOR BLUSSET

Stor teknisk perfektion, men mindre glød og varme hos to unge internationale sangere i Tivoli.

Operagalla i Tivolis Koncertsal med sopranen Pumeza Matshikizi, tenoren Yijie Shi, dirigenten Karen Kamensek og Tivolis Symfoniorkester.

****

DER høvles i disse år sangere af i store spåner på det internationale operamarked. Ny og knalddygtige. Og der er folk, der holder øje med dem.
Henrik Engelbrecht – Tivolis afgående, opera-fanatiske orkesterchef – er sådan en. Han havde spottet et par stykker til operagallaen i aftes i koncertsalen. To, der nu færdes på de store scener: Sopranen Pumeza Matshikiza, der er født i Sydafrika og nu holder fast til på operaen i Stuttgart. Og tenoren Yijie Shi, som er født i Kina, uddannet i Japan og nu stationeret på Graz-operaen i Østrig. Bed mig ikke udtale hans fornavn.
Der var smæk for skillingen i det program, de præsenterede sig med i aftes. Ikke fordi de to fører sig frem som superstjerner, der var en art blufærdighed over deres fremfærd – men kun indtil det øjeblik, de tog fat og demonstrerede de skarpeste sanglige kvaliteter.
Jeg bruger ordet ’skarpeste’, fordi det fortæller, at begge udfoldede en ekstrem sikkerhed i behandlingen af deres stemmer, spændte over hele registret, aldrig snød på brættet, alt var så teknisk perfekt. I Mozart-arier, i franske arier og duetter af Gounod og Bizet – Shi imponerede med uforfærdede højder hos Rossini – Matshikiza med stor klangskønhed i f.eks. Lius arie fra ’Turandot.
Savnede man noget varme og charme, noget rigtig personligt midt i al perfektionen og den stålsatte dygtighed? Ja, man gjorde. Og det foregik sådan set i ledtog med den lige så skarpt skolede dirigent, amerikanske Karen Kamensek, som sætter pris på effektivt, disciplineret orkesterspil. Hvem er ikke glad for det? Men derfor også fører an i en kølig eksercits, hvor smittende varmegrader ikke indfinder sig, dårligt nok i finalescenerne mellem Puccinis Rodolphe og Mimi, mellem Verdis Alfredo og Violette.
Man følte sig lidt, som var man til afleveringen af en stor eksamensopgave. Tårnhøje karakterer. Men hvad handlede det egentlig om, udover de glimrende præstationer? To overordentlig nydelige unge sangere, der i den grad kan deres kram, men som stadig mangler det overskud og den modenhed, der får vores hår til at rejse sig, vores tårer til at presse på, gåsehuden til at prikke, ørerne til at gløde.
Sikke oplevelser der kommer den dag, da dét sker.

gregersDH.dk