Johannes Mannov som ‘Hadet’ i ‘Antikrist’ omgivet af djævleyngel. (Foto: Folmer Iversen)

HELVEDE

PÅ JORD

Overvældende opførelse i Ribe Domkirke af Rued Langgaards myteomspundne opera ’Antikrist’.

Rued Langgaard: Antikrist. Iscenesætter: Esben Tange. Dirigent: Thomas Dausgaard. Sønderjyllands Symfoniorkester. Ribe Kammerkor, Esbjerg Koncertkor. Solister: Jørn Pedersen, Trine Bastrup Møller, David Danholt, Magnus Vigilius, Michael Kristensen, Signe Asmussen og Johannes Mannov

*****

SÅDAN fejrer man i disse uger to store dyr i dansk musik:
Et vældigt Carl Nielsen-show på den fynske herregård Bramstrup, tæt på hvor komponisten blev født. En hyldest til den milde, ja lattermilde Carl, som vi har taget til os som skildreren af alt, hvad vi elsker ved dette land, den milde dag, det fynske forår, løvet, der lyser i lunde…
Og så her et lige så vældigt Rued Langgaard -… nej, det går ikke at kalde det et show! Det er en buldrende, kulsort og aggressiv bredside mod alt og alle, samfundet, menneskeheden, umoralen, ukristeligheden – en undergangssymfoni for orkester og stemmer, benævnt som en opera, tituleret ’Antikrist’.
Teaterkoncerten ’Carl’ beskrev vi forleden som et stort, kaotisk, sprudlende, morsomt og delvis kitschet værk, sat sammen med ’Carl’ som central person på scenen, men egentlig med hans musik i hovedrollen. Hele puljen, sange, symfonier, kvartetter o.s.v. Alt kombineret i en fikst broderet collage.  Farverigt som en revy.

I HVER TREVL

I Ribe, i den store prægtige domkirke, er Rued Langgaard sandelig også til stede, bare ikke i en skuespillers kød og blod. Men han er til stede i hver trevl af ’Antikrist’. Vi kan beskrive værket som en knytnæve, en dommedags-forkyndelse, et manisk og dystert truende angreb mod det liv, Langgaard synes omgiver ham. Mod fordærv, materialisme, selviskhed, gudløshed.
Der er kapitler, eller lad os kalde det afsnit eller akter  – han kalder det selv ’billeder’ – i denne ’opera’, som er skrevet for hundrede år siden, men på flere måder indholdsmæssigt er lige til at overføre på vores nutidssamfund, hvis man vil det.
Et af ’billederne’ hedder ’Begæret’. ’Den store skøge’ – en flot og prægtigt syngende Signe Asmussen i skarlagensrødt – bekendtgør, at ”jordens konger har bolet med mig… mit behov er nydelse, jeg hersker, lokker, glimrer: Jeg er ingen uden jeg… Magtfulde, heftige, alt fortærende liv’…etc.
Materialisme, egoisme, vellevned, ugudelighed – Langgaard svinger pisken.
Han raser. Antikrist’ er et kæmpeværk, der – som det blev opført i aftes – er en udfordring til alt og alle, dirigent, orkester og solister, kor, statister, ja sandelig også kirken, der må lægge øre til en uhyrlig svovlprædiken. ’Antikrist’ er et desperat råb om jordens undergang, hvis ellers djævelen – her i skikkelse af Jørn Petersen med den tordnende baryton og iført sorte vinger – får lov at fortsætte med at husere, som han gør.
Udfordringen til publikum er at lade sig overvælde, prøve at sluge og fatte de mange replikker, der snarere er manende eller kryptiske udsagn, formuleret på en slags saga- eller bibeldansk – Langgaard har selv skrevet teksten i knappe vendinger, der lyder som var de hugget i granit og blevet til med Paulus eller troldmanden Merlin som tekstforfatter.
Man begriber, hvordan Det Kgl. Teaters censorer har stirret på disse tekster, rystet på deres hoveder og aldrig rigtig er nået til at kikke for alvor i det forbløffende partitur, som er skrevet af en enormt kompetent komponist.
Dette er jo også historien om Langgaard, ikke bare om  ’Antikrist’, men om manden selv og hans forulempede forhold til omverdenen. Den højt begavede Langgaard kommer til på et tidspunkt, hvor hans senromantiske sind, tanke og musikerhjerne ramler hovedkulds ved siden af efterkrigstidens (1.verdenskrigs) konsekvente afromantisering af musikken. Med Nielsen herhjemme som klarhedens, enkelhedens sikre vinder. Vi lever med et par generationer, der nærmest holdt sig for næsen over Bruckner, Mahler og Wagner. Og altså Rud Langgaard.
Man kan fatte en stor del af Langgaards musik – også i ’Antikrist’ – som indædte komplekser over for Carl Nielsen og den generation, som Langgaard mente holdt ham selv ude og nede. Det er faktisk en pointe i den Langgaard-festival, der løber i disse dage. De to komponister bliver sat bevidst og direkte op mod hinanden i flere af festivalens programpunkter.

IGEN PÅ LØRDAG

’Antikrist’ opføres igen i Ribe Domkirke på lørdag. Det er en halv-scenisk opførelse bygget op af Esben Tange, de medvirkende er i kostumer, og deres indsatser afvikles i enkelt spil for vores øjne foran det store orkester, der grupperer sig omkring alteret. Vi hører et meget stærkt sangerhold med ikke mindre tre tenorer i aktion: Michael Kristensen, David Danholt og Magnus Vigilius. Som sopran foruden Signe Asmussen den imponerende Trine Bastrup Møller som ’Gadestemningens ekko’. Barytonen Johannes Mannov må døje med at fremstille ’Hadet’. Simpelt hen.
Musikalsk har dirigenten Thomas Dausgaard fat i det vidtspændende orkesterapparat, der kendertegner ’Antikrist’. Vi hører fantastiske detaljer i den fine akustik, rummet byder på – vi lytter til et orkesterværk, der i sin blanding af raffinementer og muskuløse, uforskammede udladninger fortæller de mærkelige ’billeder’ med stor og malerisk kraft.

gregersDH.dk