ET MONUMENT I FORFALD
Københavns Kommune forsømmer et af byens største monumenter, Søfartsmonumentet på Langelinie.
Søfartsmonumentet ved Langelinie er i en elendig forfatning. Det kæmpestore relief, der pryder monumentet på alle fire sider, er fuldt af huller, som om nogen har banket løs på relieffet med en hammer. Hele figurer mangler eller er brækket midt over.
Skaderne er både gamle og helt nye. Det har stået på i årevis. Forbipasserende undrer sig over, at monumentet får lov til at forfalde. Det befinder sig mindre end hundrede meter fra Den Lille Havfrue, og turister stopper op og kikker i deres guidebøger for at finde ud af, hvad det er for et vældigt mindesmærke, der har det så skidt. Og læser, at det hedder Søfartsmonumentet.
På en diskret anbragte tavle på bagsiden af monumentet, kan de få mere at vide. Nemlig at den store, vingeprydede dame i bronze, der skrider så dramatisk frem på monumentets top, står på en sokkel med navnene på 648 søfolk indridset i kalkstenen sammen med navnene på 102 skibe. Det er et mindesmærke, rejst i 1928, over ofrene for 1. verdenskrigs sejladser med danske handelsskibe under 1. verdenskrig. Sænkede skibe, druknede sømænd.
Billedhuggeren er Svend Rathsack, som døde i 1941. Relieffet i det enorme kalkstensfundament viser en frise af dramatiske detaljer fra torpederingen af et fragtskib, træværk, der splintres, folk, der springer i havet. Det er især dette relief, som det står skidt til med. Det er hugget i faksekalk. Et materiale, som er relativ blødt.
TRIST
”Det er trist,” siger kunsthistorikeren Jens Peter Munk, som har det faglige ansvar for Københavns Kommunes monumenter. ”Vi har naturligvis ikke opgivet kampen for at få relieffet restaureret. Men der skal efterhånden omkring 10 mio. kr. til for at bringe det i ordentlig stand. De penge har kommunen endnu ikke kunnet finde. Her i forvaltningen har vi et årligt budget på 1 mio. kr. til vedligeholdelse af samtlige kommunens monumenter.
Vi bliver med mellemrum kontaktet af Danmarks Rederiforening, som i sin tid bekostede opstillingen. De er kede af, at monumentet forfalder.”
IKKE PENGE
Administrationschef Dan Pode Poulsen i Danmarks Rederiforening supplerer: ”Ja, det er vi da. Vi har i årevis rykket skiftende borgmestre, for det ligger i aftalen, at rederiforeningen betaler monumentet, og kommunen har forpligtelsen til at holde det ved lige. Svaret er hver gang: Der er ikke penge til det. Eller vi får at vide, at havnetunnellen til Amager en dag skal gå lige dér, hvor monumentet står. Det seneste svar lyder i øvrigt: ’Nu tager vi lidt lettere på det, for nu har vi fået taget afstøbninger af reliefferne, så de en dag kan genskabes.’ Kommunen har også spurgt, om ikke vi vil finansiere renoveringen. Men vi er en interesseforening, der ikke selv har midler til den art formål. Bortset fra det er det som sagt kommunens opgave.”
BESKÆMMENDE
I Sømændenes Forbund siger man også, at vedligeholdelsen påhviler Københavns Kommune. Faglig sekretær Gert Christensen: ”Men vi vil i givet fald gerne bidrage til at redde monumentet, selvom ansvaret er kommunens. Det er jo vores medlemmer, langt de fleste af de søfolk, der mistede livet. Men det er desværre symptomatisk: Man ofrer gerne 20 mio. på at genoprette skulpturer som Gefionspringvandet. Men sømænd, der er druknet? – Og så for så længe siden? Det er åbenbart ikke interessant. Beskæmmende.”
Det er 2. gang, billedhuggeren Svend Rathsack har lejlighed til at vende sig sin grav. 1. gang, var, da en gravko bakkede op i hans Grønlændsmonument på Christianshavns Torv og knuste granitskulpturen af grønlænderen og hans kajak.
Der gik ti år, inden monumentet var genskabt. Søfartsmonumentet har nu været under nedbrydning i mindst tyve år.
Af
Gregers Dirckinck-Holmfeld
