Karin B. Heinemeier og Søren Bang Jensen i ‘Spring Awakening’ (Foto: Nils Krogh)
KVÆLERGREBET
Wedekinds ’Vårbrud’ – ungdomsoprør anno dazumal – som musical på Aalborg Teater
****
MUSICAL? Yes. Men det er godt nok i et sceneri, der er så lukket og knugende som Anatomisk Instituts gamle auditorium i Bredgade. Scenografen rasler med skeletterne på Aalborg Teater.
Vi får budskabet banket ind med syvtommersøm, både af dekorationens ophav Astrid Lynge Ottosen og af instruktøren Elisabeth Linton: ’Spring Awakening’ handler om mure, der skal sprænges, men næsten ikke til at rokke.
Det er Frank Wedekinds klassiker ’Vårbrud’ fra 1890’erne – om ungt forår, der gror og brister, som giver fanden i fortielse og undertrykkelse, men får sådan nogle køller i nødden af et victoriansk samfund, at det må ende tragisk. Det er Herman Bang-tiden, Stuk-tiden, men også den unge Agnes Henningsens tid – for nu at snakke Danmark, Wedekind er tysk, men vi er på europæisk ungdomsoprør anno dazumal, oprør, der kvæles, men samtidig lyser op og peger mod nye tider.
SCENERIET
På Aalborg Teater er det dystre sceneri ramme om alle stykkets hændelser: Latinskolens kvælertag med indpiskning af lærdom. Hjemmet, hvor far bruger læderbæltet til at tæve børnene, og mor hellere vil dø end fortælle sin teenagedatter om, hvordan børn bliver til. Kirken, hvor præsten tordner mod tidens usædelighed. Opdragelsesanstalten, hvor brutal mobning er en leveregel.
Og så til sidst kirkegården, hvor de to unge, der er stykkets hovedpersoner stedes til hvile, pigen fordi hun kommet af dage ved en illegal abort, foranstaltet af moren, kammeraten, fordi han har hængt sig, efter at skolen har ladet ham dumpe til eksamen. Og hvor den unge barnefader står ensom tilbage til slut.
Men det er også stedet, hvor de unge mødes – ved kilden, hvor kærligheden brister frem som blomster, der åbner sig, og hvor livet opstår.
KONTRASTER
Alt sammen kontraster, der på gennemført teatralsk vis bliver trukket op, også i rollebesætningen, hvor Bue Wandahl er den gennemførte sorte satan af en – det ene øjeblik latinlærer, så præst, så despotisk far med voldelige tilbøjeligheder. Og hvor Hanne Windfeld må stå model til både at være stivpindet skolefrøken, liderlig spillelærerinde, samt mor til diverse unge, som hun enten ekspederer på opdragelsesanstalt eller direkte i døden som den gravide datter. Vi er i bad old days. Mildt sagt.
Og altså: Jo – det er en musical. Flot koncentreret om en række stærke sange, et orkester, placeret på ’auditoriet’s bageste rækker i en seksmands besætning, der skaber en nærmest kammermusikalsk tæthed og gennemsigtighed, men også tilfører numrene en skarphed, som harmonerer perfekt med den konsekvente konfrontation mellem sort bagstræb og følsomt, ungt oprør.
FRISKHED
Holdet af unge skuespillere synger med en pågående friskhed, ikke alle sammen lige fremragende, men det er mindre vigtigt. Det afgørende er balancen mellem den teenage-usikkerhed, de skal udstråle, og den dristighed, der skal få dem til at overvinde usikkerheden. Meget fint gennemspillet især hos Søren Bang Jensen og Karin B. Heinemeier – de to der vover oprøret på trods, og Rasmus Fruergaard, fyren, der trængt op i en krog vælger rebet.
Men det er overhovedet et stærkt ungt hold, der har fat i spillets hurtigt skiftende opgaver.
Godt teater.
