(Foto: Mathias Bojesen)

FINALE

Operafestivalen i København  sluttede søndag aften med bekræftelse på sin folkelige og kvalitative eksistensberettigelse. Det mentale overskud var lidt på retur. Men lykken uomtvistelig.

****

LYKKELIG, men træt. Der var lidt den stemning over finalen i Copenhagen Operafestivalen. Det var som en konfirmationsfest dagen derpå. Kavalkaden af numre fra den forgangne uge indfandt sig som glade eller ‘nå, ja-genhør’, nye tiltag satte ind imellem fut i festlighederne. Sådan er det vel med den slags koncerter, der skal gøre boet op efter fest og succes.
Men vi savnede noget af den vildskab, vi har mødt undervejs. Det kom alligevel momentvis. F.eks. da Denise Beck var lynindkaldt for at erstatte Sofie Elkjær, der vel havde fået vristet stemmen af led under de storm- og regnfulde operaseancer på havnen. Louise Beck nægter sig vist aldrig en chance for action, og det fik vi med Adeles ’Spiel ich die Unschuld vom Lande’, som hun synger i ’Flagermusen’ for næsen af Prins Orlovsky. Louise Beck omdanner på stedet en koncertscene til en operascene.
Når vi nu var ved Orlovsky, så fortsatte Morten Grove Frandsen – der er kåret af festivalen som Årets Talent – med at påvise mulighederne i at bruge sin kontratenor-teknik. De muligheder, han viste så overvældende som den transvestit, han promenerede i Kommunehospitalets atomkælder i operaen ’Leaves’ på festivalens første dag. Orlofsky-prinsen, der normalt synges af en kvinde, der spiller mand, nu sunget af en mand med kvindestemme. Hvor er vi henne? I overraskelsernes farvand.
En sanger som Joachim Knop låser man heller ikke fast i 1. position, og nu gentog han og Signe Asmussen scener fra Lotte Andersens ’Carl og Marie’ – Knop i mimisk tour de force for at fortælle historien om Irmelin Rose, pigen med hjertet så koldt som stål. Knop lægger en Leporello ind, hvor han kan komme til det.

OVERRASKENDE

Set tv-transmitteret er sådan en koncert fuld af overraskende vinkler. Vi får set glimrende sangere dybt i svælget i nærbilleder, studeret sopraners tandsæt og solide familiefædres vældige, men adrætte fingre på violinstrenge. Det liver gevaldigt op. Ligesom vores undren kan stimuleres af en dirigent og et Malmø-orkester, der ikke kommer i flammer i ouverturen til ’Carmen’, selv når Bizet åbner med stikflamme-motivet fra sidste akten. Vi vil have drama! Det får vi heller ikke med Beatrice Orlers habanera et øjeblik efter. Hun synger så yndefuldt, hun er så køn og nordisk, at de vil vende sig om efter hende på gaden i Sevilla. Men en blodskudt forførende habanera fra hende? Nå ikke.
Meget kan vi gribe fat i med denne finale. Tonny Landy får en fortjent hæderspris undervejs, han har gjort så meget godt i sit liv for dansk opera og operasang, men han burde forskånes ved denne lejlighed for at kvittere med Triquets lille sang fra ’Eugen Onegin’.
Et genhør fra fredag. Ligesom Brit-Tone Müllertz’ ’Tonhallearie’ fra lørdagens ’Tannhäuser’ – til gengæld et jublende, frejdigt genhør fra dette på alle måder vældige talent.

NYSKABT KRAFT

Det var, som det vil forstås, ups and downs ved en koncert, hvor så meget skulle med, så meget hyldes, så meget bekræftes – det sidste gør vi gerne som gentagelse af, hvad vi skrev i anmeldelsen af Wagner-koncerten i går: Årets festival – og således også denne finaleaften – viser en blomstrende bredde og nyskabt kraft i det danske operamiljø. Chefen Michael Bojesen kunne slutte med at opremse kommende steder rundt i landet, hvor både folkelige og eksklusive initiativer er i gang og i vente. Han havde selv al grund til at være lykkelig. Sikkert også træt. Manden har været i ilden i døgndrift. Som vært, som moderator, som dirigent, som tovholder for hele butikken. Vi gætter på, at nok står der i morgen tidlig for at synge morgensang – sikkert Carl Nielsen – med hvem der kommer forbi.

gregersDH.dk