Roman Trekel, Peter Lodahl, Maria Gortsevskaya og Sabina Cvilak i ‘Eugen Onegin’ på Israels Plads (foto: Mathias Bojesen)

DET

KNUSTE

HJERTE

‘Eugen Onegin’, Copenhagen Operafestival på Israels Plads. Dirigent: Robert Reimer. Medvirkende: Roman Trekel, Sabina Cvilak, Maria Gortsevskaya, Petri Lindroos, Johanne Bock, Erina Lyrén, Petri Lindroos, Tonny Landy og Bengt Krantz.

Malmø Operaens koncertopførelse af ’Eugen Onegin’ på Israels Plads var en engangsforestilling. Scenisk spilles den i Malmø fra 16. august.

*****

DET blodrøde, knuste hjerte hænger der. Med de røde dråber dryppende ned over ordet ’opera’.
Det er operafestivalens logo som kæmpestort bagtæppe på scenen, der er rejst på Israels Plads.
Blod vil vi se. Hjerteblod. Det, der flyder i Tjaikovskijs ’Eugen Onegin’ i slutscenen, da Tatjana vrister sig ud af sin gamle forelskelse i Eugen Onegin, og Onegin vakler knust bort. Sådan vil vi, at den opera skal ende, for det gør operaer om knust kærlighed, og dem elsker vi.
Både vi og komponisterne. Da Tjaikovskij modtog den færdige tekst fra sin librettist, kradsede han slutningen ud. Librettisten havde ladet Onegin og Tatjana falde lykkeligt i hinandens arme. Nej, nej, sagde han og rettede tilbage til den slutning, der var digteren Pusjkins. Ingen operette-finale her!
Skal man karakterisere den opførelse af ’Eugen Onegin’, vi så i aftes, havde den,  hvad vi kan forlange af stærke følelser og drama – når det nu begrænser sig til en koncertopførelse. En opførelse, hvor vi tænker os til forløb, billeder, situationer, scenegang. Men hvor vi skal rammes af en musik, der kan tænde billederne på vores nethinder.
Tag en helt central situation som Tatjanas berømte brevscene i 1.akt. Hun har trukket sig tilbage til sit værelse og skriver sit fatale kærlighedsbrev til Onegin. Usikker, tankefuld, skrøbelig, men alligevel handlekraftig. Med skiftevis rystende og sikker hånd og pen.

VI SER DET

Som den formidable, slovenske sopran Sabina Clivak synger den lange scene, slynges hun fra jubel til nervøsitet, og det munder ud i hendes euforisk overbevisning om, at nu må det briste eller bære. Tjaikovskij løfter hende med et pragttema dekoreret,  jublende sekst-spring på C-dur skalaen, og vi er som på skødet af denne Sabina Clivak, når hun fortætter stemmen i den fineste pianissimo, selvom hendes inderligt, forfinede tonedannelse sikkert bringer hendes ømmeste toner til den fjerneste afkrog af det gamle grønttorv.
Det er, hvad vi oplever, når sådan en opførelse rammer rigtigt.
Noget lignede sker, da Peter Lodahl som den unge Lenski står i sneen (jo vi frøs da, som man gør i denne juli, og sneen i det russiske landskab tænker vi os til)… altså står der og skal duellere med sin ven Onegin, der nogle øjeblikke efter dræber ham… det ved vi jo skal ske, og derfor er det dobbelt enerverende at høre ham synge så hjertegribende om fortid og venskab – Lodahl rammer denne forulykkede menneskeskæbne med en indadvendt dæmpethed, der bringer os ind i hans sjæl.
Og barytonen Roman Trekel kan med sin sort klingende stemme mørklægge Onegins personlige nekrolog i slutscenen – ’Min sorg, min skam, hvor skæbnen rammer hårdt’ lyder hans slutord, sunget så vi følger ham ud på de ensomme landeveje, selvom han ufravendt står der på scenen foran orkestret.
Jo, vi ser alt for os – også de andre i hovedrollerne,  Maria Gortsevskaya, Johanne Bock, Emma Lyrén og Petri Lindroos – og vi kan få vores visioner bekræftet eller afkræftet, når forestillingen spilles fuldt scenisk fra 16. august på selve Malmø Operaen.
Hvad der bærer, er under alle omstændigheder musikken. Tjaikovskij skrev i et brev, mens han arbejdede på ’Eugen Onegin’, at: ”en opera af typen Eugen Onegin aldrig vil kunne gøre lykke på de etablerede scener”.
Dér forregnede han sig. ‘Eugen Onegin’ kan med sin følelsesladede slagkraft gøre lykke hvor som helst.

gregersDH.dk

PS: Min begavede kollega på Weekendavisen meldte sig med et interessant spørgsmål om duelreglerne i zartidens Rusland: Går man nogle skridt mod hinanden eller bort fra hinanden, inden der må fyres med pistolerne?  Spørgsmålet var ikke aktuelt for Peter Lodahl og Roman Trekel i aftes. De ville være ramlet ind i dirigenten eller faldet ud over scenekanten, hvis de havde forsøgt sig med den ene eller den anden model.