Den slanke, prægtige sopran
Tina Kibergs 25 års jubilæum på Det Kgl. Teater lørdag 16. maj ved opførelsen af ‘Tristan og Isolde’
—————————————————————————
ER vi tossede? Ja, vi er. Solen strålede denne søndag 10. maj. Men kl. tre om eftermiddagen gemte vi os i Operaens mørke og lod dag være bag os!
Der var premiere på ’Tristan og Isolde’. Og faktisk gode grunde til at give fanden i solskinnet. En af dem, og ikke den mindst vigtige i denne nyopsætning: Tina Kiberg. Ikke bare for at fejre, at hun er i sin 25. sæson på Det Kgl. Teater. Jubilæer er ok – med medaljer, blomster, håndtryk fra chefen og så en festsang. Men for igen at blive indfanget, beruset, bestrålet af denne sopranbegavelse, der vandrer fra parti til parti i disse år med et vingefang, der er vokset og vokset og stadig gør det. Ikke bare i en fysisk stemmemæssig proces, men intellektuelt, mentalt.
Da hendes Tristan er segnet såret og død om i slutningen af 3. akt, træder Tina Kiberg nogle skridt frem, helt ud til rampen, og stemmen, ordene, orkestret og hendes lysende skikkelse, alt samler sig i Isoldes ekstatiske ’Liebestod’, hendes endelige forening med Tristan i overjordisk og dødelig afklaring.
DET er den slags øjeblikke, der kan få nakkehårene til at rejse sig. Og løfter operaens svære kunst ud på de store vidder. Ligesom når vi har oplevet Tina Kibergs Brünnhilde i ’Ragnarok’ – denne Brünnhilde, som blev den bærende kraft og bevidst fastholdte tråd i Kasper Holtens samlede opførelse af ’Ringen’ i 2006.
Så sent som for trekvart år siden kunne Tina Kiberg ikke bare genfremkalde sin overvældende Bünnhilde-præstation, men også videreudvikle den i ’Ragnarok’ på Den Ny Opera i Esbjerg. En præstation, som for nogle uger siden indbragte hende Reumert-prisen som ‘Årets sanger’. Jeg beskrev hende i min anmeldelse efter premieren i september 2008 som ’gudinden, valkyrien, kvinden, der krymper sig under lænkningen til Gunther, lammes af Siegfrieds afvisninger, krydser rundt mellem fjender som en pinball knejsende af vrede og beslutsomhed – og synger det hele med en styrke, nerve og intensitet, der aldrig fjerner hendes sopran en millimeter fra klangens bærekraft.’
Netop klangen og dens bærekraft. Det er et særkende for Tina Kiberg, at hendes sopranklang har en sjælden homogen intensitet gennem hele registeret. Stemmen er vokset fra lyrisk til dramatisk, men dens karakter og klanglige substans er næsten uændret, siden hun i 1983 debuterede på Det Kgl. Teater som Leonora i Carl Nielsens ’Maskarade’. Når vi senere i store partier som Sieglinde i ’Valkyrien’, Elisabeth i ’Tannhäuser’, Elsa i ’Lohengrin’ eller i Richard Strauss’ ’Arabella’ har hørt hende farve klangen i stormende jubel eller fortvivlelse, er det mere udtrykkets drive, evnen til at få sindet til at blomstre, der skaber det særlige vokale sus. Selv i så skraptslebne og enerverende roller som Richard Strauss’ ’Salome’ eller Lady Macbeth i Verdis opera er stemmen uforvekslelig velklingende og personlig. Let at definere. Slank og dynamisk. Som hendes skikkelse og bevægelser.
HVOR Tina Kiberg har det fra? Stemmeklangen og denne karismatiske kraft, når hun står på scenen? Nogle vil sige, at den slags kan være arveligt. Tina Kibergs mor er sangpædagog, og hendes far – som hun først lærte rigtig at kende, efter hun var blevet 20 år – var Det Kgl. Teaters glimrende bas gennem en generation: Claus Lembek. Hun har fortalt, hvordan hun blev klar over, hvad hun ville, da hun gik i gymnasiet på Birkerød Statsskole og havde forsøgt sig lidt med violinen, men opdagede glæden ved at bruge stemmen. I den grad, at hun kom på Musikkonservatoriets forskole som 17-årig, to år før hun tog studentereksamen.
Selv siger hun, at hun i årevis var ret genert og også nervøs for at optræde.
Hun erkender også nogle gedigne kriser undervejs i karrieren, især forbundet med de mange udenlandske gæstespil, hun begyndte på efter den første rejse, der gik til Geneve Operaen i 1988, hvor hun sang Agathe i ’Jærgerbruden’.
En meget ligetil forklaring: Få år efter Geneve-gæstespillet stiftede hun familie, fik to børn i rap, fortsatte med at rejse, og engagementerne greb om sig: Debut på Metropolitan som Pamina i ’Tryllefløjten’, hele syv sæsoner gennem 1990’erne i Bayreuth som ’Sieglinde’ i Valkyrien og Elisabeth i ’Tannhäuser’, plus en hel del mere. Hun var tæt på at brænde sammen af overarbejde og rejseri. Så slemt, at hun en overgang overvejede at stoppe karrieren helt. I et radiointerview i 2008 fortalte hun, at hun under en opførelse af ’Arabella’ følte det ’som at køre bil med håndbremsen trukket’. Billeder fremmer forståelsen! Stemme, sjæl og legeme var blokeret.
VI konstaterede, at karrieren havde sordin på i nogle år i 1990’erne. Og vi konstaterer nu, hvordan den er fløjet mod nye højder efter årtusindskiftet. –
Det er som Isolde, Tina Kiberg altså nu fejre 25 års jubilæum. I hendes curriculum står et stribe af store partier. Mange husket for stemmens udfoldelse, mange for de stærke skikkelser, hun har fremmanet. Hendes Marie i ’Wozzeck’ i den forløbne sæson f.eks.
Lige nu er hun i en alder, hvor stemmen er på højden og hendes evne til at skabe unge heltinder ikke lader sig antaste.
Det går man gerne efter. Selv på en solbadet søndag eftermiddag.
