Marie Bach Hansen og Lars Mikkelsen i ‘Tribadernes nat’ på Grønnegaards Teatret (tegn. Claus Seidel)

SELVPISKEREN

Lars Mikkelsen er en tornado af rå kvindeforagt og lige så rå selvforagt, hjertegribende stærk i rollen som Strindberg i P.O. Enquists ’Tribadernes nat’.

Dramatiker: Per Olov Enquist. Instruktion Thomas Bendixen. Scenograf: Steffen Aarfing. Medvirkende: Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Marie Bach Hansen og Kenneth M. Christensen.

 ’Tribadernes nat’ spiller indtil 22. august på Grønnegaards Teatret i Odd Fellow Palæets Have.

******

 VILD, rasende, forurettet, ironisk, selvretfærdig, overfølsom, ja sandelig også bare følsom, så man har lyst til at tage ham om skulderen og bruge trøstens ord.
Sådan spiller Lars Mikkelsen denne Strindberg i en tour de force… en jagt ind sjælen på et menneske, der sætter sig til salg for øjnene af os, blotlægger sin sårbarhed, sin hudløse forurettelse, sit had til alle – inklusiv sig selv – sin grusomme evne til at misbruge sig selv og sine omgivelser og talent for at omsætte dette misbrug til dramatik, til replikker, til situationer.
Vi har set andre i denne rolle i Per Olov Enquists stykke – Frits Helmuth var en af dem. Men vi har ikke set nogen, der er nået så langt ind til den uregerlige kerne i Strindberg og ind i Enquists dissektion af, hvad der har gjort Strindberg til den mest djævelske selvpisker i nordisk dramatik.
Der er situationer i dette stykke, hvor blodet næsten står stille i vores årer, når Lars Mikkelsen rammer figurens på én gang hjælpeløshed og flyvende, sproglige og poetiske indfangelse af nøden, der rammer ham fra alle kanter. F.eks. hans beretning om den nat i Frankrig, i den lille by Grez, hvor han opholdt sig med sin kone Siri og hendes veninde Marie – og hvor han skildrer det sindsoprivende opgør mellem dem i makabert konkrete detaljer om druk og bræk, svøbt ind i erindringen om natteregn og dæmrende morgenlys. Den situation, der har givet stykket navn, ’Tribadernes nat’.

ALLE RÆDSLERNE

Men hvad handler dette stykke egentlig om, sådan som vi oplever det i Grønnegården, d.v.s. i Odd Fellow Palæets baghave, hvor scenografen Steffen Aarfing har opbygget et helt lille værtshuspalæ af ølkasser for at fortælle, at vi tænkes at befinde os på det gamle Dagmar Teaters scene i København, hvor Strindbergs kone, skuespilleren Siri von Essen har lejet scenen til ’Skandinavisk Forsøgsteater’ for at redde sin egen skuespillerkarriere med en opførelse af mandens nyeste enakter ’Den stærkeste’? Pengeløse og desperate som familien er efter en fiasko med hans ’Frøken Julie’ og midt i skilsmisse og andre rædsler, bl.a. en truende retssag mod Strindberg for voldtægt af en pige under deres ophold i et huset ’Skovlyst’ ved Geelskov ved Holte.
Ølkasser – hvorfor det? Fordi Marie David er fordrukken og forsumpet, især i Strindbergs beskrivelse. Og fordi det pengeløse teater faktisk dengang i 1889 også husede et værtshus’ øllager.
Prøverne på ’Den stærkeste’ bliver ustandselig afbrudt af Strindberg og falder i stumper og stykker, fordi alt i ’Den stærkeste’ er associationer til Strindbergs, Siris og Maries virkelige konflikter. Den arme instruktør Viggo Schive bliver hele tiden jordet af Strindberg – Kenneth M. Christensen spiller ham med henrivende kgl.skuespiller-krukkeri og målløse forsøg på at svare igen.

EGNE VÅBEN

Ann Eleonora Jørgensen er jordisk smuk som Siri og har fra første færd pile og flitsbue lagt an til affyring mod sin mand – hans egne våben rettet mod ham. Hun har taget ved lære under års pinefuldt ægteskab.
Da unge Marie Bach Hansen dukker syngende og nynnede op som Marie David, der skal spille den ene af rollerne i ’Den stærkeste’, ser vi straks Ann Leonora Jørgensen evne til med små antydninger at fortælle om Strindbergs uafvendelige frontalangreb på de to kvinder for at være lesbiske. Udtrykket i hendes øjne, Duften, hun indsnuser fra Maries aflagte jakke, stemmen, der kommer lidt ud af kontrol.
Marie Bach Hansen er på en måde lidt for ung til rollen, men der er intellektuel skråsikkerhed i hendes reaktioner på Mikkelsens rå attak og glød i hendes solidariske irritation med Siri. Hun fanger os ikke rigtigt med beretningen om Georg Brandes og hans eventuelle eskapade med hendes mor – men det er ikke hendes fejl, det er Enquist, som lægger en ’one better’ association ind.
Men det helt afgørende i Thomas Bendixens instruktion er skildringen af den gradvise nedbrydning af Strindberg-figurens tilsyneladende så selvsikre hundsen med de to kvinder.

STØRRELSEN

Neutraliseringen af den aggressive Strindberg har højdepunkter som i den desperate og vanvittige beskrivelse af, hvordan han hos en læge har fået målt sin pik til gigantiske dimensioner, et regnestykke, der får Siri til serier af latterliggørelse med sin flagrende lillefinger. Mikkelsen udfolder groteske scener som denne med virtuos aplomb.
Og den selvsikre desperado krymper og visner gradvist, omringet af kræfter hos de to kvinder, kræfter, som han ikke kan håndtere. Endsige hamle op med.
Ikke før han sætter sig til at skrive. Dér – i Strindbergs virkelige liv – bliver alt, virkelige oplevelser og fantasier, til overlegent behersket drama.
Thomas Bendixen har målt og vejet den halvanden time, stykket varer, i rytmiske skift. Det mærkes helt afgørende i Lars Mikkelsens beherskelse af den uregerlige dynamik i Strindberg forsøg på ustandselig at få ret.
Det er en hæsblæsende, stærk forestilling.

gregersDH.dk