Pelle Nordhøj Kann, Lise Leuenblad og Thomas Bang (Foto: Per Morten Abrahamsen)

FALK

ELLER

LÆRKE

Et interessant, skråt lys på digteren Halfdan Rasmussen gennem en ungdomshistorie fra Besættelsen om hans kritiske møde med digterkollegaerne Ester Nagel og Morten Nielsen.

Line Mørkeby: ’Grinet og døden’. Instruktion: Rolf Heim. Medvirkende: Lise Lauenblad, Thomas Bang, Pelle Nordhøj Kann. Musikere: Marie Louise Bülow og Hanne Englund.

’Grinet og døden’ spiller på Det Flydende Teater, der afgår med Bådfarten fra Frederiksdal ved Furesøen fra 17. juni – 15. august. Senere spillet som turné-forestilling.

****

TAK skæbne! Vi vugger på en lille turbåd på Furesøen, skovene er saftiggrønne som i Heines ’wunderschönen Monat Mai’, skønt vi er langt inde i juni. Og på en bro, båden sejler under, synger Elverhøjkoret yndefulde sange.
Er dette stedet at gennemspille et drama om en ung digter, der tager sit liv? Om en anden digter, der er ved at gå op i limningen i sit forsøg med at finde sig selv? Og om en forelsket og desperat kvinde, der føder så smertefuldt?
Ja, det er det altså. For Line Mørkeby har skrevet stykket, og hun færdes som før med sine stykker i slidsomme opgør med panisk ungdom, inklusiv sin egen identitet. Senest ’Bye Bye You See’ på Teater Katapult, et stykke, der kradsede af selvdestruktion.
Det er vel netop det, der har fanget hende ved forslaget om at skrive et stykke til Det Flydende Teater om Morten Nielsen, Halfdan Rasmussen og Ester Nagel. Tre unge digtere, der under Besættelsen låser sig fast i rasende og kritiske opgør om, hvem de er, hvad de har i gang, hvad de kan sammen, og hvordan de skal forholde sig til de forbandede tyskere, der har besat landet.
Det kaster hun sig ud i med al den glød, der er hendes.

EN FORHISTORIE

Forhistorien er den, at skuespilleren Pelle Nordhøj Kann, der er drivkraften i Det Flydende Teater, for mange år siden skrev et stykke, der var baseret på Halfdan Rasmussens indtagende og morsomme børnerim og sange. Lige til at sejle rundt med sommeraftener på Furesøen. For god ordens skyld sendte han idéen og stykket til digter Halfdan til godkendelse og i håb om, at han ville blive glad.
Det blev Halfdan overhovedet ikke. Der skulle ikke plantes et minde om ham som den populære, rimende hygge-digter.
Den har Kann så tygget på siden. Og er endt med at sige ok: Et drama om Halfdans venskab med digterkollegaerne Morten Nielsen og Esther Nagel rummer stærkt dramatisk stof. Vi går tilbage til besættelsestiden. Til 1943. Morten er 21, Halfdan 28, Ester 25.
På båden møder vi så Pelle Kann som den sammenbidt, idealistiske unge Morten Nielsen, der med dødsforagt har kastet sig ud i illegalt arbejde, sabotage og flygtningetransport over Øresund, mens han skriver digte. Om hvad? Om død, kulde og sorte forudanelser.
Vi møder Halfdan Rasmussen, som den nogle år ældre, men usikre forfatter, der bestemt er enig med Morten i modstandskampen, men slet ikke gearet til at være aktiv, han vil skrive og digte. ”Du er ikke en falk. Du er en lærke”, som hans kæreste siger til ham. Kæresten er Ester Nagel. En vildtflyvende digterpige, sulten på livet, stærk og selvbevidst som kvinde, der vil giftes og have barn med Halfdan.
Det får hun.
Midt i de rasende diskussioner om at deltage eller ikke deltage i sabotage, om at gøre livet meningsfyldt ved at slås eller skrive, føder hun sin lille Iben hen over en bænk på den åbne turbåd – Iben, der i det virkelige liv får en senere over halvtredsårig karriere på Odin Teatret.

PÅ FURESØEN

Ester spilles af Lise Lauenblad med al den blodskudte energi over for den ubeslutsomme Halfdan, den energi, vi har set hende udfolde så overvældende i roller i f.eks. ’Peter og Elgen’ på Grob eller ’Boys don’t Cry’ på Mungo Park. Flot og høj er hun, næsten for høj til at klare fri af taget i den lavpandede båd – på samme måde som det ganske drama egentlig er lidt inkongruent med vores blide sejlads over de Furesøens vover, som Christian Winther digter så kønt om.
De voldsomme konfrontationer mellem Ester og Halfdan og mellem Halfdan og Morten vil få bedre albuerum, når stykket til efteråret skal på Danmarks-turné i scener på fastlandet. På Furesøen er det, som om krigen for alvor er vendt tilbage til Danmark, når Kann i megafon råber BBC-budskaber mod de stille villahaver og det yndefulde Næsseslottet. Eller når Thomas Bang som den ellers sagtmodige Halfdan råber sin hjertegribende smerte ud mod vennen og kæresten, da Morten har taget sit liv med den revolver, som han netop har prøvet at få Halfdan til at gå i aktion med.
Selvmord er den løsning, Line Mørkeby har valgt. Om han tog sit eget liv ved tilsyneladende ingen. Måske blev han stikkerlikvideret, måske var der tale om et vådeskud. Måske var det en nedskydning under en aktion.

VEL VIL JEG EJ

Det går voldsomt og hidsigt til, dette kæreste- og venne-drama. Vi får en stærk historie fortalt i Line Mørkebys formuleringer. Tilsat anakronistiske lynglimt af den Halfdan, der skrev ’Mariehønen evigglad’ og ABC-rimene – sunget af Elverhøjkorets sjovt udklædte sangere, som var linet op forskellige steder på kyst og ved havnebroer.
Egentlig lige så modsætningsfyldt og inkongruent i forhold til historien som den musik, den venlige trio akkompagnerer hændelserne med.
Måske en sidste reminiscens fra dét ’Flydende Teater’-projekt, Halfdan Rasmussen i sin tid forkastede?
Måske også et forsøg på at holde fast i den historie, vi får undervejs, da Halfdan åbner et brev fra sit forlag, der afviser et romanforslag, men til gengæld foreslår ham at skrive en børnebog. En idé, som Ester straks støtter, men som han fnysende besvarer med et Vel-vil-jeg-ej! – og som derefter giver ham roterende galop i baghovedet i den grad, at han hidser sig op til at råbe ’Rim! Rim! Rim!’ til Mortens sorte, kryptiske dødsdigtning. Kom med et rim, mand!
Skismaet i hans sind har Thomas Bang fine udtryk for. Instruktøren Rolf Heim ligeledes. Som sådan er ’Det Flydende Teater’s forestilling et godt og interessant bidrag til at belyse en digter og hans værk, der er blevet kært folkeeje på ret ukendte præmisser.

HVEM DER NU…

Titlen ’Grinet og døden’ er en hård og også skæv optrækning af Halfdans dilemma. Skæv, hvis den skal gå på modsætningen mellem Halfdan og Morten. Selv hvis man tænker på Halfdans sene udvikling til finurlig rimmager, er grin ikke det væsentlig. Det væsentlige ved hans vers og tekster er den tænksomme og sproglige originalitet. Hverdagens detaljer, der åbner op for erkendelser.

Jeg har personligt en tidlig erindring om Halfdan, der for mig rummer essensen af Halfdans sind og dilemma. Vi kørte sammen i tog gennem Jugoslavien på vej til Athen. Sammen med Ivan Malinovski skulle Halfdan skrive en bog om diktaturet og undertrykkelsen under oberststyret. Det var i 1962. Halfdan kikkede ud af togvinduet og sagde: ”Hvem der nu gik i sin have derhjemme og slog græs…”

gregersDH.dk