Julie Steincke, Flemming Krøll og Vicki Berlin i Nykøbing F Revyen 2015 (tegning: Claus Seidel)

DET KØRER

Årets Nykøbing F Revyen 2015 bæres af lykken ved et 25 års jubilæum. Den er både smittende livsglad, nostalgisk og fuld af skøre ideer.

Iscenesætter: Flemming Krøll. Instruktør: Susanne Breuning. Scenograf: Anders D. Jensen. Kapelmester: Mickey Pless.  Medvirkende: Jeanne Boel, Vicki Berlin, Julie Steincke, Rasmus Krogsgaard, Michael Hasselflug og Flemming Krøll.

Nykøbing F Revyen 2015 spiller hele sommeren.

*****

JA. Det kører. Præcis som en Nykøbing F Revy skal. En revy, der både er lokal og med vingerne slået ud til, hvad der er aktuelt lige nu land og riger rundt.
Og så kører den specielt i år på, at det er 25 år siden Flemming Krøll tog fat om revyen og placerede sig midtvejs på scenen, slog ud med armene og sagde velkommen med den pondus, der har givet ham en slags ejendomsret til herligheden – med den selvfølgelighed, som er nogle mennesker forundt, hvis de har talentet til at præge og forme, hvad der sker omkring dem.
Det får en særlig tand, når han selv vender og drejer et par af de figurer, han har dyrket i perioder, snupper dem igen, minder os om dem – hans gribende fremmedarbejder Achmed eller Henning, kræmmeren fra Nr. Alslev, der er god for salg af slogans til enhver lejlighed, festarrangøren, der ’ordner alt fra pindemad til kinddans’. Figurer, der ved premieren i aftes blev genopfrisket, så ikke mange øjne holdt vand.
Revyen har fået ny kapelmester, hans navn er Mickey Pless, og det strømmer flydende fra ham med musik til det ene og det andet. Også en ny scenograf, Anders Jensen – vi befinder os som i en vældig islagkage med knasende søjler, der kan flytte sig med drejeskiven og stadig skabe nye rum. Flot nok.

PARODIER

Men afgørende er teksterne og skuespillernes talent til at få dem til at gro, og de behøver ikke være høj-litterære, for at ramme plet. Revyens herrer har f.eks. et helt koreografisk festnummer om tre fyre, der døjer med prostata og kæmper ved tissekummerne under den stimulerende festsang: ’Ok-da-da-prosta-cha-cha’. Latteren havde lige så svært ved at forstumme, som fyrenes trængsler.
Litterært bliver det så på en anden facon, da Jeanne Boel og Michael Hasselflug (der står Flemming i programmet!) tage sig af en Vase & Fuglsang-idé i første del af revyen med titlen ’9.50 Nuancer’. Hun med højtlæsning fra sex-emmende ’Fifty Shades of Grey’, han med citater fra et Silvan-katalog, de to produkter sammensat itankererfulde citat-konstellationer.
Originale bidrag – ligesom Vicki med sin enetale som et pigebarn, der lige er smuttet fra lillebroren barnedåb og sidder og brænder alle tænkelige misforståelser om liv og død af i strømme af sproglige fejlskud.
Politiker-parodier er uundgåelige – vi får Julie Steincke som Helle Thorning i en Carl-Erik Sørensen-monolog, der udleverer jargon og nemme klicheer. Julie Steincke scorer på flot ydre lighed og flot sang, men befinder sig til gengæld milevidt fra den selvsmagende, glatte og ironiske stil, teksten og virkelighedens Helle Thorning lægger op til. Julie Steincke udfolder sig med det, hun er så god til: Et musical shownummer som var vi midt i ’Evita’.

UDLEVERINGER

Så kommer Jeanne Boel anderledes tæt på Inger Støjberg i ’Skærebrænderen’, der kan ’få en bordbøn til at lyde som en skiddeballe’, eller som Jeanne synger: Bare spørg Inger/papegøjen uden vinger’.

En sikker udlevering. Lige så sikker som den, Michael Hasselflug præsterer med sin Prins Henrik-monolog (Ingen revyer i år lader vist Henrik i fred!). Konge af Danmark har prinsen sandelig fået lov at blive! I de danske revyer i hvert fald. Hasselflugs udgave er præcis og morsom.
Hele holdet får et langt, pudsigt og hæsblæsende kostumenummer ud af Vase & Fuglsangs ’Absolut statsmænd’, hvor den ene efter den anden internationale koryfæ præsenterer sig med dansk pop, Fidel Castro som Kim Larsen, den græske statsminister Tsipras som Thomas Helmig etc.
Helt absurd, når der nu skulle parodieres, udfoldede Rasmus Krogsgaard sig som den sygeligt afhængige revymaniker, der får det ene anfald efter det andet og bliver helt ustyrlig, når han griber fat i at parodiere, hvem der lige faldt ham ind: Jørgen Leth, Anders Fogh, Poul Dissing, Ulf Pilgaard – han kan den alle sammen og er god til det.
Som det vil forstås: Vi er i mange hjørner, typiske revyhjørner, mange forventelige og sandelig også flere overraskende. Lystigheden var stor i salen i aftes.
’Tak fordi I kom… Tak fordi I blev’ lød slutsangen indsmigrende. Selv tak. Også til Susanne Breuning, der som instruktør får det hele til at funkle og glide. Fødsler er den type forestillinger er næppe gnidningsløse – ’Der har skam været mange meningsdannelser undervejs’ som Krøll sagde det diplomatisk ved fremkaldelsen.

gregersDH.dk