Rolf Heim dukkefører Shostakovitch i 7. symfoni. (Foto: Miklos Szabo)HVAD TONERNE
FORTÆLLER
Shostakovitch’ 7. symfoni er knyttet til Leningrads grusomme belejring, men fortæller også sin egen musikalske historie. På Bådteatret kaster Rolf Heim symfonien på scenen som en art filmmusik. Resultatet er imponerende, men diskutabelt.
Musik: Shostakovitch’ 7. symfoni. Instruktion: Rolf Heim. Dukkemager: Rolf Søborg Hansen. Medvirkende: Anya Sass, Ida Drey, Pernille Nedergaard Haugesen og Rolf Søborg Hansen.
’Jernring’ spiller på Bådteatret i Nyhavn indtil 9. maj.
***
MAN klør sig i nakken et øjeblik. Hvad handler det her om? Hvordan skruer vi øjne og øren på plads:
Shostakovitch’s 7. symfoni dundrer os i møde – hvad skal vi opleve her på Bådteatret?
Symfonien som underlæg eller overlæg? En slags kolorit til Rolf Heims forførende dukketeater? Teatralsk filmmusik? Eller symfonien i sin fulde over en times varighed, distraheret og ført på afveje af et spillende, visuelt teater, oven i købet i en genre, der på det nemmeste og tit bevidst spiller sjov og pudsig aktion ud mod os?
7. symfoni, altså den såkaldte ’Leningrad-symfoni’, berømmet for at hænge uløseligt sammen med tyskernes morderiske bombardement og udsultning af Leningrad gennem to år fra 1941 til 1943.
En sær opgave i dukketeatergenren, men Rolf og hans folk håndterer den med omhu og det særlige greb, der gør dukkeførerne til synlige medaktører og dukkerne til virtuost levendegjorte personer.
Symfonien er – lige siden den blev færdig i 1942, fuldført under belejringen, men udsmuglet og uropført andetsteds – blevet vendt og drejet: Er det programmusik, altså musik, der forstiller og associerer til noget andet end sine egne toner og rytmer?
Skal vi altså se det hele krigshelvede for os, mens vi lytter? Eller skal vi bande og lukke øjnene og høre hele pibetøjet som abstrakt symfonisk musik?
ET VALG
Det er et valg. Og derfor klør vi os i nakken lige i starten og lader først tonerne fortælle i deres eget sprog.
Men dernede på scenen ser vi en spøgelsesagtig, grå Shostakovitch tørre en stor lakplade af for støv – støv fra bombesmadrede huse om ørerne på ham – sætte den på den oldnordiske pladespiller – der har åbenbart været strøm i ledningerne den dag – og symfonien brager løs, da han får nålen på plads i rillen, og de trætte arme løftet til at dirigere.
Og jo, det lykkes på sær vis. Symfonien har næppe et program, er næppe en konkret fortælling, selvom den – alle dage – er gjort til en dramatisk krigsberetning – slagtøj og trommer, der fortæller om kanontorden og bombebrag, og lyriske passager, der skildrer sorg, armod, sult og død. Sjostakovitch hverken dementerede eller bekræftede.
Men vi hænger på den. Og gør det også, som den detaljerede dukkefortælling skrider frem med døende gamle og unge, jagten på byens rotter, der var føde i nødens stund, brød, der sjakres på den sorte børs eller stjæles lige op af babyens barnevogn.
Flammer og bombefly over himlen etc. Stalin hængt ud med sit store hoved først som frelser, så som forbryder, Hitlers grimme fjæs som trussel – så meget dukker op og bringer os på småkomiske afveje, mens Shostakovitch-symfonien går sin dramatiske gang som både sin egen herre efter egne love, men alligevel med vores indarbejdede associationer som ledetråd.
Sandelig også som enerverende uhyggelig lydmaleri til de forfærdende sult-skildringer af udtærede mennesker i den betrængte by.
Det er en mærkelig oplevelse. Jeg er ikke sikker på, at jeg bryder mig voldsomt om den. Men forestillingen er på sine præmisser dygtigt gennemført.
gregersDH.dk