Mikkel Reenberg og Kristine Elmedal i ‘Intet’ på Teater-V (Tegn.: Claus Seidel)

FRA TOPPEN AF

BLOMMETRÆET

’Intet’ er absurd ungdomsdrama om tilværelsens mening  eller meningsløshed.

’Intet’ baseret på roman af Janne Teller, dramatiseret og instrueret
af Pelle Koppel. Scenografi: Claus Helbo. Medvirkende: Kristine
Elmedal og Mikkel Reenberg.

’Intet’ spiller på Teater V indtil 17. april

***

DET begynder uskyldigt. En dreng i 7. klasse fyrer i en time af, at ”intet betyder noget. Alt er uden mening.” Så går han, smækker med døren og kravler op i et blommetræ, hvor han sætter sig til at skælde ud på de andre i klassen.
Frisk sagt af en 12-årig, og han formår at holde fast, selvom han hverken er nogen Kierkegaard eller Villy Sørensen, der kan uddybe udsagnet. Men han mener, hvad han siger, og kammeraterne forstår, at han ikke bare er sur over en dårlig karakter eller, at hans mor har givet ham ost i stedet for pølse på skolemaden.
De tager ham bogstaveligt, og det er pointen i stykket, der bygger på en roman af Janne Teller: Hvis han virkelig mener, at ingen ting har betydning her i livet, så skal de vise ham noget andet. Der er meget, der betyder noget for dem.
Hver eneste i klassen stiller med noget, der kan vise Per Anton – det hedder han – hvad det vil sige, at der er noget, der betyder noget for dem. Men forfatteren og Pelle Koppel, der har dramatiseret romanen, banker hurtigt historien derhen, hvor det ikke er børnene selv, der vælger, hvad de vil stille som dokumentation for væsentlighed. Hver af kammeraterne skal udpege en andens kæledyr eller yndlingsbesiddelse.

OFFERGAVEN

Så går det stærkt.
De begynder med en stak tegneseriehæfter, men så vokser kravene og stiger til de mest ondskabsfulde uhyrligheder, en af pigerne skal afgive sin dyd til en kammeret, en anden have hugget sin pegefinger af – han er klassens inkarnerede guitarspiller – en tredje tvinges til at grave kisten med sin afdøde lillebror op.
Og dér ligger så til sidst hele offergaven i en dynge. Til politiets efterforskning, til Per Antons foragtelige afvisning, til et internationalt museums jublende interesse – for er dyngen måske kunst a la Piero Manzonis lort på dåse?
Endelig til massemediernes rablende omklamring af børnenes handlinger.

SÆRE HISTORIER

Historien har alt muligt makabert krudt, den er næppe skrevet uden Villy Sørensens ’Sære historier’ i baghovedet, og den kan givetvis på sin brutale facon, sætte en del tanker i gang hos andre skolebørn – den er tænkt som en ungdomsforestilling. Som fabel eller lignelse er den særdeles højtråbende, håndfast konstrueret og en smule fortænkt.
Pelle Koppel har gjort det rigtigste, man nok kan gøre med den:  Spille den i et susende up tempo, uden for meget dvælen ved detaljerne. Egentlig kunne uhyrlighederne samtidig være afleveret med endnu køligere distance til replikkernes indhold af de to skrappe medvirkende, Kristine Elmedal og Mikkel Reenberg. Og lag på lag-handlingen og de løftede moralske pegefingre mod slutningen være skåret lidt ned.
Absurd teater har sin force i knaphed.

gregersDH.dk