Bent Clausen, Bebe Risenfors, Andrea Vagn Jensen, Thomas Bang og Henrik Noël Olesen i ‘Bums!’ på Husets Teater. (Foto: Henrik Ohsten Rasmussen)
ET STED AT GÅ HEN
Flasken, luderen, rendestenen, længslen og musikken. ’Bums’ er Peter Asmussens lille sørgmodige teaterdigt på Husets Teater.
****
‘THERE ought to be a place to go’ – Charles Bukowskis sørgmodige sang – ’Der burde være et sted at gå hen’, d.v.s. når alt er ad helvede til. Det er sangen, der slutter stykket ’Bums’ på Husets Teater.
Henrik Noel Olesen synger den med nøgtern tyngde. Vibrafon og bas pakker sangen ind i blød ro. Thomas Bang er vandret ud af en dør i dekorationen, ud i virkelighedens mørke nat, hvor sneen er sat til at dale. Ekspederet ud af Olesen, der er portieren på det lumre hotel, der er hjemstedet for en slags handling i stykket.
’Et sted at gå hen’? Sådan ét er der bare ikke, hvis man forventer frelse, lykke, varmt wienerbrød, blide kvinder og fred. Sådan som den omflakkende hotelgæst Thomas Bang taler om et sted i stykket: ’Jeg vil gerne være et pænt menneske. Det lykkes bare aldrig.’
LABYRINTISK
’Bums’ er en undergangs-messe – formet som en labyrintisk kredsen omkring denne hotelgæst og hans møder med spejlbilleder af den taber, han selv er. Han kommer ind ad døren i hotellet, der er bestykket med sin sørgmodige, kryptiske portier, en ensom luder og så de to musikere. Han køres om hjørner med af hvem og hvad som helst, vi snor os videre med ham i hans blanding af fantasier om kvinder, møder med galninger af alle arter, forsøg på at være bonkammerat, med-på-den, flink og makker, indtil han bryder sammen i almindelig håbløshed som – hvorfor ikke? – fræsende rocksanger med Bebe Risenfors ’Who’s that bum’. Og kyles ud af hotellet.
En blanding af drøm og virkelighed, sort humor og groteske optrin, sammenkoblinger af små handlingsforløb, der kun bindes sammen i tilfældige associationer.
ØMT
Som forløb har det en smuk og stadig overraskende tone af sørgmodig konstatering af undergang, idioti, håbløshed og tilløb til at gribe fat om små glade halmstrå. Andrea Vagn Jensen er både luder, posekone og forvildet brud – som naturligvis må bryde ud i sin version af Christian Winthers ’Hun er sød, hun er blød’ til Otto Mortensens liflige melodi, ende som stiknarkoman og springe i afgrunden. Henrik Noel Olesen er portier, krigsveteran, matematisk galning og voldelig ægtemand m.m. For ikke at tale om balletstjerne i tutu. Ømt.
SORT KONCERT
Det er Peter Asmussen, der har flettet denne lyriske og trist forelskede vandring gennem håbløshedens kulisser og nederlagenes vemodige desperation. En sang til trøst, formuleret musikalsk og kønt af de to musikere Bebe Risenfors og Bent Clausen på diverse overraskende instrumenter. Og bragt i scenisk rytme af instruktørerne Egill Palsson og Simon K. Borberg. Metoden er overraskelserne, desorienteringen, råheder skiftende med blid poesi.
En sort, scenisk koncert. En dansk Tom Waits. Dansk, fordi typerne er så venlige. Trods tonen.
