Rikke Bilde og Tilde Maja Frederiksen i ‘Tove! Tove! Tove!’ (foto: Natascha Thiara Rydvald)

AT SKRIVE

ER AT

UDLEVERE

SIG SELV

Et kærligt, men også sørgmodigt billede af digteren Tove Ditlevsen i hendes kampe med sig selv og omverdenen. Levende skildret af gruppen Sort Samvittighed i musik og et væld af citater.

Tekster: Tove Ditlevsen. Scenografi: Ida Marie Ellekilde. Musik: Jeanett Albeck. Medvirkende: Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Tilde Maja Frederiksen, Signe Egholm Olsen og Laila Vestgaard

Spiller på Lille Scene i Skuespilhuset indtil 9. marts. Så turné indtil 18. april og derefter tilbage i Skuespilhuset indtil 23. maj.

*****

DE kalder sig ’Sort Samvittighed’. Tove Ditlevsen kunne have sat de to ord sammen. Men det er vist ikke hende, kunstnerkollektivet Sort Samvittighed har lånt navnet hos.
Men det er hende, deres nye forestilling ’Tove! Tove! Tove!’ handler om.
Tove Ditlevsen, den samvittigheds-plagede, men også samvittigheds-affejende digter.
Vi møder hende i forestillingen i al hendes forkludrede jagt på at finde sig selv, genopdage barnet i sig selv, bekræfte eller gendrive alverdens misforståelser, dem, andre har om hende, dem hun har om sig selv. Udlevere sig selv – det, der netop er kernen i hende som digter og som menneske – er der et skel? Nej, siger hun selv: ’At skrive er at udlevere sig selv… Man kan kamuflere, men det er altid sig selv, men skriver om.’

KLUDETÆPPE

Det er det, vi oplever i Sort Samvittigheds stykke.
De er fem kvindelige skuespillere på scenen, de er kostumeret og sminket ens, deres parykker er digterens lange lyse hår. De er alle Tove Ditlevsen.
Fra vugge til grav? På en måde og på en måde ikke. Forestillingen er en samling af citater, et helt kludetæppe af greb i digte, erindringer, læserbreve, alle mulige stumper af Tove Ditlevsens liv og gerning, formuleret af hende selv. Men alligevel tilrettelagt sådan af instruktøren Elise Kragerup, at vi uundgåeligt følger digterens turbulente livsforløb – fra det første voldsomme ryk ud i erkendelsen af, hvem man er:
Desorienteringen, skuffelsen, omstyrtningen af verdens tryghed, da hun og moderen står overfor inspektøren i Enghavevejens Skole og glade og stolte fortæller, at hun allerede inden 1. klasse har lært sig selv at læse og skrive, og inspektøren afvisende svarer: ’Det har vi vores egen måde at lære børnene på’.
Derfra og gennem hendes kampe for at finde meningen med ægteskabet.
Fire blev det til, det ene mere fortvivlende end det andet, alle ægteskaberne afspejlet på skrift i hende egne halsløse og håbløse forsøg på finde de brugbare punkter i at have mand og barn, mænd og børn, levet et liv som andre ’normale’ mennesker. Men stadig nå til den konklusion, at intet havde endelige, for ikke at sige lykkelige løsninger.
Ustandselig delinger. Du får halvdelen af lejligheden, halvdelen af alt, også det halve pund smør.
Gennem ægteskaberne og med endepunkt i de fortvivlende breve, hun skrev til den sidste, Victor Andreasen, kort før sit selvmord, et afklaret selvmord i 1976.

SØMMET TIL VÆGGEN

De fem skuespillere Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Tilde Maja Frederiksen,  Signe Egholm Olsen og Leila Vestgaard er på skift og i kor i mange hjørner af digte og tekster, de kan tage masker på og agere børn, de kan føde, blive gift og dermed sømmet til væggen, de kan gengive citater fra Tove Ditlevsens ugeblads-brevkasse, både dem, hun faktisk skrev og dem, hun kunne have skrevet, hvis den sataniske lyst til at slå til havde grebet hende.
De fem gør det alt sammen med ironi, kærlighed, indforståelse og så med en masse musik. Det er gruppens styrke, at de ud over at synge også spiller på lidt af hvert, trompet, guitar, keyboard, slagtøj. Nøjagtig som vi så og hørte dem for nogle år siden i Anne Linnet-kabaret’en ’Hvid magi’.
I Skuespilhuset får vi til allersidst strejf af Anne Linnets Ditlevsen-sange fra Barndommens Gade’. Det er ellers Jeanett Albeck, der har komponeret løs til ’Tove! Tove! Tove!’.
Scenografen Ida Marie Ellekilde har skabt gemmelege fra situation til situation med en stribe forhæng, en nem og populær løsning åbenbart pt: Lige set i ’Leonardo’ på Asterion Huset og i Händels ’Alcina’ på Operaen.

gregersDH.dk