Nicole Heaston, Itziar Lesaka og Marius Roth Christensen i ‘Alcina’ (Tegning: Claus Seidel.

KÆRLIGHEDENS

TURBULENS

Et gyngende og syngende svaj af kærlighedens pjank og galskab – henlagt til en fjern ø med en kæmpe-vagina som en troldkvindes huleagtige tilholdssted.

Händel: ’Alcina’ Dirigent: Lars Ulrik Mortensen. Iscenesættelse: Francisco Negrin. Scenografi: Louis Désiré. Sangere bl.a.: Nicole Heaston, Itziar Lesaka, Ruxandra Donose, Woytek Gierlak, Anke Briegel, Marius Roth Christensen, Jakob Christian Zethner og  Hyon Lee.

’Alcina’ spiller på Operaen indtil 14. marts. I alt otte opførelser.

******

DE synger og synger, så man er ved at dåne, og det er selvfølgelig det halve af fornøjelsen. Lad os i hvert fald lige fastslå dét. Og det er der ikke noget mærkelig ved, for det er opera.
Men de synger og synger med en virtuositet, som var de cirkusartister i trapezer. Heller ikke det er så sært, for det kræver en komponist som Händel.
Udfordringerne er nærmest grænseløse i højde og dybde, i turnering af koloraturer, i – og så kommer vi til det interessante – i måden at bruge stemmen på til at udtrykke alle tænkelige, menneskelige reaktioner, følelser, vrede, spot, henrykkelse, irritation, hvad som helst.
Det kræver sin sanger at stå model til det.
Og det opfyldes i ’Alcina’ på Operaen, sådan som vi oplevede det på premieren denne aften. Men kan så lige kikke i rollelisten og konstatere, at sangerbesætningen ikke rummer et dansk navn, ikke i hovedrollerne.
Vild er forventningen ellers, for to danske navne står i toppen: Inger Dam Jensen i titelrollen og Tuva Semmingsen i den lige så omfattende anden hovedrolle. Men begge har meldt sygdoms-pas, en ond skæbne, lige så ond og uberegnelig som mange af de sære begivenheder i operaen.
Erstatningerne viser sig at være fremragende: Den amerikansk, Chicago-fødte sopran Nicole Heaston som Alcina, og den spanske mezzo Itziar Lesaka som Ruggiero. Vi erkender endnu engang, hvordan Den Kgl. Opera er blevet et led i en global udveksling af kunstnere – opsætningen her af ’Alcina’ er en samproduktion med Den Norske Opera, vi er på europæisk operaplan inde i en art velfungerende Schengen-aftale, hvis vi må bruge det udtryk. Mangler der en sanger, tager man telefonen.

DEN TREDJE URKRAFT

Det eksplosive sangerhalløj er så én ting – og vi er i den henseende rimeligt godt vant med Händel-opførelser på Det kgl. – Kasper Holten stod i sine år som chef på Operaen for at igangsætte en enestående lille samling af Händel-opførelse. Vi kender mulighederne, kraven, stilen, og vi har før hørt og set ’Alcina’-iscenesætteren Francisco Negrins andre milepæle af Händel-opførelser: ’Julius Cæsar’ og ’Partenope’.
Og så er vi ved den tredje urkraft i det, vi oplevede i aftes: Lars Ulrik Mortensens ledelse i graven af hele historien i spidsen for Concerto Copenhagen.
Hvad er det, han tilfører en operaforestilling? Nu igen det, som vi også oplevede i sommer under Copenhagen Opera Festival med Vivaldis ’Ottone’ på Teater Republique: en i egentlig forstand rytmisk operaopførelse, der får hver drejning og vending til at føles som en fysisk oplevelse. Arier og ensembler, hvor orkester og sangere bliver som organismer, der er i ro eller flugt, men altid i fysisk bevægelse, der gør, at en tre- eller firdelt taktart bliver dansende musik. Urkræfter af levende blodomløb, der forplanter sig til handling på scenen, til spil og modspil, fortryllende eller vittig kontakt mellem spillerne,  situationer, hvor du mærker åndedræt og en kropslighed, der har ekstremt nærvær.

KRIBLEN

Kan vi forlange andet og mere i en operahandling, der drejer sig om kærligheden og seksualitetens kriblen i personerne? OM konflikter, om sving og omsving i hver enkelt af de medvirkende, alle disse mærkværdige skikkelser – hekse, helte, skibbrudne, flygtninge, væsener på en mytisk og mystisk ø, hvor nogle omdannes til dyr, fordi de ikke lever op til overheksen Alcinas glubende krav, og hvor kærligheden og lysterne håndteres i forklædninger, med bedrag, jalousi og genforeninger som løbende impulser?
Vel næppe.
Hvad handler så meget teater om rundt om os? På Østre Gasværk Teater gælder ’Venus in Fur’ en sadomasochistisk strigle, der fanger en mand under sin pisk. På Teater Asterion Hus afdækkes historien om Leonardo da Vincis anatomiske tegninger i magiske slør og væv, der – ligesom i Negrins ’Alcina’-rammer barokkens sceniske forvandlinger med perfekt raffinement.

TRYLLEVERDEN

I ’Alcina’s trylleverden indsvøbes de eventyrlige scener i store blå slørskift, der hele tiden fastholder en central scenebaggrund, der er klippeøens centrum, en vældig klippeformet vagina. Anvendelig ved næste opførelse af ’Tannhäuser’, hvis man skulle have brug for et nyt Venusbjerg til 1. akt.
Sporene af barokoperaen – med aner baglæns til noget så dramatisk som ’Orlando Furioso’, det dramatiske middelalderepos, som væltede Falkoner Centret engang i 60’erne – sporene huserer også i dansk teater. Med livgivende kraft.
Hvad ’Alcina’ i øvrigt handler om? Læs Dem til det i operaførerne og i programmet. En intrigant, besynderlig og eventyragtig historie med labyrintiske fortryllelser, men først og fremmest om mennesker og væsener, der griber efter kærlighedens løsninger i muntre og gravalvorlige slagsmål. Kærlighedens turbulens.
Stof til en hel afhandling af en eller anden parforholds-psykolog, som oplever, at teater og virkelighed kan falde i hak.

gregersDH.dk