Christian Berg og Maria Lucia i ‘The Last Fire Years’ (Foto: Det Ny Teater)

MODIGT

OG

KRINGLET

’The Last Fire Years’ er en minimusical, sært skruet sammen og dygtigt sunget og spillet af Maria Lucia og Kristian Berg på Det Ny Teaters kælderscene.

Jason Robert Brown: The Last Five Years. Instruktion: Mads M. Nielsen. Medvirkende: Maria Lucia og Kristian Berg. Pianist: Mikkel Gomard.

’The Last Fire Years’ spiller på Ny Teaters ’Sceneriet’ hele denne uge indtil lørdag 14.2.

****

FLOT og modigt. Det er de ord, der falder os ind.
Det er flot og modigt af Maria Lucia (Heiberg Rosenberg) og hendes makker Christian Berg at kaste sig for løverne i en mini-musical som ’The Las Five Years’.
Nøgen scene. Orkester erstattet af en ensom pianist.
Ikke noget til at støtte historiens billeder og illusioner: En flad scene med en stol i hver ende til at få pusten.
Og vi kan nok så meget snakke om klaveret som et helt orkester mellem fingrene på den rigtige pianist – og sådan én er der sandelig i skikkelse af den skrappe og velspillende Mikkel Gomard – men vi slipper alligevel aldrig helt fornemmelsen af at være i prøvelokalet under en godt fungerende prøve, når vi sidder dér i det farverige kælderlokale på Det Ny Teater, kaldet ’Sceneriet’.
Vi kommer heller ikke uden om, at den historie, der fortælles i ’The Last Fire Years’ har sit problem. Det er en historie om en håbefuld ung syngepige og en lige så håbefuld ung forfatter, der mødes, forelsker sig, gifter sig og lever et kaotisk ud-og-ind-samliv gennem fem år. Hendes karriere humper, hans stryger af sted.

KREBSGANG

Men historien fortælles på kringlet vis. Han beretter fra start til slut. Hun beretter fra slut til start. Det lyder måske fikst. Men det bliver noget kluns. For vi er så smalsporet indrettet, at vi lytter efter sammenhæng og kontinuerligt forløb.
Et enkelt flash back eller to undervejs, ok. Men ikke krebsgang over for fremmarch i ét væk. Det kan vi overlade til valutahandliere. Eller tolvtonekomponister.
Så vi får mest ud af at høre de to i en løs kæde af numre, og ikke bruge kræfter på spekulationer om, hvorfor og hvornår det nu går ad helvede til for hende og godt for ham. Det gør det bare.
Musikken er en godt sammenskruet blanding af tonesat parlando og større solonumre – ingen talte replikker – i en velkendt musicalstil, der sætter de to sangere på mobilisering af deres professionelle udtrykskraft og sikre teknik. To numre er bemærkelsesværdige: Christian Berg har et spøjst eventyr om en jødisk skrædder, der i en fjern fortid får sat sin tålmod på prøve. Og Maria Lucia har en løssluppen beretning om det vilde liv i Ohio.
Vokalt er vi på sikker grund med Christian Berg og Maria Lucia. De har forbilledlig tekstbehandling og behersker den særlige musical-syngemåde, der har vokal udtrykskraft øverst på listen og banal klangskønhed på andenpladsen. Vi får den teknik i overstrømmende format i disse år også fra Fredericia Skolen, men både Maria Lucia og Christian Berg har årelang erfaring fra hovedroller på Det Ny Teater.
Det er ikke for meget sagt, at de er knalddygtige. Det er en krævende forestilling, som de instrueret af Mads M. Nielsen afleverer på Sceneriet. Som sagt: Et flot og modigt projekt.

gregersDH.dk