Karsten Jansfort, Flemming Krøll og Pernille Schrøder i Nykøbing F Revyen (Tegning: Claus Seidel)

VAGTAFLØSNING TIL DAISY

Der er styrker og svagheder i årets Nykøbing F. Revy. Kongehuset står utrættelig for skud – de kongelige får aldrig nok. Og vi får aldrig nok.

****

ÅRETS Nykøbing F Revy har kvaliteter. Og svagheder.
Det næsten morderiske, evige traume omkring alle revyer handler om teksterne – er de nu gode nok? Kan de levere spillerne nogle drønende pointer, der kan få os op i latter-gyngerne?
Men lad det nu ligge et øjeblik. Det skal ikke være et repetitionskursus af den art, vi altid stikker revyerne i næsen: At de gentager sig selv.
Der skal jo så meget andet til.
I Nykøbing F. f.eks. et par egenskaber, der giver revyen nogle særlige muligheder. Holdet først: Der er valgt to stærke, rå damer, der ligger så tæt på hinanden i type, at det kan bruges til noget. Ikke bare at Jeanne Boel kan levere årets kanon-fedtsuger, oppumpet til ukendelighed. Og at Pernille Schrøder kan danse flamenco med Erling Krøll som kvindelig partner, så vi vedtager at droppe årets Spaniens-rejse.
Men de to kan især levere visuel grafik, da de med fuld korpus er striptease-dansere omkring Flemming Krøll som domptør.

FIN FACON
 
PÅ samme måde er der fin facon på hele holdet, når det er på scenen samlet. I ind- og udgang og andre numre undervejs. Karsten Jansfort og Tom Jensen har samme sympatiske elegance. De er ikke valgt som fysiske modsætninger. Nærmest modsat. Og Fl. Krøll er hver gang kolossen fra Rhodos i midten.
Holdet kan meget samlet – ikke mindst i kombination med Morten Wedendahl, der er kapelmesteren. De kan få tingene til at swinge musikalsk.
Ligegyldigt om vi skal have italiensk pop i et nummer som ’Bekendelse’, der måske ikke er årets mest overraskende version af, hvad der rumler under de katolske præsteskørter, men som styrkes herligt af Tom Jensens gode sangstemme.
Eller vi rulles gennem et potpourri af kendte highlights, lige fra ’Admiralens vise’ til ’Din mund siger ja’ i først afdelings store nummer om nedskæringerne i hospitalssektoren. En sketch, der i en hidsig længde pumpes fuld af stakåndet energi, men egentlig først løfter sig, da privathospitalernes dandy-overlæge Tom Jensen sejler fedtet og ulækker ind og prøver at købe de lattervækkende, offentligt ansatte, der render rundt med en syg drøm om at have et samfundsansvar.
Ligesom katolik-slimet i skriftestolene er også hospitalsemnet ramt skarpere og sjovere andre steder.

NYE ROYALE DRÅBER

Men – når nu vi alligevel er ved teksterne – så ok: Det kan godt være, at grin med dronningen er ha-ha-afprøvet indtil det bevidstløse, og også så taknemmeligt et emne, at nogen burde skamme sig – men se, om ikke der fortsat kan tappes ubetalelige dråber ud af familien på Amalienborg!
Carl Erik Sørensen har allerede i Cirkusrevyen hentet årgangs-vin ud af dronningens fødselsdag, da han lader Ulf Pilgaard tumle småberuset rundt i salonerne og kikke på gaver. I Nykøbing ekspederer Vase & Fuglsang Karsten Jansfort af sted i kronprins-brandert med godnat-hilsener til fødselaren.
Der er endelig vagtafløsning til Daisy.
Nummeret hedder ’Så i røgen’, og det er både en håndsrækning fra knægten til at supplere hilsenerne til søens folk og grønlænderne med lidt islandsk vulkan-os. Eller hente tryllehjælp hos Rune Clan, der jo kan få så meget til at forsvinde, inklusive Rigmor Zobel. Og så har Frederik et tilbud til mor om at male fodpanelerne i det nye palæ, når hun nu alligevel holder så meget af at sjaske rundt med penslerne. I nattetimen trækker han sig så vaklende tilbage – ’det var der måske en, der kunne lære noget af…’ Som han slutter.

MO’A!

Eller slutter? I 2. afdeling dukker Jansfort gud bedre det op igen som kronprinsen, endnu mere stiv af syre, for at etablere fællessang med publikum på den gamle Svend Gylmark-melodi: ’Det må jeg ikke for Mo’a’  – ’Jeg vil ha’ lov at holde en masse nytårstaler, hvor jeg snakker sort  – men det må jeg ikke for mo’a!’
Carl-Erik Sørensen er åbenbart blevet så bly og genert over at skrive det halve af de gode tekster til samtlige revyer i år, at han kryber i skjul under navnet Leo Weiss i dét nummer. Eller har han måske hørt, at Ordenskapitlet er ved at indemure planerne om et ridderkors til ham i fangehullet under Amalienborg?

LANGE I SNOTTET

Men så altså teksterne i øvrigt, hvoraf mange er alt for lange i snottet:
Stakkels Pernille Schrøder skal bruge sit verbale krudt og humør på en rigtig sløj Vase/Fuglsang-monolog, hvor hun som Anders Lund Madsen er sat til at kommentere klimatopmødet. 100 procent for langt. D.v.s. lige til at fjerne. Andre numre trænger til at hak: Sørensens historie om ægteparret, der vil skide på den globale opvarmning – de har bare købt sig et par ordentlige waders, og det skal nok gå alt sammen – men nummeret flytter sig ikke.
Det gør derimod Flemming Jensens ’Tøsefrokost’, hvor Jeanne Boel afleverer en gebrækkelig lang bestilling på smørrebrød, en bestilling der går i totalkoks over for Tom Jensens stoiske bartender – nummeret er en ny version af ’Der sidder tre mænd på en tømmerflåde’. Men det holder godt vand.
Og der er enkel slagkraft i Joy Maria Frederiksens instruktion her som mange andre steder i revyen.  

FREMMEDE FOLKESLAG

Selvfølgelig er vi ind imellem i det ekstremt falsterske, hvor man som tilrejsende fra det høje nord – så ukendt med det eksotiske tungemål som en dansk fodboldspiller i Botswana – lytter målløs til Flemming Krølls rejsefører i Nr. Alslev. Og hans faste showmaster ved hammondorglet.
Men det stimulerer i hvert fald nysgerrigheden efter at møde fremmede folkeslag.

GregersDH.dk  

Asger Reher, Anders Birchow og Thmas Mørk i ‘Tre små mænd. (Foto: Tivoli]

FRA KOPI-MASKINEN

’Tre små mænd’ i Tivolis Glassalen er en temmelig flad størrelse.

***

’Noget, vi ikke har hørt ført’…
Sådan i den retning lyder proklamationen i indledningsnummeret hos de ’Tre små mænd’.
Ikke hørt før. Det er, som man tager det. De tre – Asger Reher, Thomas Mørk og Anders Birchow – har proppet deres forestilling i Tivolis Glassalen med genhør.
Så meget genhør, at alene dét bliver en pointe, som får os til at trække på smilebåndet over kopi-maskineriet.
Hvad enten det er Asger Reher, der har kalkeret Leif Maiboms Thorleif-skikkelse fra Sønderborg Revyen. Helt ind til det krøllede kropssprog, den generte og kejtede bondesnuhed, stemmeføringen. Her et fjollehovedet på vildmandskursus i skoven.
Eller det er Thomas Mørk, som forgæves prøver at hamle op med Søren Østergaard vanvidsstil uden at nå Østergaard til knæene. Man tænker sig, hvad Østergaard ville få ud af at lade to bægre yougurt olympiade-konkurrere! Sindssyg idé? Netop. Og ok. Men Mørk har på 10 sekunder præsenteret idéen, derefter trækker han os igennem et forløb så langt, at han forbrænder kalorier nok til at varme hele den indre by op. Uden at nummeret flytter sig. Endsige kulminerer i en pointe. Stakkels Mørk. Tag det nummer ud. 

MIT NAVN ER LEONARD COHEN

Tre mænd, der tisser bag en skærm og holder den for hinanden, når der skal tændes en smøg eller tales i mobil? Nummeret er efterhånden en flad griner, der vel ikke engang kan tænde publikum i forsamlingshuset i Borris efter stegt flæsk, persillesovs og en stak bajere.
O.s.v. 
Vi forsones ind imellem af de tre flinke drenges umiddelbare glæde ved at være på. Især i deres rimeligt musikalske shownumre.
Anders Birchow med kunstigt gebis og bondsk italienercharme skal man ganske vist nok være hans mor for at holde af.
Men i et sjovt potpourri i 2. del får de tre noget ud af at vende bunden i vejret på klassikere: Aquas ’I’m a barbie girl’ sunget i crooner stil, ’Jeg ved en lærkerede’ poppet op til ukendelighed, og en Leonard Cohen-parodi – ’Mit navn er Leonard Cohen/Jeg kan knap nok holde mig våg’n’.
Thomas Mørk kommer heldigvis også igen med en dygtigt udført kending: Klovnen, der i dværgformat danser ballet og mimer alt muligt – hans ben styres skjult af en andens arme, så illusionen fungerer perfekt. Sjovt, om end en tand for langt.

PROFESSIONELT

Som professionel performance er der ikke meget, der kan hamle op med de to hyrede, udenlandske artister Alain og Martyn Chabry – især præsterer damen en stribe omklædninger for (næsten) åbent tæppe, som ekspederer al vores forbløffelse over lyn-omklædningerne i f.eks. Cirkusrevyen langt ind i skabet.
Lige så professionelle som de medvirkende musikere, der ud over godt spil også er engageret til at bringe os i taktfast klappehumør så konstant, at vi griber os selv i automatklapperi.
Altså alt i alt: Et standardshow derudaf. Man får lyst til at sige med de tre små mænds Preben Kaas-afslutningsnummer: ’Oh babe, kom med et bud’.
Et nyt.

GregersDH.dk

Claus Riis Østergaard og Githa Lehrmann i ‘Afmagt’ (Foto: Leif Hansen)

SAMFUNDETS SKYLD?

Odense Teater genopliver makaber retssag med stykket ’Afmagt’

****

En harsk mundfuld! Og du får den proppet ind uden formildende aromaer. Stykket har titlen ’Afmagt’ og spiller i Odense Teaters klunkefoyer på 1.salen, så hårene rejser sig og kun falder til ro, når man i sekunder løfter blikket til Agnes Slot-Møllers milde vægmaleri af Hagbart og Signe.
’Afmagt’ er en retssag. D.v.s. en retssag skåret ind til benet. En times krydsforhør af et ægtepar. Komprimeret dramatisering af en virkelig historie fra Belgien anno 1999, da en far og en mor myrdede deres to børn, og derefter forsøgt selvmord.

UNDER OVERFLADEN

Nogle vil huske de gruopvækkende detaljer. De udmales igen i Lennart Hansens brutale iscenesættelse, formuleret afdæmpet og nedtonet af de medvirkende (Lennart Hansen er selv dommeren, Githa Lehrmann moren og Claus Riis Østergaard faren), men alligevel så både had, vrede, vanvid og hjælpeløshed raser lige under overfladen.
Glimrende gennemført – med dommeren bag os, højt hævet over tilskuerne, og ægtefællerne i hver sin skranke på scenen.
Det er tæt på radioteater. Lennart Hansens sonore baryton rammer os og de medvirkende med næsten sakrale kølleslag. Mens Githa Lehrmann og Riis Østergaard står som saltstøtterne ved synet af Sodomas og Gomarras ødelæggelse. Naglet til skranken, dommerens spørgsmål og egne forsøg på erindring. Små trækninger i ansigtet. Stemmerne, der i glimt skærpes og bryder sammenbidtheden og forsteningen. 

SKYLD

Men kan tvivle lidt om meningen med at bruge denne historie dramatisk.
Det fremgår tydeligt af Lennart Hansens spydige tonefald i spørgsmålene til de to om detaljer i mordene og ægtefællernes fortid og motiver, at der lægges an til en bestemt samfundskritisk vinkel: Denne tragedie er samfundets skyld. Den arrogante dommer eksponerer et klassesyn, der ikke levner samfundets tabere en chance for forståelse. Det er forståelsen, vi skal savne. Som stykkets belgiske forfatter siger i programmet: ’Jeg er interesseret i at finde ud af, hvorfor vi ikke er parate til at lytte til mennesker, der har myrdet deres børn?’  
Dér giver stykket selvfølgelig nogle overvejelser, som, gennem den time stykket varer, får en masse stof fra den form for primitiv argumentation, faren og moren udfolder.
Når dommeren i sine forsøg på at afdække konens mentalitet, spørger hende, om hun stjæler i supermarkedet, svarer hun ja og kaster sig derefter ud i forurettelse over at blive taget i tyveriet. De kan da bare passe bedre på deres varer, mener hun. Og drabene på de to børn motiverer begge med, at ’Alle forældre ønsker det bedste for deres barn!’
Skyld og motiv er diffuse begreber i disse menneskers fortumlede hoveder.
En trist og makaber sag.
Men den har i al sin koncentrerede, statiske opførelse tankevækkende effekt.

gregersdh.dk
 

Kristoffer Fabricius, Martin Bo Lindsten, Nicolai Jandorf Klok, Lila Nobel Mehabil, Andreas Berg Nielsen, Mia Lerdam, Kaja Kamuk og forrest: Maria Carmen Lindegaard (Foto: Leif Hansen)

VEJET OG FUNDET

Afgangseleverne på Odense Teater markerer sig stærkt med gennemtænkt og anderledes version af Simon Stephens ’Pornografi’.

****

Oplagt opgave for et afgangshold af skuespilelever! Simon Stephens’ ’Pornografi’. Du kan jonglere med manuskriptet relativt frit – forfatteren er ikke smålig i sine anvisninger.
På Odense Teater har Peter Dupont Weis luret sig ind på mulighederne med stykket. Han går andre veje end Rune David Grue gjorde det i sin iscenesættelse på Aalborg Teater i efteråret.
Ikke fordi Grues iscenesættelse ikke lige så godt kunne have været brugt til at sende otte nybagte skuespillere på præsentérbakken. Men Grue valgte at ekspedere dem enkeltvis i en sindrig og dybt fascinerende krydsklipning over scenen. Som satellitter i bane, indbyrdes i ildevarslende og uhyggelige strejf.
I Odense er de otte skuespillere koblet parvis (syv i Aalborg er blevet til otte her!). Udspekulerede konstellationer, der giver spillerne psykologisk mod- og medspil, undertiden lader dem beholde deres individuelle karakterer, undertiden lader to smelte sammen til én. Det sker f.eks. med de to unge kvinder, der nusler med barn og hverdags-smalltalk i munden på hinanden, en sjov og letløbende leg med replikkerne, som Kaja Kamuk og Maria Carmen Lindegaard behersker fint.

DET PORNOGRAFISKE VÆRKTØJ

For at sige, hvad det her handler om: Stephens’ stykke foregår i dagene op til terror-katastrofen i Londons Underground 7. juli 2005. Det har ikke en pind med ’pornografi’ i gængs sved-støn forstand at gøre – i Aalborg hørte jeg to fyre ved udgangen mumle ’Øv!’ ved udgangen.
Men altså: Stephens verbaliserer det udflydende, overflade-engagement hos gennemsnits bymennesket – med brugen af ordet ’pornografi’ som lignelse. Viser os mennesker a la de to mødre, der snakker som Gitte i Per Højholts monologer.
Iscenesætteren Peter Dupont Weiss går da heller ikke af vejen for at bruge det pornografiske værktøj ind imellem, f.eks. i den sekvens, hvor bror og søster – spillet med prægtig, akademisk afstumpethed af Mia Lerdam og Nicolaj Jandorf Klok – masturberer sig søvngængeragtigt gennem dage og timer op til bombekatastrofen. Den katastrofe, som ingen af personerne endnu aner noget om.
Den ligger timer forude. Den er som alt andet i Stephens udspil med personerne i dette stykke: Fundamentet, i hvert fald en grundlæggende årsag til, at vi ligger, som vi har redet med terrorismen: Vi er en søvngængeragtig flok vanedyr. Som Brecht siger: ’Wie man sich bettet, so liegt man’.

HANEGAL

Hvor er vi henne i stykket? I Nicolai Spangaas scenografi noget, der ligner en tom prøvesal med store vinduer, hvor de medvirkende kan slænge sig i karmene og springe op og gale som glade haner i en hønsegaard, hver gang budskabet om, at London har fået de olympiske lege 2012 for næsen af Paris. Det skete dagen før terrorangrebet.
Triviallivs highlight. Som valget af en ny dansk landstræner i disse dage.
En anden kollektiv sammenbinding i denne version er den punktvise opremsning af de 52 dræbte i undergrundstoget. Her rykker de otte medvirkende sammen på scenen – de fire nævnte, plus Kristoffer Fabricius og Andreas Berg Nielsen, måske gymnasieelever? – den første råhøvlet som rocker med fræk charme, den anden pæn og med guitar – dét med guitaren en glimrende anledning til, at holdet samlet kan demonstrere vokale færdigheder i stemningsfuld flerstemmighed.
Vi får ikke som i Aalborg-versionen den ensomme gamle dame, som Marianne Høgsbro gjorde så mesterligt. Men vi får sandelig universitetslæreren og hans tidligere studerende, materialiseret af den eksotiske Lila Nobel Mehabil med den undertrykte, sikkert eksplosive komik over for Martin Bo Lindstens lektor, der glimrende producerer inkarnationen af en ex-venstreorienteret, gennemsigtig, geléglat slapvans af en universitetslærer, sikkert psykolog. Scenen fungerer, men trækkes unødig langt.

HUMOR

Morsomt? Ja, den form for makaber humor, der blomstrer ved synet i bakspejlet af den humane mosebryg, som er terrorens baggrund og jagtmark. I hvert fald i Simon Stephens optik. På en måde ikke mindre uhyggelig end den klaustrofobiske Aalborg-version.
Anyhow. Springbrædtet for de udlærte skuespillere fungerer i hvert fald. Kasper Wilton, teaterchefen, kunne i hvert fald fortælle i pausen, at hele banden allerede har fået job.
Vejet og fundet.
Tre af dem tager han med sig til sin nye tilværelse om chef for Folketeatret i København.

GregersDH.dk

Sprogøe-Pristale til Signe Egholm Olsen i Palads Bio mandag 21. 12. kl. 10.

VELKOMMEN på årets mørkeste dag til en lys begivenhed: Årets tildeling af Ove Sprogøe-Prisen til en ung dansk skuespiller.

Et citat fra en anmeldelse af Ibsens ’Bygmester Solness’ på Det Kgl. Teater for to måneder siden:

”Og så står hun der pludselig. Dramaets unge Hilde. I cowboybukser, med rygsæk. Som en pil skudt ind i tegnestuen. Lige i masken på bygmesteren. Med lammende præcision. Som et væsen fra en anden verden. Der er kontant afregning. Hun siger som djævelen i ’Faust’: ’Die Frist ist um!’…

Det er fra dette øjeblik, at spillet mellem denne flammekaster af en ubegribelig præcis ung skuespiller og den erfarne spiller med det store katalog af skiftende udtryk udvikler sig og bliver til musens leg med katten. Pigen, den uhæmmede domptør. Manden, der forføres – skiftevis smigret og rystet….’

DET kan man vel kalde en anmeldelse at få. Og jeg skal ikke benægte, at citatet er fra min egen anmeldelse. Pardon. Men jeg kunne have citeret hvem som helst af mine kolleger og mødt den samme entusiasme – om end måske ikke så overvældende formuleret…

Det er sjovt, for sidste år havde jeg fornøjelsen af at kunne holde pristale for en anden pige – en skuespiller – som jeg karakteriserede som en, der evnede at skabe en vis tvetydighed og noget uudgrundeligt i de figurer, hun skildrer på film og på teater. Det var Lena Maria Christensen.

Nu er den der igen! Igen noget lettere gådefuldt hos vores prismodtager…  det kan da godt være, at det er noget med kernen i enhver maskulin vurdering af en kvindelig skuespillerpræstation. Som mand ligger man nok lidt, som man har redet.      

MEN denne gang har det gådefulde faktisk en anden karakter: Her er den koblet sammen med en intuitiv skarphed, en udfarende let dirrende aggressivitet, som tilsyneladende dækker over en målrettethed, der godt nok – og nu snakker jeg om rollerne, og ikke personen selv – kan dække over en skrøbelighed, der kan få skæbnesvangre konsekvenser – jeg tænker på, da hun i rollen som den unge forfatterinde Adda Ravnkilde spillede over for Lars Mikkelsens Brandes. Eller da hun for snart fem år siden var den tilsyneladende så stride pusherpige Maria i Ole Christian Madsens film ’Nordkraft’. For ikke at snakke igen om hendes Hilde’ i Bygmester Solness på Det Kgl. over for Henning Jensens bygmester Solness, som nok er en foreløbig kulmination på hendes scenekarriere. Og for resten: For slet ikke at tale om den der blege, stride heks Iselin i disse dages tv-julekalender ’Pagten’.

DET kan man så tage som man vil – jeg synes, at Signe Egholm Olsen  – for det er jo hende, det handler om – har et talent og nogle egenskaber, der uundgåeligt får mig til at tænke på Ove Sprogøe – både hans  knaldende skarpe, direkte facon og den sproglige præcision. Formuleringerne, der faldt – næsten som rap med det spanskrør, vi, der tilhører dén generation, stadig kan se – og føle! Men også den blufærdighed og dette ’her-til-og-ikke-længere’, som var Oves, og som også er Signes – det private rager ikke rigtig nogen, det er på scenen, på skærmen og på lærredet, vi skal kende dem først og fremmest.

Det nærmeste, jeg i hvert fald selv har været det private for Signes vedkommende, var, da jeg for fire år siden interviewede hende til Ekstra Bladet og spurgte hende, hvor hun egentlig kom fra.

Og hun svarede: ’Fra et lille sted, som ingen kender og aner, hvor er.’

’Nå, hvad hedder dét? Spurgte jeg.

’Det hedder Ormslev. Bare en lille landsby ovre ved Århus’.

’Nåh, det ved jeg da godt hvor er,’ sagde jeg, ’Jeg kender nogen, der bor i Ormslev – i den gamle skolelærerbolig’.

’Det er mit barndomshjem,’ sagde hun.

OG så fik jeg historien om, hvordan hun som barn spænede lige over vejen til forsamlingshuset for at spille med i alt, hvad den kunne trække af børneteater, amatørteater, lokalrevyer – for at lægge bunden til den karriere, der allerede, da hun var 18 år ekspederede hende direkte, og i 1. hug, ind på Statens Teaterskole. Og videre til debut som Ofelia i ’Hamlet’ på Kronborg samme sommer, som hun forlod teaterskolen. Over for Jens Albinus’ Hamlet.

VI kan gisne om, hvor sådan en lynkarriere kan føre den stadig kun 29-årige Signe yderligere hen.

Det fremgår af betingelserne for at modtage Sprogøe-Prisen, at den skal gives til ”en yngre skuespiller, der endnu ikke har slidt de røde løbere op”…

Det er Signe allerede i fuld gang med. Så det er jo lige ved at diskvalificere hende!

Men der kan forhåbentlig blive grund til at vandre en ny tur hen ad løberen, når hun til næste efterår skal spille Stig Larssons følsomme satan af en hævner, Lisbeth Salander, i teaterversionen af ’Millenium Trilogien’.

 Tillykke med prisen, Signe!

Klaus T. Søndergaard, Kurt Dreyer og Michael Grønnemose i ‘Trold kan tæmmes’ (Foto: Morten Kjærgaard) 

PROFESSIONEL OG FORUROLIGENDE

Kurt Dreyers 40 års jubilæum

KURT DREYER har ikke voldsomt mange replikker som Babtista i ’Trold kan tæmmes’. Det behøver han heller ikke for at gøre sig bemærket. Dér står han som lidt af en tumling, en mand der bliver kørt om hjørner med, blikket er mest undrende og forbløffet. Men det er der! Det fanger vores opmærksomhed. Udtrykket har en sær karisma.
Det er skuespiller-kunnen. En stor skuespiller i en lille rolle. Store roller er der nok af for Kurt Dreyer på Odense Teater. Men det er nogle gange i de små, vi ser hvor dybt et skuespillertalent stikker.   

Kurt Dreyer er født 22. april 1944. Det er samme dag som sabotører brød ind i femten danske biografer og tvang operatørerne til at vise en karikatur af Hitler og afspille en antinazistisk tale. Næste dag lukkede tyskerne samtlige biografer i København, foretog arrestationer og dekreterede henrettelser. Sabotager og modsabotager fortsatte. Krigen var på sit højeste. 
Dramatiske dage! Og der lå lille Kurt og ventede på at blive skuespiller, blive sit eget drama. D.v.s. – vel gjorde han ej. Et hurtigt tjek viser, at Kurt er uddannet typograf og har tilbragt en tid i militærpolitiet som sergeant.
Sikkert dramatiske episoder i hans unge liv. Men vi holder os til, at han som 25-årig søger optagelse på skuespillerskolen for at placere sig i det drama, der nok er scenens, kunstens og fiktionens, men sagtens kan udløse både skrammer, uventede ombrydninger og foruroligende skudsalver.

Øjnede andre hans talent fra starten? Næh. Åbenbart ikke. For unge Dreyer blev ikke optaget, selvom han havde læst flittigt hos skuespilleren Tove Bang. Vi kan ikke sige, at sådan en optagelse på en skuespillerskole hverken gør fra eller til. Det vil være løgn. Men at man kan blive skuespiller, endda en stor skuespiller uden den traditionelle skoling, har vi mange eksempler på. Dét geled rykker Kurt Dreyer ind i.
Det første ryk kommer, da han springer på et ungt hold af skuespillere, der var emigreret fra Århus til Herning. Flere af de andre kom fra det ’Vestergade 58’ Teater, som havde huseret i Århus med Kasper Rostrup i spidsen. 
Vi er i året 1968, og hvem slog ikke volter og kraftspring i det år?
De danske Teaterforeningers formand, den legendariske luftværnsofficer K.O. Jensen fra Karup skaffede nogle penge og gav en hånd til, at Kurt og vennerne kunne etablere Team Teatret i en nedlagt biograf.
Navnet Team? Kollektiv ledelse selvfølgelig! Og – hvorfor ikke: Egen teaterskole. Det var tiden: Fiolteatret i København gjorde det samme. Jomfru Ane Teatret i Aalborg gjorde det. ’Vi kan selv!’ lød kampråbet.
Alt det lagde Kurt Dreyer kræfter i fra dén 25. september 1969, hvor han debuterede i titelrollen i ’Christoffer Columbus’ på Team Teatret. Og fortsatte, indtil han vandrede videre til børne- og ungdomsteatret Dueslaget i Ribe i 1978, derpå i København – for endelig at slutte sig til Odense Teater i 1984. Udlært. Klar til de store opgaver: Jeppe på Bjerget, Malvolio i ’Helligtrekongers aften’, Philinte i ’Misantropen’…

Og se ham så gennem de seneste år vokse og etablere sig nagelfast i ensemblet  – med roller, som faktisk kan gøre en lettere urolig! For karakterskildringerne er sandelig ikke for småbørn: Dystre personager – men det har vel noget at gøre med den markante fysiognomi, den sonore stemme, en evne til at opsøge foruroligende sider i sit eget sind, animeret af begavede iscenesættere som Klaus Hoffmeyer eller Kim Bjarke, og koblet med den usvigelige sikkerhed, der kommer med alder og fordybelse.
I hvert fald – som jeg selv konstaterede i anmeldelser: I Arthur Millers ’Heksejagt’ så vi ham som viceguvernøren, der ”som en klippe af inkvisition” dømmer sit offer ”tålmodigt og med kold beregning – en rolle, der får denne skuespiller til at vokse flere alen. Psykisk. Og fysisk – hvordan dét så kan lade sig gøre…”
Vi så ham som den perverse privatlærer Toledo i Howard Barkers ’12 møder med et vidunderbarn’. Også her en Reumert-pris for ’Bedste birolle’. Og i Jokum Rohdes ’Orestien’: Politikeren, der manøvrer brikkerne på plads og føjer ”endnu en satan af en computerstyret grå eminence til det galleri, han har udviklet gennem flere forestillinger”.
Og vi så den koldt beregnende ægtemand over for Lane Lind i Eric-Emmanuel Schmitts ’Små ægteskabelige forbrydelser’.
Highlights i de seneste år på Odense Teater, hvor Kurt Dreyer har etableret sig centralt og magtfuldt på scenen som en kerne i et velfungerende ensemble. Bygget op gennem et nu fyrreårigt, fremragende administreret skuespillerliv. Og fastholdt på et teater, der forstår at bruge ham. 

GregersDH.dk

PÅ ØSTERSØEN MED WIENERNE

Direkte fra luksuskahytten til Beethoven og Wiener Philharmonikerne live! – det er muligheden på den nye luksusliner ’Mein Schiff’, der blev indviet i weekenden.

Tekst: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Maurizio Gambarini

———————————————–

DE FRØS på kajen i Hamburgs havn fredag aften, men der blevet da sunget, så det gjaldede: ’In Hamburg sagt man Tschüss’.
En svajende sømandsvals og en ordentlig gang karaoke fra en tusindtallig menneskemængde som vokal salut til den nye kæmpeliner ’Mein Schiff’.
Sangen skrevet til lejligheden. Og for at sikre fuldtonende udfoldelse: Trykt på forsiden af ’Hamburger Abendblatt’ samme dag. Med noder og hele teksten.  
En skibs-afgang med manér.
Gustav Winckler og Birthe Wilke dukkede frem for mit indre øje og øre med deres Melodi Grand Prix-sang ’Skibet skal sejle i nat’.
Sopranstjernen Anna Netrebko – pt alverdens operakæledægge – nøjedes med at kikke på fra dækket. Hun skulle have sunget en festhymne med titlen ’Ocean of Love’, også skrevet til lejligheden. Et clou på begivenheden, som medierne havde talt sig varme over. Men Anna Netrebko trak sig i sidste øjeblik. Måske klogelig. Den blæsende, kølige forårsaften var nok ikke honning for de sarte stemmelæber. Hun så til, mens den tyske sangerinde Aino Laos, der havde skrevet med på nummeret, sprang ind og overtog. Anna Netrepko nøjedes med at gå til mikrofonen og sige: ”God aften, Hamburg, jeg kommer snart igen, og så skal jeg nok synge hymnen!”

HAVLUFT

Hvad vi var inviteret med på den galej for?
Såmænd for at gøre forstudier til, hvad det er, man byder cruise-passagerer og selveste Wiener Philharmonikerne, når de næste sommer i fællesskab begiver sig ud på ti dages sejlads med kæmpeskibet. Østersøen rundt.
For Philharmonikerne ikke kun for deres fornøjelses skyld. Og dog. Sidste år gjorde de noget lignende på Middelhavet. Og deres koncertmester Rainer Koneck forsikrer: ”Vi spiller vores bedste hver gang vi er på turné… men lidt havluft skader nu heller ikke os landkrabber!”
Hverken musikerne eller de næsten to tusind betalende gæster, der til den tid – fra 7. juli næste sommer – indlogerer sig på kæmpelineren kommer til at savne ret meget. Skibet er luksusudstyret. Selv en koncertsal er der blevet plads til. Indrettet til knap 1.000 tilhørere. Plus diverse gemmesteder til kammermusik rundt om på de 14 dæk, mellem de 10 restauranter og 13 barer, serviceret af et mandskab på 780 tjenende ånder, plus… o. s. v. – vi vandrer hjem med mange logistik-informationer og tal, tungere belæsset end H.C. Andersens soldat med mønter, da han havde fyldt sine lommer hos hunden med øjne så store som Rundetårn.
Nok så vigtigt: Musikken.
Aftenen før hørte jeg Wiener Philharmonikerne spille i Koncerthuset i Köln. Og hvis man skulle være i tvivl om, at orkestret holder niveau, også under turnéer, så var der dokumentation til ørerne, da dirigenten Daniele Gatti spidsede taktstokken og fik musikerne helt ud i krogene i Stravinskijs ’Jeux de Cartes’ – balletmusik, der kræver, at hver eneste træ- eller messingblæser samler ballerne og spiller som til en afgangseksamen. Og strygerne heller ikke får lov at sidde og tage sig en lur.

UNDERFUNDIGT PARTITUR

Et underfundigt og krævende partitur, hvad også Det kgl. Kapels musikere vil kunne skrive under på. I hvert fald de ældre spillemænd og -damer i Kapellet, som var med, da Flemming Flindt fik koreografen John Cranko til at sætte ’Jeux de Cartes’ op i 1966 som en af sine første gerninger i cheftiden på Det Kgl.
Stravinskijs virtuose, musikalske kortkunst ’Jeux de Cartes’ kunne blive et shownummer på Østersøen. Men programmerne ligger ikke helt fast endnu. Det gør til gengæld både ruten, dirigenterne og solisterne. Vi ved i hvert fald så meget som, at den østrigske klavervirtuos Rudolf Buchbinder skal spille alle Beethovens fem klaverkoncerter med orkestret. Og vi ved, at Valery Gergiev skal dirigere wienerne, når skibet er lagt til kaj i St. Petersborg, og folk har bevæget sig hen til det sagnomspundne Marinskij Teater, som er Gergievs kunstneriske hjemsted – ved siden af hans faste position som gæstedirigent på Metropolitan Operaen i New York og hos en række europæiske symfoniorkestre. 
Vi ved også, at ruten i Østersøen bringer passagererne til et sted, som de færreste nok har andet end hørt om: Kaliningrad. Det tidligere Königsberg. Og dér gad man nok hænge på.

SÆRLIGE VANSKELIGHEDER

Kaliningrad er hovedstaden i det tidligere Østpreussen, men i dag en russisk enklave med en mærkelig tilværelse, afskåret fra det øvrige Rusland som et efterladenskab fra sovjettiden, nu helt omgivet af Polen og Litauen, bortset fra Østersøkysten.
Rejsens arrangører, den østrigske tur-organisator Michael Springer, fortæller om de helt særlige vanskeligheder, man har skullet overvinde for at få den del af rejsen på plads:
 
”Det store skib kan ikke gå ind til Kaliningrad, men må lægge til i den litauiske havneby Kleipeda. Det, som engang hed Memel. Så bliver orkestret og gæsterne kørt med busser de 100 km til Kaliningrad, hvor koncerten finder sted.”

VARMT ØNSKE

- Det lyder som noget af et projekt…

”Det er det også. Det har krævet mange forhandlinger. Men det er et meget varmt ønske fra orkestret, som gerne vil fejre 200 året for dets grundlæggers fødsel. Det var komponisten Otto Nicolai, der samlede Wiener Statsoperaens musikere til et koncertorkester i 1842. Otto Nicolai er født i Kaliningrad – som altså hed Königsberg dengang – i 1810, da byen var en af Østersøkystens betydeligste byer. Stedet har altså en særlig betydning i Wienernes historie. Det er derfor, at Christian Thielemann, der skal dirigere koncerten i Kaliningrad, har sagt ja til være med. Han er i juli 2010 travlt optaget af at prøve i Bayreuth, hvor han nu er kunstneriske leder. Men han flyver via Stockholm til Kaliningrad. Kun for at dirigere denne ene koncert med Wienerne.”
Königsberg-navnet har traumatisk klang i mange tysktalendes ører. Den var Preussens hovedstad engang. Og den er foruden at være Otto Nicolais hjemby – Nicolai, som skrev operaen ’De lystige koner i Windsor’ – desuden byen, som den store filosof Immanuel Kant kom fra. For ikke at tale om, at det er byen, hvor den 23-årige Richard Wagner indgik sit ulykkelige ægteskab med skuespillerinden Minna Planer, mens han var kapelmester ved Königsbergs teater.
Og så var det byen, som Hitler i sidste fase af 2. verdenskrig insisterede på ikke måtte overgive sig. Men som alligevel var tvunget til det den 9. april 1945 efter et infernalsk bombardement.

BENÅDET

Resultatet blev en af krigens store menneskelige katastrofer. Takket være at den fanatiske nazigauleiter Erich Koch gav ordre til at forhindre civilbefolkningen i at flygte, endte den sovjetiske indrykning i en massakre på byens befolkning. Erich Koch selv flygtede på en Østersø-isbryder, han havde liggende klar til formålet og undslap via København til Flensborg. Det lykkedes ham at holde sig skjult i årevis, indtil han blev genkendt, sendt til Polen, dødsdømt, men benådet på grund af sygdom, og han døde i fængsel.
I dag hedder byen fortsat Kaliningrad. Byen og enklaven er som sagt stadig russisk territorium, dens havn er hjemsted for den russiske østersøflåde og både byen og området er 100 procent russisktalende. Samtidig mærkeligt isoleret mellem EU-landene Litauen og Polen. Alligevel ved at blive et turistmål for mange udlændinge, bl.a. svenskere og tyskere. Og et attraktivt sted at bo for velhavende russere på grund af den lange kyststrækning til Østersøen.      

UDEN OM KØBENHAVN

For musik- og kulturinteresserede er Wiener Philharmonikernes Østersø-ekspedition altså noget af en godbid. Koncerter undervejs i Stockholm, Helsingfors, St. Petersborg, Tallinn og i Kaliningrad. Ikke København – lidt ærgerligt, men det kommer nok næsten gang, siger arrangørerne. 
Koncerter i land. Og om bord. Kammermusik og symfoniske koncerter. Store dirigenter og solister. En af dem havde jeg nær overset: Den rumænske sopran Ildiko Raimondi, som er en af Wiener Operaens stærke kræfter.
Dyrt? Det er en rejse for musikbegejstrede og folk, der har rimelige rådighedsbeløb klar i tegnebogen. De ti dage koster fra 2.480 euro til 8.450 euro, alt efter, hvor flot du vil bo.
Det er prisen for kost og logi, adgang til alverdens luksuriøse faciliteter – wellness, så det fløjter! – en masse musik, og så – som koncertmester Rainer Koneck sagde: ”Frisk havluft’.

gregersdh@borsen.dk
 
  
FAKTA OM WIENER PHILHARMONIKERNE

Begyndte som ’Philharmonische Academie’ i 1842 på initiativ af komponisten Otto Nicolai, der var kapelmester ved Kärntnertor Teatret i Wien. Kun musikere, der er knyttet til Wiener Staatsoper kan være medlemmer af orkestret, der er selvstyrende. En årlig generalforsamling og normalt fem-seks ekstraordinære samlinger træffer beslutningerne. Tolv valgte orkestermedlemmer har den daglige ledelse sammen med nogle få administrativt ansatte.
Udover tjenesten ved Wiener Staatsoper og koncerterne i Wien – f.eks. den årlige nytårskoncert i Musikverein-bygningen, hvor orkestret har haft hjemsted siden 1870 – tager Wiener Philharmonikerne jævnlig på turnéer. Første udlandsturné var med Gustav Mahler.
Den nu planlagte Østersø-turné i 2010 følger oven på en lignende sejlads på Middelhavet i 2008, hvor Zubin Mehta ledede orkestret.
Østersø-turneén udgår fra Kiel 7. juli 2010 og slutter 17. juli efter en rejserute, der hedder Kiel-Tallinn-St. Petersborg-Helsinki-Stockholm-Kaliningrad-Kiel.
I Danmark er de rejsebureaet Travel Art, der tager sig af booking. Travel Art (www.travelart.dk) ledes af Lone Rieks, som med Det Kgl. Teaters Guido Paevatalu som makker har forvaltet opera- og koncertrejser i en årrække.