Jakob Bjerregaard Engmann og Rasmus Hammerich i ‘839 dage’ på Teater Grob (tegning: Claus Seidel)
839 DAGE
Den dramatiske historie om somaliske piraters kidnapning af danske sømænd lysende klart og klogt fortalt på Teater Grob i gæstespil fra Baggårdsteatret i Svendborg.
’839 dage’ spiller på Teater Grob indtil 14. november
*****
839 DAGE – på 1 time og et kvarter? Hvorfor ikke. På Bellevue Teatret spiller de Shakespeares samlede 92 værker på en god times tid.
Der er heller ikke sløset med tiden på Teater Grob, hvor et gæstespil fra Baggårdsteatret i Svendborg havde premiere i aftes på et stykke om de 839 dage. De ufattelige mange dage, nogle danske søfolk sad kidnappet af somaliske pirater. Indtil løsesummen faldt, og det sindsoprivende drama sluttede.
Det uendelige forløb bliver spillet med en flugt og vitalitet, der er ganske overrumplende. Sjældent har man set så smertefuldt sejpineri, så morderisk en tøven, så langvarig en nervepirring, så enerverende et tovtrækkeri udfolde sig. Og alligevel holde vores opmærksomhed fast. Åndeløst. På én gang hektisk og dvælende.
TRE SPOR
Den unge dramatiker Henrik Szklany og instruktøren Rasmus Ask løser opgaven ved at rive os ud af den næsten traumatiske fokusering på sømændenes rædselsfulde skæbne, som vi har haft gennem den lange periode gennem beretningerne i de danske aviser – især Ekstra Bladet.
Szklany lægger flere spor i fortællingen:
Sømændene og deres oplevelser af kidnapningen og fangenskabet. Somalierne og deres metoder og baggrund.
Og landet Somalias udvikling gennem hundrede år som kastebold for europæisk kolonialisme.
Det lyder som oplæg til en gymnasiestil. Men det fungerer perfekt.
Og ganske overraskende, fordi instruktøren Rasmus Ask samtidig lægger forløbet ud i en konstant vekslen mellem de to skuespillere, der er de eneste på scenen: Jakob Bjerregaard Engmann og Rasmus Hammerich.
De er på skift dansk sømand, piratboss, menig pirat – det sidste i form af en somalisk teenager, der er stikirenddreng for slynglerne, og hvis farfar er en gammel fårehyrde – de to, drengen og farfaren, er nær ved at være stykkets centrale personer, en ganske rørende skildring af et traditionel somalisk kultur, der smadres af udviklingen, af pirateriet, af det uventede brud på århundreders fattige liv på landet med får, geder og kameler og en urørlig familiestruktur.
OLSEN BANDEN
Rolleskiftene er krævende, men vi mærker, hvor indarbejdet spillet er gennem en række forestillinger hjemme i Svendborg, og vi har ingen problemer med at følge springene fra det ene til det andet, den ene til den anden.
Slemme torturscener. Påtvungne telefonopringninger eller videooptagelser hjem til Danmark. Sendrægtig venten. Trusler. Og rørende scener mellem ynglingen og farfar, den gamle fårehyrde. Alt løber i en fortløbende rytme, ledsaget af uhyre diskrete toner fra et strengeinstrument.
Selv humor er der plads til. Hvor meget det har hold i virkeligheden, ved jer ikke. Men en af sømændene har åbenbart i de endeløse nætter i selskab med piraterne fortalt om Olsen Banden. Og piraterne fabulerer videre: Om denne Olsen, hans kup, hans millioner, hans mange kvinder, hans familie, hans vældige børneflok – alt, hvad der ligner deres egne drømme.
På den måde bliver dette stykke i al sin korthed en udvidelse af vores forestilling om situation og vilkår omkring den mest omtalte, mest katastrofale kidnapning af danskere i nyere tid.
Det er godt gået.
gregersDH.dk
