Niels Ellegaard i ‘Slottet’ på Aarhus Teater (Foto: Jan Jul)
KAFKA OG ELLEGAARD
Kafkas uudgrundelige ’K’ i hænderne på Aarhus Teaters uudgrundelige Niels Ellegaard.
*****
HVEM er han? Ham landmåleren.
Og hvem er han? Ham Niels Ellegaard, skuespilleren.
De to spørgsmål hænger sammen.
Kafkas landmåler kommer ud af – ja, hvad? Det får vi ikke noget at vide om. Heller ikke, hvor han er på vej hen. Jo. Til et slot. Et bjergslot, der ligger hen i tåger. Draculas? Et luftkastel? Helvede? Himmerige?
Og Niels Ellegaard. Pizzasælgeren fra Cirkusrevyen, sønnen i ’Familien Gregersen’. Skuespilleren med gummiansigtet. Netop. Essensen af en skuespiller, der er parat til søvngængeragtig sikkert at glide ind i alle tænkelige roller. Vi tror, vi har ham. Men han smutter. Med et svagt og uudgrundeligt smil.
Her i ’Slottet’ inkarnationen af anonymitet. En flink mand i jakkesæt. Prototypen på et menneske. En landmåler, og det er ikke så tilfældigt endda. En landmåler er en, der måler op, kortlægger, undersøger. En, man gerne vil have holder nallerne væk. En uønsket hund i et spil kegler.
SAME OLD BUSINESS?
En glimrende rolle for Niels Ellegaard.
For hvad forventer vi af hovedpersonen i en dramatisering af en Kafka-roman? Kafkas ’Processen’ er vores pejlings-modul. Vi forventer igen en hovedperson, der som ’Processen’s Josef K. går tabt i en labyrint af samfundets uigennemskuelige irgange. Og hovedpersonen i ’Slottet’ hedder – K.
Same old business.
Næsten. For meget afhænger af, hvordan en instruktør bruger stoffet.
I den norske instruktør Runar Hodnes iscenesættelse får vi ikke ’kun’ det kulderystende gys af tomhed og uhygge, vi regner med. Det får vi også. Men vi får mere. En grotesk komik og en sort humor, som forøger fornemmelsen af usikkerhed. Vi ved aldrig rigtig helt, hvad der er op og ned, mening eller meningsløshed, skyggebillede eller virkelighed.
FÆLDER
Ellegaards K er på den ene side målbevidst i sine forsøg på at trænge igennem de uforståelige fælder, som beboerne i den landsby, der må passeres på vej op til Slottet, stiller for ham: Kim Veisgaards plumpe værtshusholder, Merete Voldstedlunds stramme kone, Jacob Madsen Kvals, den tavse budbringer fra Slottet, Lars Høj, den facile sognefoged, og de øvrige menneskelige pigtrådsspærringer og udenomssnakkere.
K er på den anden side også den fortumlede vindbeutel, som er til fals og lige til at slå ud af kurs af den første den bedste af landsbyens tøser, pigen Frieda – spillet af Mette Døssing – der som en løsgående, lalleglad kylling er lige så holdningsmæssig ubestemmelig som stedets øvrige beboere.
OPSLUGT
Den menneskemur, han skal trænge igennem, er som en blok af robotagtige marionetdukker i et jordisk helvede af selvopfyldende, formålsløse aktiviteter. Og han bliver selv gradvis en del af den. Fortabt og opslugt synker han ind i dette univers af statisk frygt og ligegyldighed i skyggen af det mystiske slot og dets gustne ukendte. De to hjælpere, der sendt frem for at gå ham til hånde på i hans tilsyneladende ikke eksisterende mission, er et par glade, tågesnakkende fyre, som bygger ham ’châteaux en Espagne’ af de papirer, de medbringer som ’arbejdsmateriale’. Grotesk og morsomt spillet af Thomas Voss og Anders Heinrichsen.
I Martin Tulinius’ og Julie Forchammers scenografi bevæger de medvirkende sig på en pyramide af sorte, ubestigelige blokke, og landmåler K’s skæbne udvisker sig for vores øjne, da han til sidst går i sort og forsvinder for vores øjne på den øverste blok. Skubbet så at sige ud af intet, og ud i intet.
Frygtindgydende. Bogstavelig talt.
