Ghita Nørby og Preben Kristensen i ‘Sarah’ på Folketeatret. (Tegning: Claus Seidel)

GNISTRENDE

Virtuos skuespilkunst på Folketeatret i stykke om den legendariske, franske skuespillerinde Sarah Bernhardt.

Stykket spiller indtil 12. maj. Det varer 1½ time uden pause.

*****

OVERVÆLDENDE! Og forfærdelig!  Hvordan skal man ellers beskrive den Sarah Bernhardt, som Ghita Nørby legemliggør på Folketeatret med opbydelsen af hele sin gnistrende skuespillerkunst?
Der er ingen tvivl om, at Sarah Bernhardt har været nøjagtig så krukket, så ekstravagant selvoptaget og så jublende skabagtig, som den canadiske komedieforfatter John Murrell gør hende.
Og præcis så utålelig og henrivende irrationel i sine handlinger, som Ghita fremstiller hende.
Det fortæller alle beretninger om Sarah Bernhardt og hendes gøren og laden som primadonna-skuespillerinde på alverdens scener – her i stykket afleveret som et koncentrat af hendes liv og karriere, da hun kort før sit livs slutning dikterer sine memoirer til tjeneren Georges Pitou gennem det meste af en nat, siddende på terrassen i sit luxuriøse eremitbo på en ø ved Bretagnes kyst.

TOSCA

På ’terrassen’, siger vi – Birgitte Mellentin, scenografen har gjort det til toppen af Castel del Angelo, så vi selvfølgelig associerer til tårnet, hvorfra Tosca kaster sig i døden i Puccinis opera – men for Sarah Bernhardt naturligvis Sardous franske skuespil, som operaen er baseret på.
Hun har dengang i slutningen af 1900-tallet spillet Sardous’ ’Tosca’ utallige gange, kastet sig ud over tårnets brystværn og er havnet på de madrasser på bagscenen, som kun en enkelt gang manglede. Med et skidt knæ som eftervirkning. Og med en skidt knægt som ophavsmand, en sjusket scenefunktionær, som hun selvfølgelig havde et forhold til – vist ikke en digterisk tilsnigelse af John Murrell.
Det er en væsentlig del af fru Bernhardts tummelumske livshistorie, at erotiske forhold var en livsbekræftende del af hendes karriere.

BID I GULVTÆPPET

Naturligvis siger forestillingen lige pling i vores associationer til den Tosca-historie, da hendes tjener/sekretær beordres til at sætte nålen i de 78 omdrejninger med Toscas ’Vissi d’arte’ fra operaen. Så er vi med.
Ligesom vi forsøgsvis er med på fruens patetiske recitationer fra Racines ’Fædra’ og søvngængeragtige samtaler med f.eks. Oscar Wilde.
For ikke at tale om den stribe af roller som tjeneren pålægges at spille, for at Madame Bernhardt kan svinge sine hjernevindinger tilbage til de erindringer, der skal nedfælles af den arme tjener, gribende spillet af Preben Kristensen i en syndig blanding af loyalitet, opgivende støn og bid i gulvtæppet, men sandelig også lystfyldte forsøg på at lege med – for det hele er en leg, vi er til et skuespil om skuespillerkunst, en forrygende metaforestilling, hvor det virtuose spil er målet i sig selv – sikkert også i Sarah Bernhards virkelige verden, men sandelig i denne forestilling på Folketeater, der er en blændende opvisning i skuespilkunstens mest luftige sider, drama inkarneret til optræden, scenen til en eksistentiel legeplads.

TORNADO AF VARIATIONER

Vi har set Ghita Nørby jonglere mange gange med sit register af blændende timing, artistisk behandling af diktion og intonation, lammende greb om hele skalaen af udtryk, men sjældent så overvældende som her, en tornado af variationer. Som et orkesters spil efter et Ravel-partitur. Fulgt til dørs af Preben Kristensens fabelagtige intuition og understatede lydhørhed.
Det er en mageløs opvisning, som enhver, der interesserer sig for raffineret skuespillerkunst bør studere. Ud over, at det er enormt underholdende. Ingen vil vel påstå, at det er et udødeligt stykke, denne John Morell har skrevet. Men det er en udødelig dokumentation for Ghita Nørbys forbløffende kunnen på en scene.
Sarah Bernhardt kan have sin mytiske berømmelse, som hun vil. Stykket rammer hende på grænsen af senilt vanvid.

BERNHARD SHAW

Hvor genial hun har været, blev diskuteret også i hendes levetid. Bernhard Shaw mente om hende efter en opførelse af Gounods ’Jeanne d’Arc’: ”Hun lader verslinjerne strømme ud i en melodisk klagen, hvori kun et fint øre kan opfange en falsk tone. Man kunne næsten sværge på, at hun mener noget med det og tager det alvorligt.”
Men Shaw havde nu et særligt problem med Sarah Bernhardt: ”Jeg kunne aldrig yde hende retfærdighed eller tro på hendes scenefremstillinger, fordi hun i den grad lignede min tante Georgia.”
Det problem har ingen med Ghita Nørby. Hun ligner ingen andre.

GregersDH.dk