DON’T CRY

*

’Evita’ på Malmø Operaen er stort anlagt, men mangler en Evita, der kan gøre tåreperseren ’Don’t cry for me, Argentina’ relevant. Hun er kold som en istap.

***

DER sidder nogen og ryger!.. nede på en af de første rækker!!
Dét gør der!
Hvad er det med svenskerne? Har de ikke styr på lov og ret mere?
Men så vender hele bundtet på de forreste rækker sig om til de larmende toner af Lloyd Webbers ’Evita’.
Selvfølgelig. ’Evita’. Argentina. Tango. Damer, smarte fyre – og smøgerne, som slukkes, da de forlader rækkerne og indtager scenen via konge- og damesiden.
Det er sådan noget, de er gode til i Malmø Operaen, den vi før kaldte Malmø Statsteater. Gode – ikke specielt til smøger. Men til albuerum. Scene og rum indbyder til store armbevægelser.

ALBUERUM
 
Et øjeblik efter overværer vi Evita Perons begravelse – historiens slutning som teaser. Kisten sænkes under dyster ceremoni i graven – ikke orkestergraven, men en grav mellem scene og orkestergrav.
Malmø-teatret er bygget under 2. verdenskrig, indviet i 1944 – et teater, der fra fødselen var et af de mest avancerede i Europa, og stadig er det. Plads til 1700 mennesker, og alle ser lige så godt, som man kunne i Epidauros for over to tusinde år siden, og i Teater Hedeland for en måned siden.
Det er ikke småting, albuerummet bruges til i opsætningen af ’Evita’. Der kan afholdes militær rundturs-komsammen i latinamerikansk stil på drejescenen, som er over 22 i diameter. Og Evita Peron kan ekspederes til himmels fra sin folkelige midte – igen en foruddiskonteringen af hendes skæbne – alverden kan ske i det store scenerum, hvor alene prosceniet åbner i en bredde på over tyve meter.    
Og alverden sker. Og det er flot. Og for meget.
Iscenesætteren Linus Tunström har – sammen den danske scenograf Maja Ravn – taget fat i alle ender af historien og dens miljø, og der er ikke grænser for, hvad vi fodres med af hævede og sænkede lysekroner, balloner, kraftspring, rebstiger og hejseværker til at stige mod og dale fra sufitterne.

STIV OG KANTET

Meget underholdende. Med spredte associationer til både katolske begreber og artistverdenen. Men sært påklistret som en slags erstatning for, at man ikke har en titelpersonen, der kan udfolde så meget andet end en Evita, der er stiv og kantet i sin optræden, som var hun den kunstige Olympia i 1. akt af ’Hoffmanns eventyr’.
Charlotte Perelli har en stemme, som føres ufravendt som en ragekniv af ensartet kaliber, timbre og volumen gennem to og en halv time. Vi flyttes aldrig et øjeblik videre fra den éne side af Evita Perons karakter, som er den benhårde ambition om magt.
Selv, hvis man accepterer dén drift som afgørende, er figurens muligheder langt rigere, hykleri, smiger, snedighed, påtaget omsorg og forståelse for sine omgivelser, antydninger af usikkerhed hos opkomlingen – alt det, der kan gøre Evita Peron interessant som skikkelse. Og ikke bare en glødende istap. Det mangler. Og sætter dermed forsøgene på at peppe hele forestillingen op, i relief.

DRIVKRAFTEN

Det rykker vægten i denne ’Evita’ over på Che, fyren, der som en omkringfarende satellit er både fortæller, medvirkende, en løbende provokatør med sine appeller til Evita og sin kritik af hendes manipulationer.
Personen Che er med den yderst velsyngende Lindy Larsson blevet drivkraften i opsætningen. Autoriteten, der tilfører dramaet de stænk af både tragedie og samfundskritik, der er uomgængeligt, hvis det skal holde.
Det ændrer ikke nævneværdigt, at Fred Johansons som statuariske Juan Peron kan udfolde en imponerende bas, at andre mindre roller er udmærket besat, og at Malmø Operaen har et glimrende fungerende kor.
Forestillingen forbliver til det sidste i al for høj grad et larmende postulat.

GregersDH.dk