MIT KONGERIGE FOR EN CYKEL
…Altså én som ’Cykelmyggen Egon’s. Med samme evner til at bruge den som franskmanden Serge Huercio, der kører den. Den dramatiserede børnebog af Flemming Quist Møller giver cykel-appetit og junglehumør i Gasværket.
*****
Serge Huercio og Nadia Dahl i ‘Cykelmyggen Egon’ (Tegning: Claus Seidel)
VIL ethvert børneteater misunde Gasværket for at kunne slå armene ud og spille ’Cykelmyggen Egon’ for fuldt udtræk?
Måske. For du kommer ikke langt i et normalt børneteater, der er som en skotøjsæske til størrelse 45.
Altså langt – forstået som det, de kan i Gasværket: Op i 3.sals højde, og ud i tennisbane-bredde.
Og så alligevel. Det er slet ikke størrelsen, det kommer an på. Man kan de utroligste ting i et teater på dagligstuestørrelse.
Men så alligevel – alligevel! Når den franske cykelmyg Serge Huercio starter forestillingen med en tur bakke op og bakke ned gennem Gasværkets scenelandskab, ud i hjørnerne, oppe og nede – så følger vi ham, som var vi til Tour de France. Og vi ønsker et sted i vores baghoveder, at det årlige franske race kunne gøres lige så morsomt, lige så virtuose og ekvilibirstisk, og ikke bare var 100 sammenbidte mænd med sved på panden.
EVENTYR
Huercio er en ægte artist. Som flere af forestillingens krible-krable dyr og sære naturvæsener er ægte artister. Klar til at lyndykke fra sufitterne i den nycirkus-tradition, vi har været tæt på siden ’Havfrue’-opførelserne i Kedelsmedjen på Holmen i H.C. Andersen-året 2005.
Forestillingen er mere end luftture og cykelartisteri. Den er eventyr. Med ophavsmanden til ’Cykelmyg’-bøgerne Flemming Quist Møller som diskret bedstefar-oplæser iført lysende følehorn. Og med et bølgende planteorgie, der kan være undervands, når myggene udklækkes i starten, og den reneste danske junglestemning i Scherfig-stil, når den cyklende Egon skal genfinde sin dansemyg Dagmar, danset indtagende af Nadia Dahl.
Astrid Lynge Ottosens scenografi og hendes kostumer er vellystig leg med farver og hittepåsomme udstafferinger. Og musikken bringer os fra Tjaikovskij til Szhirley og Basim – den sidste med Jesper Mechlenburgs temasang ’Jeg er en cykelmyg’, ungerne straks klar til at synge med på den, hvis de ellers kan opfange den mislige tekstbehandling.
Forestillingen er set søndag kl. 13 sammen med en fyldt sal af unger ned til tre år og forældre og bedsteforældre i diverse aldre. Rummet byder på overblik uanset, hvor du anbringer dig, men bedst naturligvis frontalt. Børnene, der ledsagede mig, var stærkt optaget af kostumeringen. Af billen, der havde ansigt i rumpen. Af den fede, grønne kålorm, som Dagmar identificerede som Gud. Af den gruopvækkende kæmpeedderkop, der er ved at fange Dagmar i sit kæmpespind – i det hele taget af det forunderlige dyriske menageri. Egentlig mere end af den spinkle historie om, hvorvidt Egon og Dagmar finder hinanden igen efter adskillelsen.
Det hænger måske sammen med, at det meste efter pausen er ret statisk, mest farvemættede øjebliksbilleder, og ikke meget handlingsfremdrift.
Af hvilken grund vi er på nippet til at nøjes med fire stjerner. Men gi’r os:
Fem.
GregersDH.dk
