Lis Jeppesen i ‘Petit Voyage’, som er en del af  ‘247 år i tricot’ på Det Kgl. Teater (foto: Signe Roderik)

UKUELIGE

STJERNER

En spruttende livfuld status for fem karakterdansere på Det kgl. Uimodståelig i charme, talent og selvironi.

’247 år i tricot’ spiller på Skuespilhusets Lille Scene til og med søndag 9.11.

*****

VI ER grebet af tal-mani i disse dage. 92 gange Shakespeare på Bellevue Teater. 839 dage på Teater Grob.
Nede på Skuespilhusets Lille Scene står den på 247 år – så mange år i trikot, fem flere end da stykket gik sidste år under titlen ’242 år i trikot’. Det er sammenlagt så mange år, forestillingens fem dansere har danset i Den Kgl. Ballet. Du godeste!
Jeg vil ikke sige, man ikke kan se det på dem.
Og dog. Ret skal være ret.

FIRE FRA KERNETROPPERNE…

Poul-Erik Hesselkilde kan ligne en kontorchef i pensionsalderen, når han går til barren og tripper lidt, men han forvandler sig til Stravinskijs Petrusjka, så vilter som vi forestiller os Nijinskij i tidernes morgen.
Alderspræsidenten Eva Kloborg er som trådt ud af et teenage-modekatalog, når hun smyger sig så forførerisk som et helt strygerensemble til Arvo Pärts ’Cantus’.
Mette Bødtcher, slangen i ballettens animalske verden, pigen med arme og håndled, der kan favne verden, danser i denne forestilling Ravels ’Bolero’, som var hun en spændt flitsbue.
Og den fjerde i denne kvartet af karakterdansere ved Den Kgl. Ballet kan nok så meget blive taget for en bror til Bruce Willis – man han er til mere end at se ud. Han får latteren til at runge med sin pas de deux uden dame – den sorte svane må vi tænke os til. Han snurrer hende som en håndværker sin drejebænk.
Alle fire føjer de disse mindeværdige scener oven på filmklip fra deres lange stjernekarriere på teatret. Samt strøglimt ind imellem af deres stadige, omhyggelige, professionelle træning ved barren. Inklusive hverdagens pusleri med sminkning, mobilsnak og mimisk intern sladder. Skuespilinstruktøren Staffan Valdemar Holm har gjort sine iagttagelser. Set og lyttet.

OG EN FEMTE

Fire er de. Men de har en femte makker som karakterdanser: Lis Jeppesen. Hun indleder aftenen med Anne Marie Vessels koreografi af en lille enakter, ’Petit voyage’, hentet fra Finn Methlings ’’Rejsen til de grønne skygger’.
En kvindes liv fra fødsel til død.
Smukt, enkelt – og altafgørende: Lis Jeppesens spillende mimik, øjnene, der fanger os med deres lassogreb – hun er som dansk skuespils Stine Schrøder Jensen, eller italiensk films Guilietta Massina. En glad eller sørgmodig klovn og hjertegribende. Engang var hun Clara i Nøddeknækkeren, bare for at tænke i jul og Tivoli i sigte.
’247 år i tricot’ er en sød, underfundig og begavet lille forestilling. En glad hyldest til ballettens utrættelige husholdning på Det kgl. Teater.

gregersDH.dk