HELVEDE OG HIMMERIGE
I et jordisk Tivoli med den unge pianist Gustav Piekut
Pianisten Gustav Piekut plays ’Towards the flame’, ‘Eccentric piano works’ by Alexander Scriabin and Rued Langgaard. Indspillet april 2021 på Musikkonservatoriet I København. Naxos Records
****
DET er vildt. Og interessant. Musik, som er egensindig og anderledes. Smuk. Provokerende. En skøn ide at sætte Rued Langgaard og Alexander Skjabin ved siden af og op imod hinanden på en cd. Med klaverstykker af begge – indlysende valgt på grund af deres titler og det rusk af mystik og sort messe, djævelskab og signaler om skæve og mystificerende forhold til denne verden, der huserer i dem.
SKRJABIN og Langgaard er tæt på at være samtidige, Skrjabin født i 1872, Langgaard i 1893. Den ene vokset ud af den så velkendte besindige danske, romantiske tradition, men på sin egen flugt videre med hovedet fuldt af toner, han hentede fra tysk musik og religiøs, nærmest katolsk mysticisme. En oprørsk, nagende egensindighed. Han ville egne veje. Ville eller blev puffet. Den anden, Skrjabin, forankret i en lige så romantisk musikkultur, men russisk/fransk og anderledes, malerisk i sit sprog, fuld af gløden fra eksotiske farver – Moussorgsky, Rimskij-Korsakov, Rachmaninov i luften, selv på jagt efter skæve vinkler og symbolistiske udtryk.
LANGGAARD lejrede sig ved sit orgel i Ribe Domkirke og rugede over musikkens morderiske favntag og sin egen miskendthed, uden at ane sin musiks glorværdige fremtid. Skrjabin døde som 43-årig midt i arbejdet på ’Mysterium’, et storværk om menneskeheden, han havde tænkt sig, at det skulle opføres over syv dage i et tempel i Himalaya-bjergene. Til jordisk og himmelsk ophøjelse. Storartet fantasi-boble.
Vi er i mystikeres vold. Endda med noget så enkelt som de mindre klaverstykker, der er emner for cd’en – indspillet af den glimrende unge pianist Gustav Piekut, allerede belønnet med en stribe priser, kun 26 år gammel, født i Aalborg, vokset op i Kolding, uddannet i Berlin og på vej ud i verden med brillante engagementer.
MINDRE klaverstykker? Hundesvære! Korte, spruttende af djævelskab og overraskelser. Her er nogle af titlerne: ’Messe noire’ (sort messe) af Skriabin. ’Music of the Abyss’ (Afgrundsmusik) af Langgaard. ’Vers la flamme’ (mod flammen) af Skriabin. ’Sponsa Christi taedium vitae’(Christi brud og livslede) af Langgaard – hvor han så ville hen med dét. Livslede regnes blandt de kristne dødssynder.
Gustav Piekut (foto: Klavs Kehlet Hansen)
VI er altså på den dommedags-tangent, vi kender fra f.eks. Rued Langgaards storværk ’Antikrist’. Så lad dig bare forskrække, men lyt til disse klingende korte klaverværker, der det ene øjeblik er som svævende lyriske dufte og himmelske åndedrag, det næste rasende dramatiske udbrud. Du er på skift i et tivolisk rædselskabinet og i havens blomstrende fuglekvidder. Hos en Langgaard, som vender sig indad med ransagningen af egne mørke syner, pludselige ind- og anfald af kirkekoraler, der tvinger sig demonstrativt igennem pansre af akkorder og frie luftige udbrud. Vrede, der hamres igennem. Mildhed, der forsoner. Og så hos en komponist som Skrjabin, der er som et udadvendt naturbarn, en jæger, der fanger sarte og ømfindtlige klange ud af luften, går på jagt med sit sommerfuglenet det ene øjeblik, det næste lader flammerne rase som var vi i dæmoners vold.
DET er et drama mellem den lukkede, spekulative Langgaard og den farveflimrende, uregerlige Skrjabin, der så alt i liv og farver – i hans lejlighed i Moskva, der står som museum, er opbevaret hans klaver, som han hæftede farver på til de enkelte tonearter. Alt blev farver for ham – hans sonate nr. 10, hvor det såkaldt ’djævelske’ tritonus-interval skaber mystiske solsyner, er med på cd-en. Spillet med så stor virtuositet som de øvrige stykker af Gustav Piekut. Yderligheder er legeværk for Piekut – hvad spiller han mon på for et flygel? I den firstrøgede oktav-diskant lyder hans perlende udfoldelser nogle gange som slagtøj mod træ. Nogle klaverer bliver trætte og klangløse i det ekstreme leje.
LIGE MEGET. Lyt til hele cd’en i flugt – det er ti yderst varierede numre på mindre end en time. En dramatisk vandring gennem forbløffende landskaber af sorte og ildsprudende påfund.
gregersDH.dk