Sofie Gråbøl og Nicolas Bro i ‘Macbeth’ (Tegning: Claus Seidel)
NOGET AT KIKKE PÅ
’Macbeth’ i Gasværket er fuld af gode billede og stærke effekter, en Nicolas Bro, der effektivt fylder rollen ud. Men vi er også på kanten af det uinteressante.
***
Selvfølgelig. Vi skal have noget at kikke på. Ord er godt. Og dem er der masser af i Shakespeares ’Macbeth’. Men Katrine Wiedemann, der har iscenesat, har sørget for at kyle nogle portioner ord ud, byttet lidt om på brikkerne og sat gang i noget action.
Det begynder med, at de tre hekse, der ellers indleder stykket hos Shakespeare, lige er sat på venteliste et øjeblik. Først skal vi se Macbeth komme trampende sammen med sin general Banquo og krigsmænd. De har kæmpet for deres konge og vundet. Nogle nordmænd har fået bank.
Hvad gør en flok krigere, der lige har slået ihjel? De skal have damer, de går på bordel, og luderne står i kø.
Her får vi så de tre hekse. Kællinger i dynerne. Shakespeare lader dem have skæg og hår på brystet. Og hvorfor ikke? Ludere med skæg og rustne stemmer. Det er både middelalder og moderne, i dag kan de også blive viet i de danske folkekirker.
KORPUS
Der er altså noget at kikke på. Mere endnu. Nicolas Bro, der spiller Macbeth får allerede i den scene flået det meste af tøjet af. Og det er ikke eneste gang: Også frem mod slutningen sidder den vældige skuespiller i al sin korpulente vælde i sin tronstol – for nu er han konge. Nøgen som et barn, klar til slagtning.
En Buddha at skue, overvældende er han, Nicolas Bro, som han var som Mefisto i ’Faust’ for fire år siden på Det Kgl. Også iscenesat af Katrine Wiedemann, så hun ved, hvilken visuel stimulerende effekt, eksponeringen af Nicolas Bros korpus i disse helsetider har på publikum.
Det er brugbart og drøn effektfuldt scenisk. Og ledsages lykkeligvis af den fremragende overensstemmelse, der er mellem korpus og dynamisk udtryk hos denne skuespiller. Han præsenterer ikke et gram for meget, selvom de måske vil sige noget andet i ’Femina’.
Ikke et gram for meget af hverken fysisk power eller psykisk, intellektuel kraft. Denne Macbeth spiller hele registret igennem af barnlig herskesyge, glæde ved at se magten tone frem, psykosomatisk rædsel for sine hæslige syner og alligevel overmodet over for heksenes varsler, og mest af alt: Tøsedrenge-panikken, når konen Lady Macbeth i Sofie Gråbøls seje, spinkle skikkelse pisker ham med skorpioner for at gennemføre sit morderiske ræs mod den bid af tronen, der er dronningens. Erik Seidenfaden (Tøgers far) skrev i sin tid i Information efter en premiere om Mogens Wieth, at nu måtte det frem: Wieth var blevet for fed. En ubehagelig uforskammethed – Wieth var syg og døde ikke længe efter. Det er noget andet med Bro. Måner har den farve, måner skal have. Bro har den facon, Bro skal have. Men man skal måske ikke drive rovdrift på den.
KNALDPERLER
Sådan er vi henført til effekternes ’Macbeth’. De visuelle, de øjenslugende. Ikke nok med, at Gasværks-rummet åbner en Macbethsk, skotsk borgstemning – uden at scenografen Maja Ravn behøver røre en lillefinger. Det udnyttes prægtigt som før. Tænk på alt fra ’Romeo og Julie’ til ’Come together’.
Men knaldperlerne griber om sig. Vi kan sige en del om, at Sofie Grøbøls Lady Macbeth mangler alen og format til at svitse os hen i nærheden af Dantes helvede som den drivende sataninde, der vil være dronning og derfor sparker manden til blodig dåd.
Hun bringer aldrig dette kvindemenneske i Klytemnestra-klasse med tidligere Lady Macbeth’er, f.eks. Benedikte Hansen for en del år siden i Ole Bornedals ’Macbeth’ på Gladsaxe Teater. Dertil er hun for meget den rappe, lille forstadspige, der kan smide manden ud for at vaske bilen og i øvrigt bede ham holde kæft, når hun har veninder i telefonen. Ikke den splittergale hustru bag tilskyndelsen til mord.
Det skulle da være et lille jalousimord på nabokonen.
PLANKEN UD
Men der er alligevel visuel power over idéen med at lade Lady Macbeth stige til vejrs ad gasværkets hundrede trappetrin og gå planken ud, da Lady Macbeth har indset sit projekts elendige udgang og opdaget, at hun ikke kan vaske blodet af sine egne hænder uanset, hvor meget hun vrider dem.
Det er, så vi dirrer på hendes vegne, da hun står på den smalle planke højt oppe over scenen. Sørøverromanerne vågner i os.
Der er i det hele taget hos Katrine Wiedemann en snært af søgang i hendes Macbeth. Måske et efterladenskab fra hendes iscenesættelse af Shakespeares ’Stormen’ i Kanonhallen for en del år siden.
Her i Gasværket duver HMS ’Duncan’ hen over bagvæggen, da Kong Duncan i starten arriverer i Lars Boms skikkelse, kongen i admiralsuniform, og bølgeskvulp over bagvæggen. Videoprojiceringer diskret anvendt. Havde Christian 4. oplevet det, da han – vistnok – overværede uropførelsen af ’Macbeth’ i London i 1606, havde han følt sig på hjemmebane, den gamle søstjerne.
MAGTESLØS
Men stadigvæk: Det, der står tilbage i denne nattetime efter Gasværkets
’Macbeth’, er de gode påfund, de overraskende effekter – mere end den chokerende, freudianske helvedesdrift mod at erobre magt, som driver Ladyen og hendes Macbeth – uden rigtig at ane, hvad de skal bruge magten til. Ud over at have den. Det, der vel nok er essensen i Shakespeares ’Macbeth’.
Vi ser en stribe af udmærkede skuespillere, hæfter os ved enkelte som den slebne, næsten streetdance-sikre Thomas Kwan, som er tjener og morder sammen med – var det Kristján Ingimarsson? (Programmet gider ikke nævne, hvem, der spiller hvad) Og vi bevarer som præcise billeder f.eks. Nicolas Bros paniske chok, når han får sine helvedes-syner af den myrdede Banquo.
Enkeltøjeblikke, der kun i glimt for alvor fanger os dér, hvor magtens absurde magtesløshed skal skære igennem som essensen af dette stykke. Vi er på kanten af det uinteressante.
