Claus Seidels tegning fra pre- mieren på den aktuelle ‘Cosi fan tutte’ på Det Kgl. (se anm. 12.11. 2019)

ØHLENSCHLÆGERS

FLIRT MED MOZART

Sjovt lille julefund på boghylden. Mozarts lyksalige smertensbarn ’Cosi fan tutte’ i hænderne på Adam Øhlenschlæger for et par hundrede år siden.

Henrik Lundgren: Flugten af klosteret. Oehlenschläger som Mozart-librettist. 47 s. Udgivet af Oehenschkäger Selskabet i 1972.

****

Juleferien er en chance for at pille sjældent eller aldrig læste bøger ned fra de overfyldte reoler. Man stirrer undrende. Og læser. Her står f.eks. en lille bog af Henrik Lundgren, Informations og senere Politikens teaterkritiker (urimeligt tidligt afdød i 1990).  Bogen hedder ’Flugten af Klosteret’ med undertitlen ’Oehlenschlæger som Mozart-librettist’. Pudsig og interessant læsning i denne sæson, hvor Mozarts ’Cosi fan tutte’ spiller på Det Kgl.

Det er nemlig ’Cosi fan tutte’, Øhlenschlæger har haft fat i engang i 1820’rne. Det Kgl. ville ikke spille den dengang. Teatret syntes, den var fjollet og kedelig. Man spillede Mozart. Især ’Don Juan’. Den var der knald i. ’Cosi fan tutte’ var man ikke meget for at røre ved. En historie om en kyniker, der får to fyre til at forklæde sig og gå løs på deres respektive kærester for at afprøve deres dyd. Umoralsk affære! For der gik skred i hormonerne i faretruende retning, både i musikken og Lorenzo da Pontes tekst. Men det bekymrede ikke Øhlenschlæger. Hun kunne lide musikken. Den måtte kunne bruges med en ny tekst, som ikke gav teaterledelsen og publikum sippede trækninger. Og så fandt han – sjovt nok – en tekst, der egentlig handlede om noget lignende: En historie, der forekom i en tysk roman, og som drejede sig om to nonner, der flygter fra et kloster for at gifte sig med to mænd, de dårligt kender. Nonnerne bliver hjulpet på flugt af et par andre herrer.

Det gik elendigt med det projekt. Af flere grunde. Librettoen blev noget kluns og sjusk. Øhlenschlæger baksede med at få teksten til at hænge sammen med rytme og betoninger i Mozarts arier og ensembler, sproget ville ikke rigtig for ham, og charmen, letheden og ironien hos Lorenzo da Ponte og Mozart blev hos Øhlenschlæger omsat til forsøg på tungt og alvorligt drama. Han fik aldrig musik og tekst til at svinge sammen. Lundgren skriver, at digteren ’ikke affattede sin tekst ud fra en intim forståelse af musikkens karakter, men simpelt hen ud fra princippet: At få stavelsernes antal til at passe.’

Så hvorfor kastede han sig ud i det? Åbenbart af flere grunde ifølge Lundgren. En var, at han manglede penge. Han måtte producere noget til teatret, og ’Flugten af Klosteret’ var en hurtig mulighed. Som han oven i købet fik presset igennem med sin prestige og sine bekendtskaber hos teatrets økonomichef Jonas Collin og teatrets censor Rahbek, der var hans svoger. En anden grund var, at han havde konstateret, at der ikke var noget fordækt i at skrive ny tekst til eksisterende musik – det gjorde andre i de nymodens vaudeviller, så hvorfor ikke han? Selvom det ikke var noget, han havde prøvet før og egentlig heller ikke syntes var helt ok. Original musik til original tekst. Sådan skulle det være.

En tredje grund var, at han havde en gammel svaghed for ’Cosi fan tutte’, der stammede fra, at han havde medvirket i den første og indtil da sikkert eneste danske opførelse af operaen i 1798. Hans medvirken bestod i, at han som 18-årig havde ageret tjener i forestillingen og i øvrigt sunget i koret. En pinlig, men mindeværdig opførelse.

I første bind af sine erindringer har han fortalt om katastrofen:

”Elskerne i stykket skulle gå hen og klæde sig om for at narre deres elskerinder til at tro, de nu var andre mennesker. Disse elskere spiledes af Frydendahl og Qvist. Frydendahl tog fejl og klædte sig for tidligt om. Qvist gjorde efter, hvad han så Frydendahl gøre. Da de nu kom og ville ind på scenen, gjorde regissøren dem opmærksomme på deres fejltagelse. Frydendahl blev ganske forstyrret i hovedet, trak i maskinmesterens kommandosnor og råbte ”Lad gå ned!”. Han mente nemlig tæppet for tilskuerne. Men maskinfolkene oppe på loftet troede, der skulle changeres, og stuen, hvori Knudsen stod og spillede, forvandlede sig til en skov. Hvorpå Knudsen, der – besynderligt nok – troede endnu at kunne vedligeholde illusionen, råbte ”Hvilket kogleri!” Parterret skoggerlo, og nu måtte man begynde forfra igen.”

Praksis på teatret havde ikke taget syvmileskridt frem siden uropførelsen i 1798. Opførelsen i 1826 brugte de forhåndenværende søm, scenebillederne bestod af slidte dekorationer fra andre operaer, og prøveforløbet på ’Flugten af Klosteret’ var som det plejede: De enkelte sangere gjorde, hvad der passede dem. Forholdene var, som Henrik Engelbrecht har beskrevet det i bogen ’Ramasjang!’, der handler om, da de italienske operagæstespil huserede i København i midten af 18oo-tallet. Også ’Flugten af Klosteret’ fik en skidt og ublid medfart af alle involverede, inklusiv Øhlenschlæger med hans venstrehåndsarbejde.

Det kan man så tænke over, når man går forbi den store digter, der troner i lænestolen foran Gamle Scenes indgang. Eller når man ser Det Kgl.s ’Cosi fan tutte’ i denne sæson. En opførelse, som går flere gange frem mod marts 2020, og som blev begavet med 5 stjerner på denne blog efter premieren i november. Og beskrevet som en opera med musik, der er som en ’slikbutik af skønhed’. Er man i tvivl, så dyk ind på f.eks. den video, Det Kgl. har på hjemmesiden fra Skamlingsbanke-koncerten i 2011, hvor terzetten fra 1. akt mellem Dorabella, Fiordiligi og Don Alfonso bliver sunget at Elisabeth Jansson, Inger Dam Jensen og Johan Reuter.

gregersDH.dk