Peter Christoffersen, Johanne Louise Schmidt, Tammi Øst og Jens Jørn Spottag (Tegn.: Claus Seidel)

BANGE FOR VIRGINIA WOOLF?

Næh. Kun trætte af Albees ægteskabsdrama. Det er for langt.

Dramatiker: Edward Albee. Iscenesætter: Thomas Bendixen. Scenograf: Jonas Fly. Oversætter: Madame Nielsen. Medvirkende: Tammi Øst, Jens Jørn Spottag, Johanne-Louise Schmidt og Peter Christoffersen.

’Hvem er bange for Virginia Wolf’ spiller på Skuespilhusets Store Scene. Set lørdag 13.4. Varighed: 3 t 15 min. inkl. to pauser.

****

DER indfinder sig en bedøvende mathed mod slutningen. Vi er som publikum ved vejs ende med ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ i Skuespilhuset. Der er gået over tre timer. Men Martha og George er ikke ved vejs ende. Kun tilsyneladende. Deres bedøvende had-kærlighed hænger ufravendt i luften. Den kan og vil fortsætte. Og fortsætte.

SOM publikum har vi fået en slags slutning på det sindsoprivende, ægteskabelige opgør – et tragiske nøglepunkt i deres krise, sønnens skæbne, er afsløret. Og parrets to unge gæster, Honey og Nick er gået ud af døren efter den afsluttende whisky nr. 180, eller hvor langt de nu var nået. Men Martha og George er lige vidt. Det forsonende knus er ikke en skid forsonende, kun et komma eller et pausetegn i et endeløst partitur. Der er nye accellerandoer på vej. Det er det, vi ved, og det er det, der får os til at stønne og sukke. ’Har forstået’.

DET er en lidt krank konklusion på en opførelse af den berømte, moderne klassiker ’Hvem er bange for Virginia Woolf’. Som ikke har andet med forfatteren Virginia Woolf at gøre end, at Edward Albee så ordene skrevet på en husmur og sagde ’haps! – det er titlen’.

OPFØRELSEN i Skuespilhuset er bristefærdig af godt skuespil, Tammi Øst og Jens Jørn Spottag i konstant forløst og straks igen uforløst ægteskabeligt mundhuggeri, angreb og modangreb, beskyldninger og modbeskyldninger, de sidste skudklare inden de første er affyret, for de to ved hver for sig til hudløshed, hvad der kommer. Det er en fantasi-skummende snerren og vrissen som orkestreret flerstemmighed, værre og lige så velberegnet som i en Stockhausen-komposition.

TAMMI ØST har den slags i sit skuespillerkatalog. Der er uendelige og flammende variationsmuligheder for hende, og vi kan læne os tilbage, nyde det som en skylle af ekstra varmt vand fra bruseren, eller dåne over det, som vi dåner over en evighedstransmission af en folketingsdebat. Men det er ikke Tammi Øst, der trætter os. Det er Albee. Hans tekst, der snurrer i ring. Også hos Jens Jørn Spottag, der spiller George i et sus af hurtige replikker, et fremragende op- og modspil til Tammi Øst, mange gange endnu mere udspekuleret og beregnende, angreb, der bliver fejet af bordet eller sluges som ydmygelser med hjernen kørende efter næste modspil. Spottag har et kropssprog, der kan skifte fra at være den et øjeblik lammetæskede til den straks efter slagkraftige og suverænt sikre og ukuelige. Med kynisk ironi kan han sige efter endnu et opgør: ‘Nå. Det var dén leg.’ Og næsten glæde sig til den næste. Sammenspillet er veltimet og en kraftpræstation.

DE roller er virkelig gennemspillet i dansk teater. Vi har set Paprika Steen mod Lars Brygmann på Østre Gasværk, vi har set Karen Lise-Mynster over for Søren Spanning på Folketeatret, samme sted for længere tid siden Ghita Nørby mod Frits Helmuth. Det er glansnumre for store skuespillere. Der er variationer i tempo og psykologiske læsninger af teksten. Men det er svært at komme uden om, at Albee bruger frygtelig mange ord og sviende gentagelser for at vise, hvor udspekuleret nedrigheden i ægteskabelige opgør kan bedrives. Mange ord i forhold til f.eks. Strindberg, når han vil lamme os med den art oplevelser. Eller for at nævne den helt aktuelle ’Toves værelse’ på Folketeatret med Paprika Steen og Lars Brygmann, hvor Jakob Weis og Kasper Wilton koger et had-drama ind til den ildsprudende essens.

GEORGE og Marthas unge nabopar Nick og Honey har Thomas Bendixen valgt at gøre til næsten totalt lallende slapsvanse i kløerne på Martha og George. Som boksebolde for det ældre ægtepars sindsoprivende udladninger er Det Kgl.s to stortalenter Peter Christoffersen og Johanne Louise Schmidt sat på at være henholdsvis den høflige, akademisk indskrænkede Nick, der prøver at klare sig med kultiveret ironi over for George og slap imponerethed af Marthas erotiske selvoptagethed, mens Johanne Louise Schmidt forsøger sig med lige så måbende lillepigestil som Mia Lyhne leverede i Østre Gasværk-opsætningen. Der er ikke meget at gøre godt med for dem i Albees tekst. Men de får sammen med Thomas Bendixen det bedste ud af det.

SE forestillingen og gå hjem og snak med ægtefællen. Det kan være, du har fået nogle gode idéer.

gregersDH.dk