Amira Jasmina Jensen i ‘4’29’

EN HÆNDELSE

KL. 16’29

’Det nye Europa’ rammer dramatisk i mellemgulvet med ’16’29’ på Momentum i Odense.

Dramatiker og iscenesætter: Anna Malzer. Medvirkende: Amira Jasmina Jensen. Video: Capital Fluxus.

’16’29’ spiller på Teater Momentum i Odense. Vises sammen med en efterfølgende video ’Neo-Europe’. Sammenlagt ca. 2 timer inkl. pause.

****

HVAD når man som anmelder? Hvad overser man? Hvad går man glip af?… når man ellers ser over to hundrede forestillinger om året på de danske teater….

MAN går f.eks. glip af en del interessante stykker på teatre som Momentum i Odense. Stykker af den type, jeg faktisk fik set i aftes på Momentum, der ligger i Ny Vestergade klistret sammen med Den Fynske Opera.

MOMENTUM spiller i disse år efter en seriemodel, der består i, at man sæson for sæson udskifter kreativ kunstnerisk leder. Hver sæson kaldes Vol. 1, Vol.2, o.s.v. Nu er man ved slutningen af Vol.12., hvor den kunstneriske leder er den unge dramatiker Anna Malzer. Hun er i sin serie, der har fællestitlen ’Det nye Europa’, nået til det tredje programpunkt, stykket ’16’29’, skrevet af hende selv.

’16’29’? Den titel lyder næsten som et ekko af Sara Kane’s ’4’48’, der netop har gået på Aarhus Teater, og det er sandelig heller ikke langt fra. Sara Kane’s stykke er hendes hårrejsende analyse af det selvmord, hun besluttede sig for at begå og faktisk gennemførte på et psykiatrisk hospital i England.

ANNA MALZER har skrevet om en ung fransk pige, der i maj 2016 tog sit liv på spektakulær vis i Frankrig. Hun sprang foran et tog ved en lille by nær Paris og live streamede sit eget selvmord. Selvmordet vakte opsigt i Frankrig. Ikke mindst på grund af live streamingen, men også fordi man konstaterede, at hun forud for selvmordet havde sendt masser af budskaber på face book, der nu kunne fortælle, hvad der drev hende og hvad hendes liv var fyldt med. Anna Malzer er gået grundigt til værks, hun er franskkyndig, hun har opsøgt miljøet, pigen Océane levede i, et lavt uddannet ungdomsmiljø præget af arbejdsløshed og uforløste ambitioner om en bedre tilværelse. Men Anna Malzer har valgt at fortælle en historie om, hvad der har kørt i den franske piges hoved af lyster og problemer og oplevelser som direkte optakt til beslutningen om at tage sit liv. En tilværelse fuld af hverdagens skæve oplevelser, erfaringer med fyre, og lyserøde drømme, der på scenen afspejles i billig pseudo-elegance og sminket glimmer.

MONOLOGEN bliver spillet med illusions-blomstrende fortællelyst af skuespilleren Amira Jasmina Jensen som bevidst provokation for publikum, der ved, hvor historien skal ende kl. 16’29 foran et eksprestog – selvmordet, pigen har valgt at delagtiggøre omverdenen i – i en blanding af desperation og den ekshibitionisme, som er udslaget af en kultur, der har gjort udveksling af informationer og alle tænkelige følelsesudladninger til hverdagsliv på de sociale medier. Det er et godt dramatisk slag i mellemgulvet.

’16’29’ følges op efter pausen af en halvtimes-video som et indslag i Vol. 12’s beskrivelse af ’Det nye Europa’ – et stærkt filmdramatisk supplement til historien om den franske piges selvmord. En turbulent sammenklipning af unge i europæiske storbyer, især franske. Forvirrede, forladte, evigt på jagt efter både adspredelse og deres kollektive eller individuelle identitet, nogle selvmordsberedte, andre gået i ekstatisk selvsving. Et godt medspil til ’16’29’, blevet til på foranledning af hiphopkollektivet Capital Fluxus.

’16’29’ blev set i går af et publikum, der især befinder sig mellem 25 og 40, så vidt jeg kunne se. Der kan sidde godt et halvt hundrede mennesker i teatret, som engang lancerede sig selv som ’teatret uden ryglæn’. Nu er ryglænet kommet. Ungdommen er ikke, hvad den har været. Men den kommer altså i teatret – ekstremt flittigt, ligesom i de mange mindre teatre rundt i landet. Den kritik af teatrene, som danske dramatikeres formand Nikolaj Scherfig forleden rettede mod de større teatre for kun at interessere sig for de sikre klassikere, kan man diskutere det relevante i. Kritikken overser i hvert fald, at Scherfigs egne medlemmer udfolder sig for fuld kraft med nyskreven dramatik på scener som Momentum. Dramatik, der i mange tilfælde har ført til Reumert-nomineringer og Reumert-priser. Det er ikke dér problemet ligger. Heller ikke i de små teatre.

gregersDH.dk