JEG VIL HAVE GULVTÆPPET!
Hidsige ordvekslinger på falderebet ved en skilsmisse. Latteren runger.
Dramatiker: Kristina Lugn. Iscenesætter: Jan Hertz. Medvirkende: Sonja Oppenhagen og Henrik Koefoed.
’Kurt og Kirsten’ er efter premiere denne aften på Kulturhuset ’Kilden’ i Brøndby på landsturné indtil 9. oktober og igen fra 1. april til 27. april i 2019. Varighed: 1 t. 10 min. uden pause.
***
HURTIGT, rapt og ganske vittigt. Et stykke af den type, som en trænet dramatiker skriver i flugten. Og trænet, dét er svenske Kristina Lugn. Her nupper hun et par, der efter 33 års ægteskab er grundstødt og har besluttet sig for skilsmisse. På dansk er titlen blevet ’Kurt og Kirsten’. Henrik Koefoed har oversat det, og vi gætter på, at han har haft det lige så sjovt med at oversætte det, som han har haft med at spille ægtemanden over for Sonja Oppenhagen.
DET gnistrer fra dem begge i Jan Hertz’ instruktion.
SITUATIONSKOMIK på enkelt plan. Kurt og Kirsten har vedtaget skilsmissen, de er midt i bodelingen. Scenen ligner en slagmark. Skænderi om, hvem der skal have hvad, fyger gennem luften, mens de ustandselig indhentes af både fortid og spontan fortrydelse – sku’ vi ikke alligevel? Nej, vi sku’ ikke. Og dog. Lad os tage en vals på stuegulvet. Det gør de så for halv kraft, endda brudevalsen, og så er dén ikke længere.
KURT er skoleinspektør, Kirsten er lærer på skolen. Deres replikker har rå slagkraft det ene øjeblik, det næste er dramatikeren på smålitterær udflugt i skolelærer-formuleringer – parret er af den type, der gør sig umage med deres uforskammede udfald, jo mere det snerter, jo bedre. Det ligger fint for Sonja Oppenhagen og Henrik Koefoed, ordvekslinger af den art er som håndmadder for dem som professionelle komediespillere. Komikken anlagt og timet, så et hvert forsøg på alvorlig overvejelse om forholdets holdbarhed eller sammenbrud besvares af modparten med et ”den kommode er min! Du kan ta’ det beskidte undertøj i underste skuffe!” og lignende. Alt akkompagneret af kampen med at samle de uhåndterlige flyttekasser. En klassiker i komik.
TROR vi på alvoren i opgøret? Næh. Vi er ikke i selskab med Strindberg. Stykket rammer bare med godt håndelag lattervækkende ordvekslinger, hvor ethvert spontant, irriteret eller uforskammet udsagn fra den ene part omgående udløser lige så uovervejede udsagn fra den anden. Og vi tror i hvert fald ikke på den påklistrede forløsning til slut, hvor vi pludselig skal høre om parrets to børn, der er døde, og tanken om det, som bringer dem til en slags forsoning. Det virker mest, som om den svenske dramatiker har skullet videre i livet og dét i en fart.
gregersDH.dk
