SKÆVE JEPSEN

Den ’sande’ historie om krigen 1864 – dramatikeren Erling Jepsen drejer ‘sandheden’ på skønneste vis til en farce i sommerspillet på Frilandsmuseet.
 

’1864 – den sande historie’ spiller indtil 27.7. 

*****

BED Erling Jepsen om at skrive et stykke om Sønderjylland og krigen i 1864 og belav dig på sådan et par på skrinet.
Til emnet. Ikke til dig.
Tværtimod. Han gnider sig i hænderne, siger tak til, og så tager han fat. Skriver en hidsig og syret historie, der flænser dansk vanetænkning om det vidunderlige, pæredanske Sønderjylland, der blev vundet tilbage til fædrelandet ved genforeningen og nu ligger dér som et elsket nationalmonument over triumfen i 1920, men også over det sørgelige nederlag i 1864. Sønderjylland – eller for at kalde det ved rette navn: Nordslesvig. Dyrket, forkælet, befolket af taknemmelige danskere, sønner og døtre af de hjemvendte ved genforeningen. Ikke sandt?
Rent hykleri, siger Erling Jepsen. Danmark vil skide på sønderjyderne. Og sønderjyderne vil såmænd lige så gerne, ja, måske hellere være tyskere igen. Som før 1920. Være Schleswigere.

PROVOKATION

Skæve Jepsen vender skråen og stanger en provokation ud med stykket ’1864 – den sande historie’.
Det er grotesk underholdende. Også i sin form.
Stykket spilles i Frilandsmuseet foran en gård fra Sdr. Sejerslev, en gård, der engang har ligget 12 km nordøst for Tønder. Her bor den saftige unge bondekone Hanne, spillet af Meike Bahnsen. Hendes mand er faldet i 1850 under treårskrigen, hun er alene, og man skal ikke ustraffet komme forbi hendes dør som ung dansk soldat. Så det gør soldat Valdemar, den begejstrede københavnske yngling, der er sendt af sted for at nedkæmpe de rædsomme, slappe og uduelige tyskere. Uduelige ja, kropuduelige, når det gjaldt at føre krig.
Thue Ersted Rasmussen spiller ham med kæk skråsikkerhed, sympatisk og fyldt af varm jord i hovedet. Han er jo københavner. Modtager stakke af breve fra sit bedsteborgerlige far- og mor-par hjemme i hovedstaden, som er stolte af ham og formaner ham at bruge de varme, lange underbukser. Det er jo kold vinter.
Sonja Oppenhagen er nuttet mor og Morten Eisner imposant som skåret ud af fatter kobbersmed i ’Genboerne’.
 

DRUK, BANK OG HOR

Jepsens slynger nutidige paratholdninger og historiske kendsgerninger sammen i en skøn pærevælling – det handler også om danske soldater sendt ud i det blå i Afghanistan og hvor som helst i gribende mangel på ræson.
Heidi Colding optræder som akademisk guide udi historiens baggrund og geråder i konflikt efter konflikt med de medvirkende. Bland dig udenom, søster! Og forældrene ekspederes uden vanskelighed til slagmarken for at pudse soldatens næse.
Handlingens forskellige planer er et lystigt mix af spring i tid og sted. Og de medvirkende bryder glad ud i sang, når det stikker dem – stykket er også en musical med orkester: To musikere, som instruktøren Søren Iversen har anbragt højt til vejrs på en vogn, trompet og keyboard. Den bedste af sangene har Meike Bahnsen med omkvædet ’Aldrig på en søndag’ (Melina Mercouri in memoriam!). Aldrig om søndagen – aldrig hvad? Mændenes druk, bank og hor. Resten af ugen ok. Forbudt om søndagen. 

MORALEN

Jepsens morale med historien er, at ingen skal komme stikkende med sandheden om den virkelighed, der var situationens i 1864. For virkeligheden var dengang som nu et mosebryg af forkvaklede fordomme og amatøragtige initiativer.
Hans skæve provokation kommer pragtfuldt til udtryk især hos Meike Bahnsens bondekone, der fastholder, at det var nu alligevel bedst med de tyskere i landet. Den får hun sin soldat med på.
Om det er Jepsens egen virkelige mening? Under alle omstændigheder – som de medvirkende synger til sidst: ’Overdrivelse fremmer forståelsen’.

gregersDH.dk