Morten Hee Andersen, Cicilia Gadborg Høegh, Simon Bennebjerg og Christina Albeck Børge i ‘Den kroniske Uskyld’ (tegn.: Claus Seidel)

DET DIRRER AF NÆRVÆR

Rifbjergs ’Den kroniske uskyld’ blændende vakt til live i Skuespilhuset.

Manuskript: Klaus Rifbjergs roman ’Den kroniske uskyld’ bearbejdet af Elise Kragerup og dramaturgen Benedikte Hammershøj Nielsen. Instruktion: Elise Kragerup. Scenografi: Jonas Fly. Medvirkende: Morten Hee Andersen, Simon Bennebjerg, Sicilia Gadborg Høegh, Maria Rossing og Christina Albeck Børge.

’Den kroniske uskyld’ spiller på Skuespilhusets scene Mellemgulvet indtil 8. juni. Varighed: 1 t 40 min. uden pause.

******

DET gør en forskel, hvordan man genskaber en klassiker. Om man som med ’Riget’ i Skuespilhuset laver en tro kopi, ord for ord, tone for tone, mimik for mimik, total genkendelse og genoplevelse er målet. Eller man som med ’Den kroniske uskyld’ genskaber ved at nærlæse, suge hver stump af teksten ind, gennemlyse alle detaljer og lade det hele vokse levende op fra grunden. Genopstå. Forvandlet og alligevel genkendeligt.

RESULTATET af genoplivningen af ’Riget’ er dels, at publikum brister af latter, som man gør over gammelkendte vittigheder, dels at man får rekapituleret hospitalsforhold, der ikke eksisterer i dag. Vi er til historieskrivning.

’DEN KRONISKE USKYLD’ lever på en anden form for genkendelighed. Forestillingen dirrer af nærvær. Det er så det rusker i vores nervesystem og blodomløb, det er her-og-nu, vi rives ind og med, som var det os, det handlede om. Og det er ikke fordi handlingen er flyttet i tid og rum, aktualiseret, som Edward Fleming gjorde det i filmatiseringen af ’Den kroniske uskyld’ for tredive år siden.

HISTORIEN er selvfølgelig flyttet fra roman til scene, men vi er faktisk stadig i 1940’rne, selvom scenen er ryddet for alle andre rekvisitter end fire-fem stole. Der er ikke en stump dekoration – personerne er iført den slags kluns, man gik og stod i dengang, måske lidt ekstra til fest. Er der noget, der er anderledes, så er det, at vi som publikum er anbragt på bænke i fire blokke rundt om scenepladsen, som var vi skoleelever eller studerende i et auditorium. Vi er så tæt på, at vi skal vare os for ikke at få en stol over skinnebenene eller medvirkende på skødet. Vi og skuespillerne har hinanden smask op i næsen.

DET er spillet, der suger os ind. Den historie, som siden Rifbjerg skrev den i 1959, Gyldendal udgav den, og anmelderne sablede den ned, men publikum greb den, og succesen gjorde den til en af de mest læste bøger gennem to generationer, obligatorisk som gymnasielæsning, et ufravigeligt stød i hjertekulen på unge og deres forældre. Historien om to skolekammerater, der er groet sammen i et tæt venskab, vidt forskellige, Tore, der er succes-knægten, har charmen, kan det hele, scorer pigen. Og Jonas, der kringler sig rundt, lidt klodset og ubekvem, fyren, der er med på sin egen skæve måde, men altid et øjeblik for sent og uden Tores gudbenådede held i sprøjte og spil. Et ulige makkerskab, men ubrydeligt og indforstået langt hen ad vejen. Pigen, det uskyldige jagtbytte Helle med det lyse hår og med klassebaggrund en etage højere end den saftige underklassepige Ellen, som kommer dumpende ind fra nærmeste værtshus. Og så den lammende katalysator for katastrofen, Helles mor, jernladyen med det kolde falkeøje, som straks er rettet mod datterens kæreste. Med to formål: Elementær liderlighed. Og dernæst lyst til at sætte datteren på plads som nr. 2 i den familie. Mor bestemmer. Mor vinder.

DET er de fem medvirkende. Men der er på en måde en sjette. Det er instruktøren og manuskript-strategen Elise Kragerup. Hun har splittet Rifbjergs roman-tekst i stumper og stykker, skåret teksten ind til benet, hun følger ganske vist udviklingen kronologisk og alt er ordret Rifbjerg, men forløbet bliver, som var vi til et dramatisk spil skak, personerne rykkes og fjernstyres af hendes hånd i et stadig skiftende tempo mellem hurtige dialoger og situationer, og lammende pauser, afventende øjekast fra brik til brik, fra bonde til løber, fra dronning til tårn.

JANUS er fortælleren fra start, men alle bliver fortællere undervejs. Der er fuldstændigt glidende overgange mellem fortællingen om, hvad der sker og den konkrete handling, et virtuost styret spil, forvaltet af ’brikkerne’ med samme virtuositet. Det er som et dobbeltspil mellem afsløring og tilsløring – hvem tager næste skridt, hvad driver personerne videre, hvad skjuler de eller prøver de at skjule, det er en hudløs søgen – bevidst eller ubevidst – efter løsninger og motiver. Alt så tæt og nærværende, at det er som sidder vi med på ryggen af den førte instruktørhånd og følger hvert træk åndeløst.

OG hvad har instruktøren at spille med?

UNGE skuespillere, der er som man kan ønske sig romanens hudløse gymnasie-trekant, Tore, Janus og Helle. Den veritable, kroniske uskyld, renskuret i Morten Hee Andersens Tore-figur, skæv og utilbens i Simon Bennebjergs Janus, Sicilia Gadborg Høegh jomfruelig som den pæne Helle fra villavejen i Hellerup. Plus pigen Ellen med safterne fra baggården og arbejderklassen – Maria Rossing med alle fysiske sprængladninger afsikret. Og plus den modne donna, Helles femme fatale-mor, beskrevet som en mellemting mellem en løve og en slange, fru Junckersen, tilført Christina Albeck Børges morderiske elegance.

ROMANEN rammende genskabt som drama. Det gamle Røde Rums kvaliteter genopstået med fuld kraft og originalitet – nu under betegnelsen Mellemgulvet – genoplivet af den instruktør, der var en hovedkraft dengang.

DET har ikke passet Det Kgl. Teater at bruge så meget som en stump papir og lidt tryksværte på et program til forestillingen. Hvis det er fordi man ikke har råd, kunne man jo lægge en afgift på foyerbarens eksorbitante kaffepris og bruge pengene på at oplyse folk om, hvad og hvem det er, de ser på scenen.

HER kan det læses over anmeldelsen.

gregersDH.dk