RYTMEN
ALDEREN
ERFARINGEN
Preben Kristensens jubilæumsaften på Folketeatret. Tegnet, men ikke anmeldt. Kun kommenteret.
DEN uvenlige skæbne, der ramte mig på Operaens parkeringsplads for nogle uger siden, forhindrer mig denne torsdag aften at være i Folketeatret til Preben Kristensens 40 års jubilæums-forestilling ’Suffløren’.
HVAD stiller man så op, når man i skrivende stund ved, at Preben Kristensen lige nu står på scenen med denne glimrende svenske monolog? Men ikke er der. Man rekapitulerer store hændelser og stærke oplevelser med Preben Kristensen. Afspejlet i utallige anmeldelser.
JEG blader baglæns og møder ham, ser ham for mig i ufatteligt varierede skikkelser, genhører hans stemmeklang, der stormer gennem alle farvelægninger, udtryk, der rammer overraskende, men også præcist. Den ene og anden figur.
Jeg ser og hører ham som suveræn show maker i Linje 3, som elegant moderator af Reumert-prisoverrækkelserne for en halv snes år siden. Klassisk stil. Følger hans kurs gennem store, fascinerende præstationer i musicals som ’Phantom of the Opera’, ’Oliver’ og ’The Producers’ frem til hans Claudius i ’Hamlet’ i 2007 på det alt for kort genopstandne Gladsaxe Teater, hvor vi så hans kongeskikkelse, som udfoldede sig med ”en rå lurende skråsikkerhed, der kan skifte fra despot til sølle undermenneske”.
OM hans spring til Shakespeare i den situation fortalte han i et interview, jeg havde med ham i Børsen inden premieren: ”Jeg har været bange for det. Det komplicerede sprog. Versene og jamberne. Jeg tænkte: Det får du aldrig til at leve. Men så opdager jeg, hvor nemt det er at lære teksterne. Jeg tror, Shakespeare har skrevet det sådan for at hjælpe skuespillerne. Det er rytmen. Det er som musik… Klassikerne. Det er en af fordelene ved at blive ældre i dette her fag. At nu er der roller, hvor man kan bruge sin alder og erfaring.”
Og så dukker de ellers op, mange af de roller, hvor Preben Kristensen siden 2007 netop har brugt alderen og erfaringen: Da han f.eks. i april 2013 spillede over for Ghita Nørby i hendes 60-års jubilæumsforestilling ’Sarah’ på Folketeatret – spillede Sarah Bernhardts tjener George Pitou ”i en syndig og lystfyldt blanding af lydhør loyalitet, opgivende støn og bid i gulvtæppet”.
Og – igen på Folketeatret – i marts 2014 ”fyldte scenen og satte rytmen og initiativet for sine medspillende” i rollen som maleren P.S. Krøyer i Vivian Nielsens ’Krøyers yderste nat’.
Eller stadig på det Folketeater, der har set så mange af hans modne skuespillerpræstationer: Hans ”pralende finansopkomling” Hermind i ’Indenfor murene’ i februar 2015.
FIGURER, der indtog scenen med enorm autoritet. Hvad der ikke har forhindret ham i at folde sig ud i nye, forbløffende lystspilroller. Som i Cole Porters ’Anything Goes’ på Det Ny Teater i september 2016, hvor han optrådte som ”den præstforklædte mafiose, der render rundt med en violinkasse, der ikke indeholder en Stradivarius, men en maskinpistol, som han bruger til at medvirke i en lerdueskydning.”
HVAD ’Suffløren’, som er opgaven på denne 40 års-jubilæumsaften på Folketeatret, giver Preben Kristensen af muligheder for at spille på af de mest originale og mest alsidige skuespiller-instrumenter i dansk teater, kan jeg kun gisne om i denne omgang.
Claus Seidels tegning er et foreløbigt vidnesbyrd, for der bliver forhåbentlig mulighed for at indhente det forsømte.
gregersDH.dk
PS: Omtalte interview med Preben Kristensen kan læses på bloggen under kategorien ‘Interviews. Dateret 27.9. 2007.